Det forhold, at man på disse lave sandjorder var afhængig af vanding, er interessant i sammenhængen. Peter Stubkjær Sørensen arbejdede som ung i sin fars maskinfabrik Danregn i Brande, hvor man netop fremstillede vandingsmaskiner. Peter, der arbejdede som smed, montør og sælger, eksperimenterede lidt omme bagved med et nyt produkt – vindmøller. Det blev snart virksomhedens hovedprodukt, og 24 år senere – i 2004 – var den lille maskinfabrik blevet til en af Danmarks største vindmøllefabriker, Bonus Energy, som da kunne afhændes for et stort beløb til den tyske industrigigant Siemens.

Allerede i 1991 havde Peter Sørensen imidlertid købt Sandfeldgård – en nedslidt landbrugsejendom beliggende ned til Skjern å, lidt nordvest for Brande. Udbygningerne blev umiddelbart revet ned, mens det gamle stuehus fik lov at stå nogle år, inden også det blev revet ned og i 2004 erstattet af en ny, permanent bolig.

Men de første år handlede det om tilplantning. Der var ingen tilskud, men man kunne tage landbrugspligten af en ejendom på over 35 ha, hvis den blev tilplantet og pålagt fredskovspligt. Der skulle derfor laves en beplantningsplan på de ca. 50 ha flade marker på ejendommen – en plan som skulle godkendes af både Naturstyrelsen og Jordbrugskommissionen. Skovdyrkerne blev, i konkurrence med en anden større aktør, bedt om at komme med et projektforslag.

En prøvegravning efter vand. Man ser, hvorfra ejendommens navn stammer - Sandfeld

De første tilplantninger

Skovdyrkernes plan blev valgt. Formodentlig fordi den havde størst vægt på jagten, som er en af Peters hovedinteresser. Og efterfølgende fik Skovdyrkerne (ved undertegnede) lov til at styre tilplantningen efter den lagte plan. Læhegnenes gamle mønster blev brudt. Der blev lavet en beplantning med en blanding af løv og nål og med så store åbne områder, som Jordbrugskommissionen ville tillade.

Og som noget det vigtigste: der blev lavet vand på ejendommen. Det viste sig nemlig, at der løb et stort hoveddræn diagonalt under ejendommen. Peter spurgte, om man ikke kunne få lov at åbne det, og slynge det lidt, så

man fik noget, der lignede et vandløb. Vi svarede, at det mente vi ikke var muligt. Men spurgte dog amtet – som til vores overraskelse sagde ja. Så spurgte Peter, om vi mon ikke kunne lave lidt opstemninger, så vi kunne få et par søer på ejendommen. Vi svarede igen, at det anså vi for umuligt at få tilladelse til. Men igen sagde amtet ja. Heraf kan man måske konkludere, at det af og til er ejerne, der har de gode idéer, og at konsulenterne af og til kan være for forsigtige.

I forbindelse med de første opgravninger stødte vi i øvrigt på kævler af moseeg, som beviste, at de arealer, der i de sidste årtier var kartoffelmarker, og som før det havde været hede, i fordums tid havde være egeskov. Det betyder, at vores skovrejsning egentlig kan betragtes som en slags naturgenopretningsprojekt.

Kortet fra 1880’erne med den gamle hedesø

Nye opkøb

I forlængelse af tilplantningen af Sandfeldgård, fik Peter Sørensen blod på tanden og mod på mere skov og natur. Efterfølgende blev derfor erhvervet plantagerne ’Sandfeld Hedegaard’ (124 ha) i 1998 og ’Vistelhøj’ (90 ha) også i 1998. Senere er tilkøbt landbrugsjord i flere omgange – ’Jenle’ (45 ha) i 2005, ’Egelund’ (17 ha) i 2009, og i 2011 det, der er blevet til ’Sandfeld Sønderskov’. Endelig købtes i 2012 ’Hytten Dambrug’ (12 ha) i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt for Skjern Å.

Sandfeldgård m.fl. har i dag et samlet tilliggende på omkring 450 ha, hvoraf 263 ha er skovbevoksede. På grund af de løbende tilkøb og den løbende udrulning af ny skov, er ejendommen præget af megen ung skov. Af de 263 ha med skov var ca. 160 ha eksisterende skov ved overtagelsen, mens mere end 100 ha er etableret som ny skovrejsning i Peter Sørensens tid.

Undertegnede stod for de første nyplantninger midt i 90’erne, mens rådgivningen i 1997 overgik til skovrider Michael Gehlert, der således har haft det faglige ansvar for plantningerne – og for resten af skovforvaltningen – de sidste 20 år. Og det har været spændende – så spændende, at Michael Gehlert valgte at afholde ekskursionen i forbindelse med sit 25 år jubilæum i foreningen netop på Sandfeld.

Den tidligere kartoffelmark er blevet til et fantastisk landskab for dyr og mennesker: En kombination af åbne arealer, remiser og søer omgivet af ung skovrejsning og gammel skov

Omformning af landskabet – ’fra kartoffelmark til naturparadis’

Som nævnt er der tale om sandjord og et ganske fladt terræn. Sandjorden kan man ikke lave meget om på – bortset fra, at man kan vende den på hovedet med en reolpløjning. Men terrænet og topografien kan ændres!

Der var som nævnt lavet et par mindre søer ved opstemninger i 90’erne – og der var etableret vand i flere omgange i forbindelse med udrulningen af skovrejsningen. Det mest ambitiøse projekt omkring vand og terræn er dog sket som en integreret del af den sidste fase af skovrejsning – Sandfeld Sønderskov (55 ha) i 2012. Tværs

over arealet løb det hoveddræn, der også var i spil til de første søer – og som afvandede en større højmose – og på gamle kort kunne man se en større hedesø, der var blevet drænet og pløjet væk under hedeopdyrkningen for 100 år siden.

Man vidste derfor, at der var vand at arbejde med og det første spadestik til Sønderskoven blev derfor ikke taget med en plantespade, men med en gravemaskine – man etablerede to større søer ’Hedesøen’ og ’Søndersø’ med et samlet vanspejl på godt 2 ha samt et lavvandet bekkasinskab på 0,5 ha, og med jorden fra udgravningen lavede man et bølget, kuperet terræn med ’Hedeklit’ og ’Sønderklit’ som de højeste punkter. I alt blev der flyttet omkring 65.000 kubikmeter jord. Man var omhyggelig med først at afrømme mulden, som blev lagt til side. Derefter flyttedes de store mængder råjord, og mulden fordeltes til sidst over arealet. Sidernes anlæg i søerne er jævnt skrånende og dybden er op til 3 meter.

På en del af det nye landskab blev der sået græs, der omgiver strategisk placerede remiser. På selve ’klitten’, hvor det meste af den opgravede jord er placeret, er plantet ene, som viser sig at komme godt. Hele herligheden er omkranset af meget vellykket skovrejsning fra 2012 og 2013 – og det samlede billede, her kun 5 år efter anlæg – viser, hvor hurtigt og hvor meget, man kan ændre en flad kartoffelmark!

Driften – store hensyn til natur og vildt

Driften af skoven og landbrugsarealerne sker naturligvis så rationelt som muligt og med henblik på så god en økonomi som muligt. Samtidig sker driften med vidtgående hensyn til natur og vildt. Det har fra starten været hensigten, at der skulle være en god jagt på både løbende og flyvende vildt. Og det er lykkedes!

I starten kørte Peter Sørensen og et par frivillige selv det tidkrævende arbejde med vildtplejen, men efter nogle år professionaliserede man indsatsen og etablerede eget jagtvæsen med skytte og en ret opfattende udsætning af fasaner og ænder. Der sættes et par tusind fasaner ud, men på grund af det store skovareal er man er klart under den lovgivningsmæssige grænse på 7 fugle/ha.

Der arbejdes systematisk med både faste og flyvende remisser. Remisserne er vigtige brikker i landskabet, for udsætning af fasaner sker på denne egn mod alle odds. Hvis fuglene kommer ret langt hjemmefra, er de fortabte – der er en stor bestand af næsten alle rovfuglearter på egnen – og modsat de fasantætte områder i andre landsdele, er der ikke så mange naboer at bytte med.

De faste remiser placeres i pæn stor afstand fra skovbevoksningerne. Princippet er, at de skal holde vinden ude, men lukke solen ind. Det vil sige, at de mest består af buske – tæt i kanterne og med større afstand i midten af remisen. De kan være suppleret af midlertidige (’flyvende’) remiser langs af en eller flere af kanterne, ofte bestående af majs med striber. Og fasanerne fodres fra den nærliggende voliere og ud til remiserne, som er nøglen til fuglejagten.

Der har været kronvildt på egnen de sidste 10-15 år – menførst de seneste 5 år i større antal. Bestanden svinger meget over året, men når der er samling på dem, kan der være 40-60 dyr på ejendommen. Afskydningen er yderst selektiv og konservativ – det vil sige svag. Hvis man skal se det fra skovens side, så er den for svag, idet der er begyndt at vise sig ganske betydelige skader, både i løv og nål.

I forbindelse med skovrejsningen på egnen fra midten af 1990’erne og frem så man en meget kraftig opblomstring af råvildtbestanden. Desværre er der de seneste år konstateret sygdom i bestanden. Trods føderigelighed observeres udhungrede individer med tydelige tegn på dårlig mavefunktion. Situationen lader ikke til at være i positiv udvikling – ’råvildtsygen’ synes desværre at have bidt sig fast.

Det var fristende – og vi kunne ikke lade være – i plantningsdesignet at indbygge tegningen af en vindmølle  (Bonus – naturligvis). Den ses bedst fra luften – som her sammen med de to søer

De nye skovplantninger

Ved nyplantning skelner man ikke meget mellem skovrejsning på landbrugsjord og på konverteringen af gamle skovbevoksninger. Man arbejder med de samme målsætninger og laver oftest intensive kulturer. Gamle skovbevoksninger, der skal konverteres, fældes, rodryddes eller rodfræses, grundgødskes og reolpløjes eventuelt. Herved har man et plantebed magen til markjord. Det er naturligvis dyrere end en simpel rillepløjning mellem de gamle stødrækker, men det giver fuld handlefrihed i den nye kultur. Og frem for alt giver den radikale konverteringsteknik vellykkede og hurtigtvoksende kulturer – hver gang! Det er tilfredsstillende både for ejeren og for foreningen.

Skovrejsningerne laves stort set alle som blandede bevoksninger, som det har været praksis fra starten. Men man har lært af erfaringerne, og den nye tids plantninger er smartere på den måde, at de kommende tyndinger – af især flis – er indtænkt langt bedre. På den måde lykkes det at høste blandingsbevoksningernes fordele uden at få for mange af ulemperne med. Men de blandede bevoksninger kræver stadig stor grad af rettidig omhu – det vil især sige tynding til tiden.

Der plantes omkring lige meget løv og nål. Løvtræet skal give struktur og æstetik, og nåletræer er til produktion og til kronvildtet at stå i. Den vigtigste løvtræart er eg, men der er også pænt store arealer med bøg. Egen kanvære lavet i en blanding med lind, hvor linden er tænkt som en underetage på længere sigt. Eller med skovfyr, hvoraf hovedparten langsomt hugges bort. Bøgen er de fleste steder lavet med lærk som ammetræ. Nogle steder er anvendt poppel som ammetræ, men den vokser uhyggelig stærkt på denne jord, og det kræver stor opmærksomhed at få den væk i tide.

Blandt nåletræerne er de vigtigste arter grandis og sitkagran – også de er ofte blandet. Der anvendes også noget douglasgran og omorika. I alle nykulturer er indblandet ammetræer – oftest lærk – med henblik på et tidligt udtag af flis. Der opnås en samlet set højere tilvækst på arealerne, når man kombinerer ammetræerne med deres hurtige ungdomsvækst og de almindelige skovtræer med deres noget senere vækstkulmination. Samtidig får man ammetrævirkningen.

Det kan være svært at forudse, hvilken af nåletræarterne, der tager teten i disse blandinger og derfor, hvordan de udvikler sig på den lange bane. Det må man løbende følge og indrette sin hugst derefter. Men blandingerne giver en fleksibilitet, en vis sikkerhed i forhold til sygdomme og skadedyr og samtidig et mere spændende synsindtryk end en ren monokultur.

I det hele taget kan man sige, at vi med den ny tids plantninger får nogle langt mere spændende skove end tidligere tiders plantager. Dels på grund af træartsvalget, dels fordi man gør mere ud af at tage vandet frem, hvor det er muligt, og endelig fordi man spiller meget mere bevidst med kombinationen af tilplantning og åbne arealer. Her kan Sandfeld stå som et godt eksempel på den ny tids skove i hedeområdet. Og øboer må gerne lade sig inspirere.

Phi

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #50

Læs andre artikler inden for For Skovejeren