Ask
Asken er naturligt forekommende i de fleste egne af Danmark. Den stiller store krav til god vandforsyning, enten via nedbør eller gennem grundvandskontakt.
Sygdommen asketoptørre, der har bredt sig voldsomt i Danmark siden 2002, gør det indtil videre yderst risiko-fyldt at anvende ask. Ask bør derfor slet ikke anvendes som en dominerende træart.
Asken gror på mange jordbundstyper, men trives bedst på dybgrundede, næringsrige jorder med god vandforsyning. Den udvikler sig også godt på mere fattige lokaliteter, blot dens vandkrav bliver tilfredsstillet. Den vokser desuden på dårligt drænede jorder, på kalkjorder og på tørvejorder. Sidstnævnte dog kun såfremt tørven er drænet og velomsat.
Asken er er et lystræ, men kan forynges i selv små, skyggeprægede huller. Den kræver dog lys for at udvike sig godt.
Asken forynger sig villigt på de fleste jorder, men er efterstræbt af vildtet. Selv et moderat vildttryk betyder, at hegning er påkrævet for at foryngelse kommer igennem. Men asken kommer hurtigt over bidhøjde, når den først er etableret og der er lys. Ofte er to års fred for vildtet tilstrækkeligt.
Asken springer sent ud og er derfor relativt tålsom over for forårsnattefrost – men kan skades i de mest frostudsatte områder.
Ær
Æren er ikke naturlig i Danmark. Nordgrænsen for den naturlige udbredelse er i Nordtyskland, men da den trives godt og nemt selvforynger sig, betragtes æren nærmest som en hjemmehørende træart.
Ær udvikler sig bedst på næringsrige, kalkrige, dybgrundede jorder med en god vandforsyning, altså typisk på de lerede morænejorder. Æren trives dog ikke på dårligt drænede, fede lerjorder eller på tørvejord. Formodentlig vil den klare sig på næringsfattig sandjord, men med lav vækst.
Æren selvsår sig villigt og er i ungdommen skyggetålende, men den kræver lystilgang for sin fortsatte udvikling. Den kan også forynges på større åbne flader. Æren er relativt efterstræbt af vildtet, mens skader efter forårsnattefrost er relativt sjældne.
Fra naturens hånd er æren overvejende indblandingstræart og optræder naturligt kun yderst sjældent i renbestand.
Ren ask
Ask er i naturnær skovdrift mest velegnet som indblandningsart, men vil fortsat have sin berettigelse i renbestand i de typiske "askelavninger", altså lavninger med næringsrig jord, god vandforsyning og kvælstoffrigørelse.
Selvforyngelse er mulig, men vil mange steder kræve hegning. Da rene askebevoksninger ofte er små (og hegning dermed relativ dyr) kan plantning med vildtfrie planter være en praktisk løsning i egne med vildttryk. Foryngelse under skærm kræver ofte en relativ hurtig skærmafvikling, da den etablerede foryngelse relativt hurtigt kræver lys for ikke at udvikle værdinedsættende sortkerne.
Opbygning af uensaldrende bevoksninger er vanskeligt ved et større vildttryk. Det er nemlig påkrævet med hegning af de mindre opvækstområder, hvilket er meget omkostningskrævende.
Ask med rødel
I sin mest naturnære form består denne skovtype af en fleretageret blandskov af ask og rødel og evt. med gruppevis eller enkelttræblanding af fx eg, birk og røn. Der vil ofte være en vis adskillelse af ask og rødel, hvor rødellen dominerer på de mest våde områder, hvor asken ikke trives optimalt.
Skovtypen får den bedste udvikling på jorder med middel til højt næringsstofniveau og med højtstående grundvand. Men den kan også gro på mere næringsfattige lokaliteter med højt grundvand – dog ikke de mest næringsfattige jorder på hedesletterne.
Skovtypen har et potentiale for kvalitetsproduktion af ask og til dels af rødel på grundvandsnære, middel til næringsrige lokaliteter.
Skovtypen er yderst artsrig og har derfor stor naturmæssig værdi.
Opbygning af den uensaldrende struktur forudsætter i praksis, at selvforyngelse er mulig. På lokaliteter, hvor vildttrykket er stort, kræves hegning.
I den mindre naturnære form kan der anvendes en ensaldrende struktur, hvor større arealer forynges på én gang under hegn – eller ved at der evt. tilplantes med vildtfrie askeplanter.
Blandingen af ask og rødel i plantningskulturer har ofte sin berettigelse. Rødellen plantes i de mest våde områder – og indplantes som indblanding i asken på de mere tørre områder. Asken kommer nemlig meget dårligt, såfremt kulturarealet springer i græs, men græsset kan snart dæmpes af den hurtigvoksende rødel.
Ren ær
Som tidligere nævnt er æren i høj grad en træart, der anvendes som indblandingtræart i det naturnære skovbrug. Æren kan dog drives i renbestand, men ærens villighed til selvforyngelse er dog her begrænset – og opbygning af aldersvarierende bevoksninger af ren ær er derfor vanskelig.
Rigelig foryngelse af ær forekommer ofte i ensaldrende bøgebevoksninger – og her kan det være vanskeligt at få en foryngelse af bøg. Det kan være en praktisk løsning (forudsat jordbunden er passende for æren) at bygge på æren og skærmafvikle af de gamle bøge. En nærmest ren, ensaldrende ær-bevoksning kan blive resultatet.
I næste generation kan bøgen måske så igen selvså sig under æren – da æren ikke selv er så villig til dette.
Rene ær-bevoksninger kan også etableres ved plantning efter renafdrift.
Juni 2016
Videncenter skovdyrkning
