Hvis man vil ofre pladsen til det, kan det være et alternativ at plante en ny allé på ydersiden af den gamle, måske forfaldne allé. Det vil have flere fordele: Man bevarer den æstetik og den historie, der kan være knyttet til en gammel allé. Samtidig bevares den gamle allés biodiversitet, der ofte er stor – med mange muligheder for hulrugende fugle, et stort insektliv og en mængde svampe og laver på de gamle stammer.

Linde fra omkring år 1800 på Liliendal, Sydsjælland. Topkappet af skovfoged Jens Rasmussen i 8-9 meters højde i 2010. Det afstedkommer en masse nye skud i toppen, men også en masse skud ved basis. Disse skal klippes hvert år

Det kan være relevant at beskære ældre alléer (kronerestaurering) for at holde disse vitale og for at mindske risikoen for stormfald. Det skal helst gøres på tidspunkter, hvor alt for store sår undgås. Og princippet er altid `så meget som nødvendigt, men så lidt som muligt´. Denne beskæring udføres ofte hvert 6.-10. år.

I enkelte tilfælde kan der være behov for en mere radikal regulering af træhøjde og / eller bredde. Det er ikke noget, man skal stile efter, men det kan være nødvendigt. Især kan det komme på tale i gamle lindealléer. Her kan træerne kappes ned til en bestemt højde, samtidig med at sidegrenene kortes ind. Det er muligt, men langt fra ideelt. Generelt advares mod topkapningssnit, der næsten altid giver alvorlige rådproblemer.

Til denne type projekter bør altid søges fagmæssig rådgivning, gerne hos Skovdyrkerne. Det praktiske arbejde bør også udføres af fagfolk.

Store indgreb i kronen er altid problematiske. Her ses rådangreb i seljerøn som følge af hård beskæring.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne