Tekst og foto: Jens Mathiasen

Hvorfor er Skovdyrkerne ikke mere offensive i medierne, når det gælder skovpolitiske mærkesager?

Den undren bliver Skovdyrkerne sommetider mødt af hos medlemmer, som savner, at deres organisation er mere synlig i mediebilledet.

Forklaringen er, at Skovdyrkerne har udliciteret det skovpolitiske arbejde til Dansk Skovforening, som er skovbrugets brancheforening.

– Vi er medlem af Dansk Skovforening, og vi har en formel samarbejdsaftale med foreningen. En helt central del af samarbejdet er, at foreningen varetager skovpolitiske mærkesager for os. Derfor vil man typisk ikke se Skovdyrkerne være offensive i medierne, når det gælder skovpolitiske emner, forklarer Lars Skou Gleerup, der er hovedbestyrelsesformand for Skovdyrkerne.

Han uddyber, at samarbejdet er stablet på benene for at sikre, at de politiske sager bliver varetaget bedst muligt.

– Selvfølgelig skal vi varetage vores medlemmers interesse på det politiske niveau. Erkendelsen er bare, at vi gør det mest effektivt igennem Dansk Skovforening, siger han.

Strategisk god aftale

Lars Skou Gleerup fortæller at medlemskabet og samarbejdet imellem Dansk Skovforening og Skovdyrkerne har eksisteret i årevis.

Han vurderer, at det er en god aftale, som gør det muligt for Skovdyrkerne at få indflydelse i en grad, som ellers ville være svær at opnå. Det skyldes, at Dansk Skovforening taler på vegne af det samlede danske skovbrug.

– Det ville være tungt for Skovdyrkerne, hvis vi ikke var med i Dansk Skovforening og i stedet gik enegang. Det ville kræve en gevaldig opgradering af vores sekretariat og hele vores politiske arbejde. Samtidig ville det være svært at opnå samme effektivitet og resultater, som den nuværende aftale sikrer os, siger han.

– Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at det er den rigtige model, vi har valgt, fortsætter formanden.

Lars Skou Gleerup fortæller, at udover kommunikationsarbejdet, så arbejder Dansk Skovforening også med lobbyarbejde på Christiansborg, hvor politikere og beslutningstagere bliver gjort opmærksomme på skovbrugets synspunkter.

– I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at Dansk Skovforening er repræsenteret i en lang række råd og udvalg. Her bliver der gjort et stort stykke arbejde med at sikre branchens interesser, fortæller formanden.

Han nævner også skovkonferencen på Christiansborg, som har været afholdt de to seneste år i oktober.

– Dansk Skovforening er medarrangør af konferencen. Her er det to år i træk lykkedes at få deltagelse af flere ministre og ordførere. Det er en god anledning til at gøre opmærksom på de skovpolitiske mærkesager, siger Lars Skou Gleerup.

Plads i bestyrelsen

Helt konkret følger der en bestyrelsesplads med til Skovdyrkerne som en del af medlemskabet. Den plads varetager Skovdyrkernes hovedbestyrelsesformand Lars Skou Gleerup.

– Igennem bestyrelsesposten kan jeg på vegne af vores 5000 medlemmer påvirke arbejdet i Dansk Skovforening. Det betyder, at Skovdyrkerne også har en stemme, når det gælder hvilke sager og problemstillinger, som Dansk Skovforening skal arbejde med, siger Lars Skou Gleerup.

Bestyrelsen i Dansk Skovforening består af indtil 11 medlemmer. Størstedelen af medlemmerne vælges af generalforsamlingen, men Skovdyrkerne, Danske Juletræer og HedeDanmark er fast repræsenteret i bestyrelsen.

Skovejere har som oftest samme interesser uanset størrelse og type af ejendom, vurderer Lars Skou Gleerup. Han oplyser, at det grundlæggende handler om at få skabt mest mulig frihed og råderet. Foto: Jens Mathiasen.

Sjældent uenighed om sager

Lars Skou Gleerup oplever som oftest enighed om, hvordan de politiske sager skal håndteres.

– Mig bekendt har der endnu ikke været en skovpolitisk sag, som Dansk Skovforening og Skovdyrkerne har været dybt uenige om. Uanset hvilken type skovejendom, du driver, så handler det jo om at få skabt mest mulig frihed og råderet. Ofte er der ikke forskel på interesserne, uanset om ejendommen er stor eller lille, fastslår Lars Skou Gleerup.

Skovdyrkerne kan også selv tage vigtige politiske sager op.

– Ved siden af samarbejdet kan vi tage sager op, som er specielt vigtige for os. Det gjorde vi eksempelvis for et par år siden, da politikerne arbejdede med at indføre en brændeafgift. Den sag kørte vi målrettet på, og afgiften blev som bekendt ikke til virkelighed, siger Lars Skou Gleerup.

Lars Skou Gleerup nævner også samarbejdet ”Træ til Energi” som et andet eksempel.

– Samarbejdet foregår med HedeDanmark og Dansk Skovforening. Men det er uafhængigt af vores samarbejdsaftale. Det er et eksempel på, at Skovdyrkerne selv vælger at gå ind i vigtige sager til gavn for vores medlemmer, siger Lars Skou Gleerup.

Godt samarbejde

Lars Skou Gleerup lægger ikke skjul på, at han indimellem har hørt på vandrørene, at Dansk Skovforening er lidt støvet og mest for de større godser.

Det er han uenig i.

– Jeg oplever tværtimod vores samarbejde som effektivt og godt. Vi bliver taget seriøst og får indflydelse – og sådan skal det være. Vi sidder der ikke for enhver pris, det er klart. Men vi kan se, at samarbejdet giver gode resultater. Derfor er vi med, siger formanden.

Han forklarer, at der netop er vedtaget en strategi i skovforeningsregi, som sikrer en mere offensiv udmelding af de opnåede politiske resultater.

– Det kan godt være, at Dansk Skovforening er gået lidt for stille med dørene i forhold til at melde resultaterne ud til skovejerne. Men som et led i en ny strategi kommer branchen fremover til at opleve en mere tydelig kommunikation af de opnåede sejre, siger Lars Skou Gleerup.

– Synliggørelse af Dansk Skovforenings arbejde vil forhåbentlig også motivere flere skovejere til at melde sig ind i foreningen – og det vil styrke arbejdet for det samlede danske skovbrug, tilføjer han.

Samarbejdsaftalen imellem Skovdyrkerne og Dansk Skovforening genforhandles en gang om året.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #59

Læs andre artikler inden for Skovpolitik