2. Træartsvalget i dag

Der er utrolig mange muligheder, når der skal vælges træart til en ny allé. Rigtig mange arter kan anvendes. Det er næsten nemmere at remse de arter op, der normalt ikke egner sig som allétræer. Her kunne man nævne almindelige gode træarter som elm, ask og hestekastanie, der er tvivlsomme på grund af sygdom. Desuden vort nationaltræ bøgen, der er et skyggetræ, som trives bedst i et skovklima. Samt flere gode og kønne arter, som kræver et mere beskyttet voksested, end de fleste alléer kan tilbyde, for eksempel den almindelige røn. Også de fleste nåletræer vil mange betragte som uegnede, selv om hvidgran og sitkagran som bekendt er brugt i mange læhegn i Jylland.

Der kan altid peges på undtagelser, hvor også en normalt `uegnet´ træart viser sig at danne en pæn allé. En helt generel erfaring er dog, at søjletyperne (fastigiata) af de fleste arter er mindre robuste og derfor mindre egnede.

Ved valget skal der først og fremmest tages hensyn til jordbundsforholdene, til vindeksponering samt til alléens formål og den sammenhæng, den skal indgå i. Mange vil tale for, at der desuden bør skeles til, hvad der er karakteristisk på egnen i forvejen, men det er i sidste ende naturligvis dit valg som lodsejer. Bemærk, at der indenfor de fleste af arterne ofte findes forskellige underarter eller sorter / provenienser, som kan være ganske forskellige. Detailviden om dette fås hos vore skovfogeder samt i de ret få allé-planteskoler. På de næste sider gennemgår vi de almindeligste arter.

Lind (Tilia)

Efter bortfaldet af asken og elmen er linden blevet det dominerende allétræ. Linden var i århundreder adelens træ, og den dominerer stadig på mange godser og herregårde, hvor vi finder en del rigtig gamle lindealléer.

Der findes flere lindearter. De to mest almindelige er småbladet lind (T. cordata) og storbladet lind (T. platyphyllus). De bliver begge store træer, er ganske vindføre, tåler beskæring og formning godt, og de vokser på næsten alle jorder – den storbladede

dog bedst på den lettere jord. De fleste typer er relativt brede og har tykke sidegrene, der kræver tidlig og konsekvent beskæring / opstamning. Lind er med sin stærke blomstring et godt træ for bier, men den bør (derfor) ikke anvendes, hvor biler skal parkere under træet.

En plantekender som Poul Erik Brander anbefaler meget den storbladede lind. Han mener, at ”arten fortjener langt større udbredelse end den, vi ser i dag. I størrelse og robusthed har den egenskaber, der kommer meget tæt på det, vi kender fra elmen”. Der findes en række gode sorter, blandt andet Rubra og Ørebro.

En meget ofte anvendt lind er også den såkaldte parklind eller kejserlind (Tilia europaea Pallida), som er en krydsning mellem de to ovennævnte lindearter. Den er også et stort og særdeles sundt træ. Krydsningen mellem storbladet lind og amerikansk lind (sortsnavn Odin) er også sund, frodig og vindstærk.

Herudover findes en række arter og sorter af lind i handelen, som burde prøves, for eksempel den lille mongolske lind, Japanlind og Krimlinden. De er typisk mindre end de normalt anvendte linde, men er endnu ikke godt afprøvede.

Lind er nu blevet så dominerende, at det er bekymrende. I visse byer er mellem 40 og 80 % af de nyplantede allétræer en enkelt lindeklon (ovennævnte Pallida). En eventuel sygdom kan få meget store konsekvenser.

Ask (Fraxinus)

Asken var indtil for ganske nylig et meget anvendt allétræ. Et stort, vindstærkt, salttolerant (relevant i Vestjylland) træ, som tålte beskæring godt. Var tidligere også meget anvendt i en stynet udgave ved gårdene, hvor de afskårne grene med knopper anvendtes som kreaturfoder om vinteren.

Asketoptørren, som har hærget de sidste 10 år, har desværre ødelagt mange fine askealléer (dog ikke alle), og der plantes stort set ikke ask længere. Vi venter alle på fremkomsten af resistente typer, som resultat af det forædlingsarbejde, som Københavns Universitet har gang i (blandt andet i samarbejde med Skovdyrkerne).

Ud over vores almindelige ask (F. excelsior) findes der en række eksotiske askearter, blandt andet hvidask (F. americana), mannaask (F. ornus), manchurisk ask (F. manchurica) og smalbladet ask (F. augustifolia). Af disse har indtil videre de to førstnævnte vist god modstandskraft mod asketoptørre.

Elm (Ulmus)

Den almindelige elm (U. glabra), storbladet elm eller skovelm, er ubetinget vort mest vindstærke løvtræ. Den er desuden jordbundstolerant, og på samme tid både en pionerart (med ekstrem hurtig ungdomsvækst) og en klimakstræart (med et langt liv). Den har derfor været plantet meget i det åbne land, i læhegn, omkring gårdene og som allétræ – indtil elmesygen kom. Som med asken er der nu stort set sat stop for yderligere plantning, indtil vi igen har nogle robuste sorter. Men vi nævner den, fordi der arbejdes hårdt på at få den tilbage.

Der findes et antal andre elmearter, således blandt andet skærmelm (U. laevis), småbladet elm (U. minor) med flere. Alle disse europæiske elme rammes af elmesygen. Der arbejdes nu med østasiatiske elmearter, der indtil videre har vist god resistens, enten som rene arter eller som indkrydsninger i vor kendte elm, og planteskolerne har disse hybrider til salg. De plantes i stort tal i Tyskland og Holland, men herhjemme er der en større skepsis. Specielt til en allé, som altid er ganske bekostelig, er de færreste interesseret i for stor usikkerhed.

Ær, spidsløn og navr (Acer)

Igen store træer, der fint kan anvendes på ikke helt udsatte steder. Men jorden skal helst være nogenlunde næringsrig og i hvert fald ikke hårdt pakket og dårligt drænet. Er alle let-etableret med en god startvækst. Fine efterårsfarver, især hos spidslønnen. Alle har insektbestøvning og er dermed vigtige for bierne.

Mest robust er den almindelige ær (A. pseudoplatanus), som også er det største træ (18-25 meter). Den er hyppigt brugt i alléer.

Den knap så store spidsløn (A. platanus) er mindre anvendt. Her anbefaler professor Palle Kristoffersen varieteterne Olmstedt og Farlakes Green. Selv om de ofte anses for at være østdanske arter, klarer de rigtige sorter sig også i Nord- og Vestjylland.

Den mindste af de danske lønnearter, navr (A. campestre), bliver normalt ikke højere end 10-15 meter. Samtidig er den relativ robust, og kan derfor være et godt valg. Den tåler kraftig beskæring i modsætning til ær og spidsløn, der nok kan beskæres som unge træer, men som ved beskæring som ældre ofte får rådindløb.

Alle acer-arter har den svaghed, at såring af barken forneden på træet (af biler, græsslåmaskiner eller lignende) kan give råd, som går helt ind til marven. Det er derfor vigtigt, at de beskyttes mod påkørsler.

Avnbøg (Carpinus betulus)

Også et traditionelt og godt allétræ. Naturligt forekommende i det østlige, men ikke i det vestlige Danmark. Hårdført og nøjsomt. Tolerant overfor jordtypen, men vokser bedst på lerjord. Relativt langsomtvoksende i starten, derefter hurtigere. Bliver 15-20 meter højt. Kan stynes og tåler også at blive holdt som hæk.

Eg (Quercus)

Som et vindstærkt lystræ, der samtidig er langlivet, og som har et dybtgående rodsystem, er egen egentlig det ideelle allétræ. Alligevel ses den relativt sjældent. Det kan skyldes, at den kan være en lidt besværlig starter de første 10-15 år, og måske tillige, at den kan kræve en omhyggelig beskæring i de første mange år for at sikre en gennemgående hovedstamme. Egen hører til de relativt få store træer, der kan klare vinden i Vestjylland.

Begge de to arter, vi bruger i skovene, kan anvendes. Vintereg (Q. petrea) er nok bedst på den lettere jord, og den er ofte mere tilbøjelig til at udvikle en gennemgående akse. Stilkegen (Q. robur) kan vokse på alle jordtyper, men den foretrækker en fugtighedsbevarende lermuld på en lerholdig undergrund.

Vinteregen er nok generelt at foretrække, specielt i den vestlige del af landet. Men der skal bruges danske eller norske sorter og ikke sydlige (for eksempel hollandske) typer. Omplantning af større træer kan være vanskelig og medføre lang stagnation. Det er nok derfor, at egen, som et af de få allétræer, ikke kan købes hos planteskolerne i en barrodet udgave.

Der findes en del andre ege, blandt andet frynseeg (Q. cerris), rødeg (Q. rubra), ungarnsk eg (Q. frainetto) og sumpeg (Q. palustris). De sidste er sjældent anvendt, og ingen af dem anbefales som allétræ på udsatte steder.

Platan (Platanus acerifolia)

Stort kraftigtvoksende træ med en karakteristisk bark, der falder af i flager og med kuglerunde frugter, der bliver hængende på træet til hen på vinteren. Er meget anvendt af stadsgartnerne i vore byer. Trives bedst på en kalkholdig, veldrænet næringsrig jord. Men noget vindfølsom, og den bør kun plantes under beskyttede forhold. Ser frem til klimaændringerne.

Røn (Sorbus)

Flere rønnearter kan bruges i alléer. Det er mindre træer end de foregående (normalt 10-12 meter), men i forbindelse med normale huse på landet og til mindre alléer kan knap så høje træer måske virke mere harmoniske end de rigtig store skovtræer.

Alle har de en fin blomstring og en efterfølgende kraftig bærsætning til gavn for fuglene. Flere af rønnene er yderst vindstærke. En gammel, afprøvet art i alléer og langs landeveje er seljerønnen (S. intermedia), som er ganske robust og vindstærk. Den er tolerant i forhold til de fleste jordtyper, men saltmættet blæst er den dog ingen ynder af. Den almindelige røn (S. aucuparia), som vi kender fra skovene, er mindre robust, men den er smuk og kan eventuelt bruges på meget beskyttede lokaliteter. S. incana og latifolia (bredbladet røn) er også muligheder. Bemærk, at der gennem tiden har været en del forvirring omkring navngivningen af rønnene, hvoraf der findes rigtig mange – de fleste kun til anvendelse i haver. Poul Erik Brander omtaler således 27 arter af røn, som kan gro i Danmark.

Andre løvtræarter

Ovenfor er omtalt de normalt anvendte træarter. Men der er andre muligheder. Fuglekirsebær (Prunus avium) er et stort vindstærkt træ, som vi har god erfaring med. Den kræver en relativ god jord med god vandtilgængelighed. Særlig anvendt er sorten Plena. På helt beskyttede steder er set japansk kirsebær, som er overdådig i maj.

Andre frugttræer har været brugt i mange år. Især pære (Pyrus spp.), som er meget vindfør, men også æbler (Malus spp.). Der kan vælges både de oprindelige vilde former, men normalt vælges forædlede typer. Ud over selve frugthøsten er denne type alléer fantastisk flotte i blomstringstiden. Vildtet (og sommerfugle og hvepse) er glade for faldfrugten, men den kan også være generende på arealer, hvor man færdes. Der kræves relativ god jord for at sikre en fornuftig højdevækst, og en del beskæring vil normalt også være nødvendig – især i de unge år.

Af helt små træer kan nævnes mirabel (Prunus cerasifera) på 6-9 meter. Her er vi ved at være ovre i noget hæk-agtigt. Desuden diverse typer af paradisæbler (Malus spp.), hvoraf mange er fine små træer. Når vi er ved de små træer, så kan nævnes diverse tjørn, blandt andet hanesporetjørn (Crataegus crusgalli), hvidtjørn (C. monogyna) og rødtjørn (C. Laevigata). Samt hasler – tyrkisk hassel (Corylus colurna) eller hybridhassel.

Ægte kastanie er ved at vinde indpas i skovene. Men anvendt i en allé vil den kræve vel beskyttede forhold. Vindførhed og stormfasthed er ikke store. I strenge vintre kan den desuden få problemer med revnedannelse. Men de mest optimistiske har dog allerede forsøgt sig.

Birk (Betula). Det er sjældent at se en allé af birk, men de findes, og de er kønne. Af vore to birkearter, er det vortebirken (B. pendula), som er relevant. Birkealléer er relativt lette at etablere – med en god tilvækst de første 10-20 år og med årsskud på op til en meter. Den vokser fint på tør og næringsfattig jord. Ligesom de forskellige acer-arter er den meget følsom overfor påkørselsskader. Må ikke stynes. Birken er dog kun moderat vindfør, og bør ikke plantes på alt for udsatte lokaliteter. Sortsvalget er uhyre vigtigt.

Poppel (Populus spp.). Forskellige poppelarter og poppelkloner har været anvendt som vejtræ i mange år – ofte landevejspoppel eller poppelpil (P. canadensis serotina) eller pyramidepoppel (P. nigra `Italica´). I dag anvendes popler mest som hjælpetræ i læhegn (typisk P. tricocarpa `OP42´). De fleste popler er meget hurtigtvoksende og ret vindstærke. Der findes dog også langsomtvoksende typer (for eksempel P. balsamifera og P. simonii). Mulige popler til alléer kunne være gråpoppel (P. x. canescens) og balsampoplen (P: tricocarpa). Men når poplerne ikke anvendes så meget som allétræ, er det for nogens vedkommende på grund af deres meget åbne grenbygning, men også på grund af deres ofte meget voldsomme vækst og deres relativt korte livslængde, ofte på grund af forskellige sygdomme. Samt for nogle typer tendensen til rodskud. Alle allétræer foretrækker, at der holdes rent omkring dem i etableringsperioden – dette gælder i særlig høj grad for poplerne.

Pil (Salix spp.) Pil er som nævnt `den oprindelige alléplante´, og den har stor kulturhistorisk betydning. Den er stort set gået af brug – måske bortset fra i Skåne – men der er dog stadig visse muligheder i pil, for eksempel Salix alba Saba (hvidpil) og Salix alba Serecia (sølvpil). Generelt er den vindstærk og robust og vokser på de fleste jordtyper. Desuden er den vigtig for vore bier. Som allétræ på de fleste jorder kan fint anvendes sorter af hvidpil (S. alba). Den kan blive et stort træ, men de fleste af de stynede pile, man ser, er også varieteter af hvidpil. (NB: Styningen foretages om vinteren, mens eventuel beskæring foretages om sommeren). De pile, der nu anvendes til flisproduktion, er ikke egnede som allétræer. Angående plantning ser man ofte, at lodsejere selv laver 1-1 ½ meter høje stiklinger, som stikkes godt i jorden. Det er jo næsten gratis, og det lykkes i de fleste tilfælde. Det samme kan gøres med popler. Gerne lidt større – med en diameter op til 4 centimeter. Et op til 1 meter dybt hul laves med en jernstang, og den må gerne være flere meter over jorden. Kræver ingen opbinding.

Rødel (Alnus glutinosa). Burde måske ikke nævnes som et allétræ, men kan faktisk udmærket anvendes på fugtig jord, hvor den er sund og vindstærk. Det er her vigtigt at få en god sort – helst af dansk oprindelse.

Endelig nævner Dendrologisk Årsskrift fra 2015 en række usædvanlige arter, som er forsøgt med held som allétræer – formodentlig på beskyttede lokaliteter: Gingko biloba, Ailanthus altissima, Gleditsia triacanthos, Pterocarya caucasica og Liriodendron tulipifera.

Nåletræarter

Det er yderst sjældent, at man støder på alléer af nåletræ. Ikke fordi det ikke er en mulighed, men hovedproblemet er nok dels den langsomme start, hvis man planter i normal skovplantestørrelse, dels at nåletræerne ikke er særlig egnede til at udplante i stor allétræstørrelse, og derfor ikke er en normal planteskolevare.

I princippet kunne det sagtens lade sig gøre med både hvidgran og sitkagran, som vi jo har lange erfaringer med i læhegnene, og som er yderst robuste. Østrigsk fyr kunne også være et bud. Den er relativt hurtigtvoksende og yderst vindstærk. Men den er nok vanskelig at holde grøn til jorden som de to førnævnte. Endelig kunne nævnes lærk, som af og til ses anvendt som allétræ i Polen.

Tilbage til nyhedslisten

Nyheden er skrevet af: