Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

En skovdyrkerforening i Vestjylland - hvorfor det?

01.12.2012

Skovdyrkerforeningen Vestjylland har 25 års jubilæum her i december 2012. Så afgjort en benjamin blandt landets syv (nu seks red.) skovdyrkerforeninger, men en gedigen succes, der bygger på to grundpiller: For det første respekt og lydhørhed i forhold til skovejerne, deres holdninger og deres interesser. For det andet en vision om, at også landets mest karrige jorder ved korrekt behandling kan bidrage med en værdiproduktion til gavn for ejere og samfund. I denne artikel forklarer foreningens første formand baggrunden for foreningsdannelsen.

Den velpassede skovs umiddelbare nytteværdi. Denne artikels

Den velpassede skovs umiddelbare nytteværdi. Denne artikels

For længe, længe siden var Danmark skovbrugsmæssigt mere eller mindre opdelt i en østlig del, hvor løvtræet var dominerende, og hvor Skovdyrkerforeningerne (dengang Småskovsforeningerne) arbejdede – og en vestlig del domineret af nåletræ og plantager, hvor Hedeselskabet arbejdede.

Denne opdeling er nu udvisket, men endnu for 25 år siden var Hedeselskabet fuldstændig dominerende i det vestjyske område. Vestjylland havde dengang nok en plantningstradition, men i realiteten ingen eller kun en meget beskeden tradition for løbende skovforvaltning/skovdyrkning.

100 års skovopbygning

Går vi godt 100 år tilbage i tiden, var det stort set kun egekrattene i Vestjylland, der var beskrevet som skov. Men med Dalgas og den politiske/patriotiske gejst, der rådede efter 1864, blev store lyngarealer tilplantet, således at vi i Vestjylland i 1987 havde ca. 60-65.000 ha skov eller plantage.

Derudover havde mange landmænd fået plantet læhegn, igangsat af læplantningsforeninger, og bl.a. udført af 'Det Flyvende Korps’ under Hedeselskabet.

Udbyttet af de to tiltag, skovrejsning og læplantning, viste sig hurtigt. Vestjylland fik et bedre klima med mindre sandflugt, lidt mere nedbør og en lidt højere temperatur. Det betød for landbruget en mere stabil planteproduktion og for omgivelserne let adgang til skovens produkter, ikke mindst brændsel, samt oplevelsen af, hvordan fauna og flora over tid ændrede karakter.

I tiden efter 1950 kom anvendelse af olie og gas i stigende grad til at fortrænge brugen af de hjemmeproducerede energiprodukter. Det gav en ringere økonomi i plantagerne, hvilket bevirkede, at den nødvendige kulturforyngelse og løbende pleje blev sat næsten i stå. Følgen var, at flere og flere vestjyske skove blev ustabile, var under nedbrydning efter storm, og ofte henlå længe uden aktiv pleje og genrejsning.

Men det skabte skal vedligeholdes for at give et udbytte

Da skovdyrkerforeningen i Vestjylland blev etableret i 1987, var et af argumenterne, som blev fremført som begrundelse, at mange plantager på det tidspunkt lignede uhøstede kornmarker i januar’. En uværdig situation, som hverken lodsejerne eller samfundet kunne være tjent med.

Der var et udtalt behov for at få sat gang i en mere aktiv pasning, der også inddrog skovejerne og deres ønsker. Og som skabte et engagement. En skovpasning, der bl.a. indbefattede nye vejanlæg, så man kunne komme ind og arbejde med ressourcen, et bredere træartsvalg samt en tilførsel af næringsstoffer (især P, men også K og Ca samt mikronæringsstoffer).

Nye produktioner hjalp med

Pyntegrønt og juletræsproduktion begyndte i 1970´erne at få en stadig større betydning i skovbruget, og mange landmænd, som ejede det, man dengang kaldte marginale jorder i den vestlige del af landet, fik mod på at gå igang med disse produktioner – egentlig på trods af den etablerede fagkundskab på bjerget, der ikke gav denne dyrkningsform nogen chance i Vestjylland. Det foregik ofte på landbrugsjord, men i et vist omfang også inde i plantagerne.

Hertil kom en ny ting, som blev helt afgørende for arbejdet med at genrejse plantagerne, nemlig flisproduktionen. Den har efterfølgende i høj grad været med til at udbedre det store pasningsefterslæb i plantagerne, og bidrager i dag væsentligt til den løbende økonomi overalt i dansk skovbrug.

To statsskovridere (!) i det vestjyske, Vagn Johansen og Jens Handberg, var pionerer, både når det gjaldt pyntegrønt og flis, og tak for det.

Men inden det kom så vidt, var der meget, der skulle læres. Det gjaldt både produktion, kvalitet og sikker afsætning, men også den stigende politiske interesse for naturforvaltning, hvor det offentlige kom mere og mere ind i billedet med tilskud og krav om ansøgninger og kontrol til følge.

Tiden var kort sagt moden til at komme i gang med en forening, hvor kræfterne kunne samles om forstlig bistand – konsulenthjælp.

Behov for faglig rådgivning af skovejerne

Som landmænd var vi mange, der med en jordbrugsfaglig basis fandt det ganske naturligt og udbyttegivende løbende at få opdateret den nyeste viden i landbrugssammenhæng. Men noget tilsvarende fandtes dengang ikke i Vestjylland, når det gjaldt skov.

Hedeselskabet havde vel stort set stået for de fleste private plantagers etablering og senere forvaltning, men trods alle selskabets gode fortjenester og mange gode tiltag, så var den almindelige skovejer aldrig blevet orienteret om erhvervets muligheder på en sådan måde, at han følte sig kvalificeret til at tage ansvar for sit skovbrug og være mere i øjenhøjde med de forstligt uddannede. Ja, mange følte, med rette eller urette, at deres skov efterhånden var mere baseret på selskabets interesser end på ejerens.

DT Skovservice og DDS

Damgaard og Thygesen, to nybagte studenter, startede umiddelbart efter eksamen i 1979 et lokalt skoventreprenørfirma i  Holstebro, DT Skovservice. De to unge mænd var arbejdsomme, kreative og tillidsvækkende, og i de kommende år var vi flere og flere skovejere, der gjorde brug af de ydelser, DT Skovservice kunne levere.

Men behovet for en egentlig professionel forstlig bistand var stadigvæk ikke løst, hvorfor DT tog kontakt til De Danske Skovdyrkerforeninger i København. Der kunne man se perspektivet i at få Skovdyrkernes Danmarkskort gjort komplet og forelagde ideen for formanden, Evald Nygaard.

Et formøde blev afholdt i Holstebro med deltagelse af Evald Nygaard, Karsten Raae, Damgaard og Thygesen, Peter Hauskov og undertegnede. Evald Nygaard gjorde rede for organisationen og mulighederne i DDS, og han havde svært ved at skjule en personlig begejstring for visionen. Nogle krav til den kommende forening blev forelagt og muligheder for bistand ligeså, således en startkapital på 60.000 kr. fra DDS. Desuden ville foreningen være berettiget til et årligt tilskud på i størrelsesordenen 175.000 kr. fra Landbrugsministeriets konsulentordning.

Vestjydsk Skovdyrkerforening, som foreningen skulle hedde, ville dog i sin opbygning blive anderledes end de øvrige foreninger i DDS, idet vi ønskede foreningen opdelt med en økonomisk selvstændig entreprenørafdeling i form af DT Skovservice og en skovrider ansat som konsulent i foreningen. (Denne konstruktion er senere forladt til fordel for en organisationsmodel, hvor rådgivning, arbejdsudførelse og handel er samlet under ét).

Etableringen af Vestjydsk Skovdyrkerforening

Der var på mødet en tro på, at det kunne lykkes, og man besluttede at indkalde til en stiftende generalforsamling den 7. december 1987. I tiltro til projektet indrykkede vi forud for den stiftende generalforsamling en stillingsannonce efter en skovrider, således at man kunne komme hurtigt fra start.

Før den stiftende generalforsamling var der blevet gjort et stort stykke arbejde for at tegne medlemmer bredt fordelt over hele Vestjylland. Det lykkedes, de fremmødte repræsenterede i stort tal hele området, og ca. 12-1300 ha privat skov blev indtegnet som medlemmer på mødet.

Daværende sekretariatsleder i DDS, Karsten Raae, indledte generalforsamlingen, statsskovrider Handberg fra Klosterheden blev valgt til dirigent, og et udkast til vedtægter gennemgået og vedtaget. Valgt til den første bestyrelse blev Peter Hauskov, Karl Ejnar Møller, Bjarne Jensen, Erik Rasmussen og undertegnede – med Niels G. Mikkelsen som suppleant. Bestyrelsen konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen med undertegnede som formand og Erik Rasmussen som næstformand.

Vestjydsk Skovdyrkerforening var en realitet.

Udviklingen til i dag

Det viste sig, at behovet for foreningen i høj grad var til stede. Fra de 12-1300 ha ved starten er man nu oppe på et medlemsareal på 15.900 ha, og flere kommer stadig til. Personalet består af p.t. af 10 konsulenter og 3 administrative medarbejdere. Foreningen havde i sidste regnskabsår en omsætning på 85 millioner kr. og har nu en egenkapital på godt 8 millioner kr.

De første 10 år hed den ansvarlige skovrider Per Hilbert (senere leder af sekretariatet i København og nu seniorkonsulent i De Danske Skovdyrkerforeninger, herunder ansvarshavende redaktør for Skovdyrkeren). Skovrider har i de sidste 15 år været Michael Gehlert.

Formand efter undertegnede blev i 1999 Mogens R. Brandt, Svollibjerg, som i en årrække tillige var formand for De Danske Skovdyrkerforeninger. Han blev afløst afd en nuværende formand, Per Kamp, Vildkilde i 2008.