Skovens samlede nytteværdi?
Skovenes værdiskabelse omfatter bl.a. følgende: Træprodukter, bær svampe, optag og lagring af CO2, påvirkning af ejendomsværdi, jagt, biodiversitet, rekreation, grundlag for turisme, rent drikkevand, jobskabelse, folkesundhed osv. Listen kan formentlig både udvides og udvikles
De fleste af de tiltag der gøres for at skabe spændende jagtoplevelser vil ikke kun afspejle sig i en mulig højere jagtleje, men også i fx merebiodiversitet og smukke skovbilleder til glæde for skovens gæster.
Interessant er det, at alle tre typer goder i bæredygtighedsbegrebet lader sig producere samtidigt. Når skoven skaber værdifor ejeren er det også tilfældet for samfundet i bred forstand og omvendt. Dette kan illustreres ved opstilling af værdikæder.
Har man skov på sin ejendom, eller planter man skov på den, kan skovens betydning for samfundet og ejendomsværdien illustreres som på Værdikæde 1.
Vil man illustrere fx skovens betydningen for grundvandet kan det således ud som på Værdikæde 2.
Det er tydeligt, at skovenes betydning rækker langt videre end ejernessnævre økonomiske interesser. Og endnu mere forunderligt er det, at de mange hensyn og muligheder ikke behøver stå i vejen for hinanden. De er alle led i en værdikæde.
Værdikæde 1
Værdikæde 2
Fleksibiliteten og tilpasningsmulighederne i skovbruget
Sammenligner man skovbrug med landbrug springer følgende fx i øjnene. I landbruget er afgrøderne altovervejende étårige. Man sår og høster hvert år, og naturligvis høstes afgrøden, når den er moden. Arbejdsopgaverne og den krævede indsats følger et bestemt mønster og er stort set det samme fra år til år. Sådan er det ikke i skoven. Ganske vist har man traditionelt skulle plante på bestemte tidspunkter af året, men det blødt op med den stigende brug af dækrodsplanter og kølehuslagrede planter. Mildere vintre er også med til at strække antallet af måneder, hvor der kan plantes. Det er ofte bedre at skove om vinteren, fordi træet da holder sig bedre og ikke angribes af svampe og skadeinsekter. Men med god planlægning og logistik er skovning efterhånden kun begrænset til perioder, hvor føret ikke tillader tung trafik i bevoksninger og på skovens veje. Der er naturligvis altid tidspunkter, for en hvilken som helst opgave i skoven, der er optimale, men fleksibiliteten er meget stor og mange arbejder kan udskydes flere år uden, at der sker uoprettelig skade. Det er nemt på den korte bane for skovbruget at til gode se mangeartede hensyn.
Man høster ikke det enkelte års afgrøde i skoven. Årets vækst består for træerne af en højde- og en tykkelsesvækst. Modenhed er et relativt begreb, som også er markedsafhængigt. Skærer man en stamme over ser man årringene, som er udtrykket for tykkelsesvæksten det enkelte år. Træets alder kan således bestemmes ved at tælle dem og lægge to år til for prikken i midten. Når man fælder et træ, høster man således flere års tilvækst. For de forskellige træarter topper tilvæksten på varierende tidspunkter i deres livsforløb, men de holder ikke op med at vokse før de dør.
Længe efter at den årlige løbende tilvækst har toppet, vil træerne være sunde, og man kan derfor i den færdigtyndede stabile bevoksning udskyde hugst tidspunkter til man har brug for indtægten.
En traditionel skovbrugsaktivitet som hugst i bredeste forstand – tynding, renafdrift og pleje af skovbryn, indre som ydre, er med til at sikre og udvikle skovens produktive potentiale. Det skaber også masser af variation og påvirker CO2-regnskabet positiv ved en blanding af optag i skoven og substitution af stål og beton i byggeri.
