Tekst og fotos: Jens Mathiasen I dag skal der meget mere til at lokke danskerne ud i naturen end for bare 10- 15 år siden. Underholdning og mange aktiviteter er blevet en nødvendig del af nye naturprojekter.

Sådan lyder meldingen fra flere sider.

– Fra mit praktiske arbejde oplever jeg en tydelig tendens. I dag skal der mere til end bare skov og natur. Oplevelsesstien ved Ringsted er et eksempel, hvor der bliver lavet mange forskellige aktiviteter i naturen. Du kan kalde det underholdning, siger Rasmus Larsen, der er skovfoged hos Skovdyrkerne Øerne.

Han oplever, at tendensen er tydelig i de nye naturprojekter.

– Der bliver jo etableret eksempelvis mountainbike-ruter og overnatningsmuligheder. Det er alt sammen nødvendigt for at trække folk ud i naturen. Nogle vil kalde det en ærgerlig udvikling, men sådan er det i dag, siger han.

Mere krævende borgere

Ståle Ullestad er arkitekt og har været kommunal projektleder på oplevelsesstien ved Ringsted. Han er på linje med Rasmus Larsen.

– Man kan godt sige, at borgerne bliver mere og mere krævende. I dag skal der være høj kvalitet i naturprojekterne. Der skal være aktiviteter. Borgerne vil oplyses, og de vil opleve. De vil føle, at de oplever noget helt særligt ude i naturen, siger Ståle Ullestad fra Ringsted Kommune.

– Jeg oplever absolut, at tendensengår i retning af flere og flere aktiviteter og oplevelser i naturprojekterne, fortsætter han.

Åbner naturen op

Ifølge Jens Friis Jensen fra Roskilde Universitet er det en god idé, at man tager danskerne i hånden og hjælper dem ud i naturen.

– De nye generationer har ikke nødvendigvis kompetencerne til selv at begå sig i naturen og få gode oplevelser. Derfor giver det god mening, at nye naturprojekter indeholder flere og flere aktiviteter. På den måde skaber man engagement og læring, og man hjælper med at åbne naturen op for danskerne, siger Jens Friis Jensen, som forsker i turisme og oplevelser ved Roskilde Universitet.

Han nævner, at samme tendens gør sig gældende i museumsverdenen.

– Her ser vi også, at museerne satser stort på at engagere deres gæster i stedet for blot at udstille genstande. Hvis man vil tiltrække nye generationer af danskere, så er det uden tvivl den rigtige vej at gå, siger Jens Friis Jensen.

Der kommer flere og flere naturprojekter, hvor der skal skabes aktiviteter og underholdning i naturen. Tendensen går i retning af mere og mere underholdning i naturen, siger Rasmus Larsen, der er skovfoged hos Skovdyrkerne Øerne.

Utraditionelle projekter

Skovfoged Rasmus Larsen oplever også at tendensen er tydelig på landsplan. Der kommer flere og flere projekter i udbud, hvor der skal etableres stier, shelters, legepladser og andre aktiviteter i skovene.

Det ser skovfogeden nye muligheder i.

– De projekter er selvfølgelig et nyt område for Skovdyrkerne. Men vi kan sagtens løfte de typer af opgaver. Det handler primært om, at vi gør brug af dygtige samarbejdspartnere, mener han, Han har selv været ankermand på en række utraditionelle skovdyrkerprojekter.

– Her hos Skovdyrkerne Øerne har vi eksempelvis etableret shelters, en sansesti. Vi er lige nu i gang med en ridebane hos en specialskole på Sydsjælland, siger han.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #55

Læs andre artikler inden for Biodiversitet