Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

1. En kort historie

04.12.2017

Træplantning langs vejene var kendt allerede i romertiden, hvor der blev plantet for at give skygge for blandt andet de marcherende hære. Vi kender for eksempel navnene via Appia, via Egnatia med flere. Romerne byggede mere end 290.000 kilometer veje, og mange af dem var kantet med træer.

Pil var det oprindelige allétræ i Danmark. I den gamle danske landsdel, Skåne, er pilealléer stadig ganske udbredte. Her ses en  en-rækket allé ved Skivarp

Selve ordet allé, som vi bruger nu, kommer af det franske ord for at gå: `aller´. Det allé-koncept, som vi kender i Europa fra og med renæssancen, blev udviklet i Italien og Frankrig og introduceret i Danmark af de store godser, som i 1600-tallet begyndte at plante alléer langs de vigtigste veje ind til og internt på ejendommene – formodentlig for at markere ejendommens og dermed ejerens status.  Pil var til at begynde med den mest udbredte træart. Det var nemt at skaffe plantemateriale af pil – det var bare at tage stiklinger fra en ældre pil. Pileplantningerne bredte sig hurtigt fra godserne til bøndergårdene. I 1748 foreslog således den svenske botaniker Carl von Linné, at der blev plantet en pil ved hver kirke. Efter 10 år havde man derved pilestiklinger til alle byer i sognet, og efter yderligere 10 år stiklinger til alle gårde i sognet.  Pileplantningen på gårdene betød, at bønderne ved styning kunne skaffe sig blandt andet hegnsmaterialer og brænde i en tid med udpræget træmangel. Skikken med stynede pile eller popler har faktisk holdt sig til den dag i dag, særligt på vore østlige øer, og mest udbredt i Skåne. Pil var det oprindelige allétræ i Danmark. I den gamle danske landsdel, Skåne, er pilealléer stadig ganske udbredte. Her ses en  en-rækket allé ved Skivarp. Danmarks ældste nulevende allé: `Husalléen´ ved Rosenborg Slot, plantet 1664. Lind. Enkelte træer er gået ud, men ellers er alléen sund. På billedet udføres en såkaldt knudebeskæring. Efterhånden som det var muligt at skaffe sig plantemateriale fra Tyskland og Holland skiftede godserne deres pilealléer ud med mere gedigne træarter som for eksempel lind – eller med arter som elm og ask, som man kunne hente i skovene. Også denne udvikling bredte sig til almuen, hvor man ved at styne træer af disse mere værdifulde arter kunne skaffe sig et næringsrigt tilskudsfoder til dyrene i den lange vinter, hvor de stod på stald. I 1800-tallet blev der plantet alléer langs mange af indfaldsvejene til vore købstæder. Og langs mange landeveje. Træerne gav de vejfarne en række fordele ud over skyggen om sommeren, blandt andet markerede alléerne vejen i tilfælde af tåge og snevejr, og de markerede sving på vejen. Men da bilismen blev intensiv efter  2. verdenskrig, måtte mange allétræer igen lade livet. Ofte fordi vejene skulle gøres bredere, hvorved i det mindste den ene af de to trærækker måtte væk, men også fordi man kom til at opfatte træerne som en sikkerhedsrisiko for bilisterne. Nu planter vi heldigvis igen træer langs mange veje. I 1700-tallet blev der plantet lindealléer op til mange af vore godser. Her Marsvinsholm i Skåne.