Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

De bornholmske skove

01.08.2014

Bornholm er landets skovrigeste egn med en skovprocent på ca. 22.

Danmarks tredjestørste skov er Almindingen, som ligger midt på øen og tilhører Naturstyrelsen. Men mere end 6.000 ha skov er i privat eje, og Skovdyrkerne er stærkt tilstede på øen. Men sådan har det ikke altid været. Bornholms skovhistorie er ganske spændende.

Fra fuldt skovdække til ødelæggelse

Oprindeligt var øen, som det meste af resten af Danmark, dækket af skov, som er den naturlige vegetation på øen. Der fandtes i sten- og bronzealder kun en fåtallig befolkning langs kysterne, hvor man levede af jagt og fiskeri. Men befolkningsudviklingen og indførelsen af landbrugsdrift i jernalderen ændrede denne situation, og i løbet af århundrederne blev mere og mere skov ryddet til landbrugsformål og for at skaffe træ til byggeri, redskaber, opvarmning m.m. Midt i 1700-tallet var skovprocenten nede på under 4, og denne andel bestod mest af ’pjusket skov af birk og eg’ midt på øen samt i sprækkedalene.

Genrejsning af skovene

Denne situation kunne samfundet ikke leve med. Fra decentrale myndigheder blev der udstedt en række forordninger og love, der skulle beskytte skovene. Folk rettede sig dog kun i meget beskeden grad efter disse. I år 1800 blev der dog sat handling bag ordene, da man sendte den 30-årige Hans Rømer til Bornholm som skovrider (’Holzförster’) ved de kongelige skove. Her kom han til at virke i 36 år. Han var selv oprindeligt bornholmer, og hans hovedopgave var at organisere genrejsningen af den misrøgtede Almindingeskov midt på øen, som nok var statsejet, men blev brugt af bønderne til kreaturgræsning. Rømer kom hurtigt i strid med bønderne, der ikke ville opgive græsningen. Det fortælles, at bønderne om natten gik ud og trak de planter op, som de selv mod statsbetaling havde plantet om dagen. Men staten var mest tålmodig og trak derfor det længste strå. Rømers skovkulturer af eg, bøg, skovfyr, rødgran, ædelgran, lærk m.fl. fik efterhånden fred til at vokse op. Rømer forbedrede træernes vækstmuligheder ved grøftning, og han anlagde gode veje. Den skov, han skabte, betragtes nu som en af Danmarks smukkeste. Endnu står enkelte af Rømers ædelgraner, der blev plantet i begyndelsen af 1800-tallet over for Koldekildehus midt i Almindingen, og på Kristianshøj har skovdistriktet indrettet en mindestue for ham. Rømers ihærdige indsats blev et mønster for tilsvarendeplantninger, som blev udført af øens forskellige kommuner/sogne (delvist under statsligt pres), og bønderne gik desuden sammen om at lave flere plantageanlæg, således bl.a. Ibsker Husmandsplantage, der er landets største private fællesskov.

De to slags skove

Der er altså egentlig to slags skove på Bornholm. Dels som nævnt plantagerne, som blev anlagt efter år 1800, og som består af ganske meget nål –men med løv indblandet– og hvor rødgranen er den hyppigste træart. Dels de oprindelige naturskove, der har rødder 8-9.000 år tilbage, de fleste beskyttet i de stejle sprækkedale. De består af en frodig blanding af løvtræ, især domineret af arterne avnbøg, ask, elm, fuglekirsebær, lind, birk, eg og hassel. Her finder vi også den tarmvridrøn, som vi tidligere har omtalt i Skovdyrkeren nr. 26. De sidstnævnte skove hører typisk til egnens landbrug. Der er i alt godt 500 ejendomme med skov på øen.

Skovdyrkerne på Bornholm

Pasningen og udnyttelsen af de mange private skove lod imidlertid meget tilbage at ønske – som det også var tilfældet i resten af landet. I 1935 tog statens skovrider på Bornholm derfor initiativ til stiftelsen af Bornholms Skovdyrkerforening, og han blev selv valgt til foreningens første formand. Ved stiftelsen var der tilknyttet 933 ha, heraf flere kommunale plantager. Under skiftende skovridere og skovfogeder voksede foreningen til i år 2000 at have 261 medlemmer med tilsammen 3.835 ha skov. Bornholms Skovdyrkerforening var den 7. i rækken af skovdyrkerforeninger i Danmark og den første øst for Storebælt. Samarbejdet mellem de mange aktører i det private og kommunale skovbrug blev frem til midten af 1990’erne koordineret af Skovdyrkerforeningen. Det var særligt, når det drejede sig om afsætning af træ, der ikke kunne oparbejdes på øens industrier. Samarbejdet fik navnet Bornholmske Skoves Handelskontor. Dengang var der et antal mindre savværker, en pallefabrik og en spånplade industri på øen. Skovenes produktion var også dengang så stor, at det meste træ blev sejlet til industrier andetsteds. Nu er de fleste træindustrier nedlagt (med undtagelse af pallefabrikken, som netop er moderniseret), og med regionskommunens dannelse fik hele det kommunale skovbrug sin egen administration. Så lige så stille ophørte Bornholmske Skoves Handelskontor med at eksistere. Der er netop investeret i et nyt produktionsanlæg på Bornholms største tilbageværende træindustri – pallefabrikken.

Skovdyrkerne ØST

Også Skovdyrkerforeningen har ændret sig. For at kunne give ejerne den bedste betjening, blandt andet ved at give personalet mulighed for at specialisere sig, har Skovdyrkerne i de sidste årtier lagt virksomheden sammen i større enheder. Det betød, at Skovdyrkerforeningen Bornholm i 2001 blev nedlagt som selvstændig enhed og fusioneret med Skovdyrkerforeningen Lolland-Falster og Møn. Kun 4 år senere samlede vi al rådgivning øst for Storebælt i Skovdyrkerforeningen ØST. Den har i dag 483 medlemmer med tilsammen 10.975 hektar, der betjenes af 10 skovbrugsfaglige og 2 administrativemedarbejdere. Herudover har vi et godt samarbejde med Naturstyrelsen og regionskommunen. Regionskommunen bad i 2011 Skovdyrkerne lave en opgørelse over den potentielt tilgængelige flisressource på Bornholm. Kommunen havde nemlig besluttet, at øens energiforsyning skulle være fossilfri allerede i år 2025. Ambitiøst og spændende – og 25 år før resten af landet. Denne opgørelse er afleveret, og den viser, at de eksisterende skove og naturarealer på Bornholm i fremtiden kan levere op mod dobbelt så meget energitræ som i dag.

Steffen

Vi har i en periode prøvet at servicere de bornholmske medlemmer fra Sjælland, men har konkluderet, at permanent tilstedeværelse og nærhed gør en vigtig forskel. Denne nærhed har skovfoged Steffen Jørgensen stået for siden 2007. Steffen stammer fra Hakonsgård øst for Rønne, hvor hans forældre stadig bor. Han er uddannet som skovtekniker i 2003, og arbejdede til en start for Bornholms amtskommune. I 2007 tog han springet til Skovdyrkerne, hvor han har været en vigtig kraft i at reetablere Skovdyrkerne på Bornholm efter den store fusion, hvor en del ejere tog en time-out i forhold til foreningen. ”Det er ikke det værste, jeg har været med til”, siger Steffen, der er dygtig og engageret, innovativ og god til at se og gribe mulighederne – helt uundværlig for Skovdyrkernes arbejde på øen.