Vi blev begunstiget af koldt vejr og lidt regn, dog blev regnen også en udfordring, men ikke noget, vi ikke har kunnet klare. I starten af sæsonen var der stadig let nattefrost, og 12 grader om dagen, hvilket er perfekt plantevejr.

Mod slutningen af sæsonen blev det et noget mere ustadigt vejr, sporadisk regn og uforudsigelige byger. Sådan er det at arbejde med naturen, og gudskelov kan vi holde planterne på køl, uden at de tager skade eller risikerer sygdom.

Hos Skovdyrkerne Øerne har vi fået to nye ansvarlige for skovrejsning. På Sjælland og Fyn, henholdsvis skovfoged Bjarke Thomsen og skovfoged Rasmus Stengel Hansen.

På Fyn har Rasmus stået for 18 skovrejsninger, fra det nordligste Fyn til Langeland og Ærø. Sammenlagt blev det til 350.000 planter på godt og vel 85 hektar.

På Fyn har vi arbejdet med en 1-rækket plantemaskine med plads til to mand. Det har vist sig at være effektivt. Når to mand fodrer én maskine, kan de plante op mod 14.000 planter om dagen.

På Sjælland har Bjarke stået for syv skovrejsninger og 14 mindre plantninger, det løb op i 200.000 planter fordelt på ca. 47 ha. Bjarke har brugt en 3-rækket plantemaskine og kunnet plante omkring 15.000 planter om dagen. Et traditionelt og driftssikkert system, der virkelig får produceret noget.

Skovrejsning
  • Fyn: 350.000 planter fordelt på 85 ha.
  • Sjælland: 200.000 planter fordelt på 47 ha.
  • Samlet tilskud: 3.250.000 kr.

I alt har vores tilskudsberettigede skovrejsninger opnået 3.250.000 kr. i støtte fra Skovrejsningsordningen. Det er altid en fornøjelse at tilplante agerjord med træer og drømme om, at man om 50 år kan gå igennem en flot skov. Det er ejernes ønsker, vi opfylder, og det er en fryd at kunne se et smil på læben, når de realiseres.

I år har vi også rejst skov i samarbejde med kommuner. Hos Guldborgsund Kommune på Syd Sjælland er der fx plantet 70.000 træer på 16 hektar, fordelt på fire mindre projekter. Kommunernes fokus er klart. De har en biodiversitetsdagsorden. Vi har derfor gjort vores bedste for at imødekomme ønskerne, og ser frem til at følge udviklingen.

Sidder du med en drøm om en skov, eller kender du én, der måske kunne tænke sig en? Så ring til vores skovfogeder for at høre mere om skovrejsningsordningen og mulighederne for dig.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren Øerne #75

Læs andre artikler inden for Skovrejsning