Niels Knuzens dyrkningsform ligner meget den økologiske. Alligevel har han ikke andre muligheder, end at sælge sine træer til den store pulje af konventionelle juletræer.

– Mine træer kan ikke sælges som økologiske. Reglerne i Danmark er alt for strikse. Dels skulle hele plantematerialet være indkøbt økologisk. Produktionen skulle være skilt ud i et særskilt selskab med økologisk drift plus en række andre krav, fortæller han.

– Du kan sige, at min produktionsform falder imellem begge ordninger. Derfor har jeg ikke andet valg, end at sælge mine træer som konventionelle træer, siger han.

Han gør opmærksom på, at reglerne er helt anderledes i Tyskland.

– Anderledes ville det være, hvis jeg var producent i Tyskland. Så kunne jeg lægge om til økologi nogle få år før, at jeg sælger det første træ fra kulturerne. Den forskel imellem reglerne forstår jeg simpelthen ikke, siger Niels Knuzen.

Urimelig forskelsbehandling

Fra brancheforeningen Danske Juletræer lyder meldingen, at man arbejder for at få harmoniseret reglerne for økologisk produktion.

Foreningen mener, at danske juletræsproducenter er udsat for urimelig negativ forskelsbehandling sammenlignet med juletræsproducenter i EU.

– I Tyskland kan man første gang omlægge til økologisk produktion tre år før, man sælger sine træer. I Danmark skal selv frøet være økologisk, for at producenten kan sælge træet som økologisk, siger Claus Jerram Christensen, der er direktør i brancheforeningen.

Den forskelsbehandling finder brancheforeningen urimelig.

– Derfor arbejder vi for, at de unødvendige danske særregler for juletræer fjernes. Det er samme EU-forordning, som ligger til grund for de meget forskellige nationale regelsæt. Vi mener derfor, at de danske regler bør lempes, så vi kommer på linje med de tyske regler, siger han.

Ifølge foreningen går 80 procent af den danske juletræsproduktion til eksport.

– Derfor er det problematisk for de danske producenter, når eksportlandene har lempeligere regler for økologisk juletræsproduktion, lyder det fra Claus Jerram Christensen.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #76

Læs andre artikler inden for Skovdyrkning