Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Droner kan blive et nyttigt værktøj for juletræsdyrkerne

01.10.2020

Droner kommer til at levere nyttige data og information til fremtidens juletræsdyrkere. Det forudser Andreas Davidsen, som selv er langt med et setup til opgaven.

Andreas Davidsen vurderer, at drone-overflyvninger bliver et godt værktøj til

Af Jens Mathiasen

Antallet af juletræer pr. hektar. Træernes højde og deres sundhedsstatus.

Det er nogle af de data, som Andreas Davidsen har hentet ud af juletræskulturer ved at overflyve med en drone.

Andreas Davidsen tror så meget på dronedata i juletræsdyrkningen, at han de seneste par år har arbejdet utallige timer med at udvikle en algoritme, der kan omsætte dronens målinger til brugbare data for juletræsdyrkerne.

- Vi er godt på vej med teknologien. Men der er stadig et stykke vej at gå. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at om ganske få sæsoner, vil juletræsdyrkere kunne få stor værdi ud af at benytte droner som en del af deres arbejde med kulturerne, siger Andreas Davidsen.

Praktisk erfaring

Andreas Davidsen har praktisk erfaring indenfor skovbrug og har også arbejdet meget med korttegningsprogrammer. 

Han oprindeligt skov- og naturassistent. Derefter uddannede han sig til skov- og landskabsingeniør. For få uger siden blev han kandidat i Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

Arbejdet med at bruge droner til at hive store datamængder ud af juletræskulturerne har han udført sideløbende med sin universitetsuddannelse.

- Interessen blev vakt på Skovskolen, som havde indkøbt en drone. Det var derigennem, jeg blev opmærksom på mulighederne, siger han.

Fritidsprojekt med egen drone

Efter Skovskolen købte Andreas Davidsen selv en drone i sit eget enkeltmandsfirma. Derfra gik han i gang med at udforske mulighederne i at bruge droner i juletræsdyrkningen.

- Jeg ville gerne se, hvor langt jeg kunne komme med en helt almindelig drone. Derfor investerede jeg i en ganske almindelig drone med et helt almindeligt kamera, siger han. 

Udover arbejdet med drone-overflyvningerne har han udviklet en algoritme, som konverterer dataene til brugbare informationer. Den algoritme har han udviklet med baggrund i korttegningsværktøjet GIS.

- Jeg har selv undervist i brugen af GIS. Det værktøj er vældig godt til at behandle data, som jeg har brug for i dette projekt. Algoritmen kan blandt andet levere et dronekort i høj opløsning af kulturen, hvor der er en prik på hvert eneste registrerede træ, siger Andreas Davidsen.

Oftest gode resultater

De sidste par år har han overfløjet seks til otte juletræskulturer.

Resultaterne har i mange tilfælde været retvisende sammenlignet med manuelle opgørelser. 

- Jeg har eksempelvis udført en overflyvning af en mindre kultur på en god halv hektar. Her fik vi super gode resultater, siger Andreas Davidsen.

- I langt de fleste tilfælde opnår jeg valide og præcise data med mine overflyvninger. Men der skal uføres flere tests. 

Der er brug for mere viden om, hvordan fejlkilder kan forstyrre resultaterne, siger Andreas Davidsen.

Det modsatte er også sket, nemlig at data ikke er præcise nok. 

Det skete i sensommeren, da Andreas Davidsen udførte en droneflyvning over en større kultur på Fyn. Det var et demonstrationsprojekt ved Skovdyrkerne.

- Kulturen var den absolut største, jeg har fløjet. Der var over 30 hektar. Her gik det ikke efter bogen, og måledata afveg betydeligt. Om det skyldtes vind, topografi eller simpelthen størrelsen på arealet, det ved vi fortsat ikke.

- Eksemplet viser, at vi ikke er i mål, men fortsat på vej, siger han.

Store gevinster forude

Andreas Davidsen er ikke i tvivl om, at teknologien kommer til at give store gevinster for juletræsdyrkerne.

- Man får et ret præcist overblik over, hvor mange træer, man råder over. Man kan se, hvilke højdeklasser træerne er i. Udover det grafiske overblik som dronekortet giver, kan samtlige informationer eksporteres til excel.

- Dronen kan også skelne forskellige farvenuancer af grøn og gul blandt træerne. Det vil sige, at drone-data kan give svar på træernes sundhedstilstand. Endelig kan dronen også se bredden af den nederste grenkrans, siger Andreas Davidsen.

Han vurderer, at dataene vil have stor værdi for producenterne.

- Det vil eksempelvis være en stor fordel at kende sin lagerstatus helt præcist i forhold til budgetlægning. Rent strategisk kan det også bruges til at optimere afsætning af træerne, siger han.

- Derudover vil det også være et stærkt kort, når man er til forhandlinger i banken vedrørende finansiering. Det kan dreje sig om store værdier. Har man eksempelvis omkring 30 hektar med juletræer, og man vurderer bare fem procent forkert på kvalitet og antal, så kan det i kroner og øre være et meget betydeligt beløb, siger han. 

Ny teknologi

Andreas Davidsen lægger ikke skjul på, at teknologien er så ny, at der skal mere forskning og benarbejde til, før der er et produkt til juletræsdyrkerne.

- Men jeg synes det er en vigtig historie at fortælle, at det her er på vej. Vi kommer uden tvivl til at se teknologien gøre sit indtog i juletræerne i løbet af ganske få sæsoner, siger han.

Hans egen strategi herfra er fortsat at udvikle på teknologien og finde fejlkilder. Det er lidt af et detektivarbejde, som kræver timer og masser af benarbejde.

Han gør det samtidig klart, at der ham bekendt ikke er andre danske virksomheder, som har en færdigudviklet droneservice til juletræsdyrkerne.

- Det, at det hele er så nyt, gør det selvfølgelig ekstra spændende at arbejde med. Jeg arbejder fortsat frem imod at fintune teknologien, så vi når frem til et brugbart produkt eller service til juletræsdyrkerne, siger han.