Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Forsømt præsteskov bliver til naturperle

01.12.2019

Lumby menighedsråd har i samarbejde med Skovdyrkerne forvandlet fire hektar forsømt præsteskov på Nordfyn. Skoven er åbnet op. Der er anlagt stier og plantet træer, og publikum gør nu flittigt brug af den nyrenoverede skov.

Renoveringen er foregået i flere etaper. I foråret fik vi etableret grusstierne, som er 900 meter lange. Der er grønne bræmmer på hver side, som vi slår med græsslåmaskine, forklarer Erik

Tekst og foto: Jens Mathiasen Gruset knitrer under støvlerne på vej ind i skoven. Støvlerne tilhører Erik Toft Knudsen, som traver målrettet ind i Lumby Præsteskov, nord for Odense. Skovens unge ege har klædt sig i efterårets spraglede farver, og et vindpust løsner de trætte blade og sender dem mod skovbunden. - Kom med. Skoven er blevet en rigtig fin naturperle – også selvom det er efterår, siger Erik Toft Knudsen og fører an på stien. Han er medlem af menighedsrådet i Lumby Sogn og har været initiativtager på renoveringen af skoven. Langs de grusbelagte stier er der anlagt grønne græsbræmmer, som grænser op til skovens træer. Stierne fører blandt andet forbi lysninger, en ny skovsø, unge frugttræer og ege. Alt sammen er etableret i løbet af de seneste år. Erik Toft Knudsen stopper op ved en træbro. - Se, de små broer forbinder stierne henover den lille bæk. Broerne fik vi lavet i 2017. Det var vores skovudvalgsmedlemmer, der lavede dem. Det er vigtigt for os, at både stier og broer er handicapvenlige, fortæller han. Han fortsætter længere frem, og på venstre side dukker en lysning op. - Her i lysningen er der plantet æbletræer, og vi får også opsat en speciel bænk. Vi har fået skåret planker af en gammel eg, som stod her i skoven. På den måde kommer bænken til at fortælle en historie om skoven, siger han. I 2015 blev der plantet 600 ege i planterør for at sikre dem for vildtet, oplyser Erik Toft Knudsen, der her ses med skovsøen i baggrunden.

Kælkebakke og skovsø

Renoveringen af Lumby Præsteskov er foregået over to omgange. Arbejdet er udført af Skovdyrkerne Øerne i samarbejde med menighedsrådet i Lumby Sogn. Ideen og lysten til at renovere skoven er fostret i Erik Toft Knudsens hoved. Han har selv været skovejer på Sydfyn og er medlem af Skovdyrkerne. De første tanker blev tænkt i slutningen af 2009, da han kom i menighedsrådet og fik ansvaret for skoven. - Tilbage i 2009 var det hele et stort vildnis. På det tidspunkt gik jeg og overvejede, hvordan vi kunne få styr på det hele, siger Erik Toft Knudsen, som er formand for præsteskovsudvalget i menighedsrådet. Som det første igangsatte han en skovning af en gammel bevoksning med asketræer. Indtægten fra træet gjorde det muligt at plante den første hektar nye egetræer i 2011. - Nu står de unge ege allerede i otte meters højde. Er det ikke smukt, spørger han og peger ind i en efterårsspraglet ung egebevoksning. Sidenhen er der plantet flere egetræer og frugttræer, og der er etableret stier. Der er også anlagt en skovsø. Jorden derfra er blevet til en kælkebakke i kanten af skoven.

Spændende og anderledes projekt

Hos Skovdyrkerne Øerne er det skovfoged Jakob Nielsen, som har været ansvarlig. Han har designet og udtænkt løsningerne i samarbejde med menighedsrådet. - Sammen har vi fokuseret på at skabe smukke løsninger, som samtidig kræver et minimum af vedligehold, siger han. - Det har været et spændende projekt, som er lidt anderledes, end de traditionelle projekter, vi udfører. Men det er gået godt. Mit indtryk er, at ejerne også er tilfredse med resultatet, fortsætter skovfogeden. Han fremhæver samarbejdspartnere og entreprenører. - Dygtige samarbejdspartnere og entreprenører er vigtige for at nå godt i land. Det har vi haft i hele projektet, lyder det. Der er anlagt skovsø, og overskudsjorden er brugt til at etablere en kælkebakke i kanten af skoven.

Støttet af fonde

Finansieringen af projektet er opnået dels ved salg af træ og flis og dels igennem fonde. - Vi skulle jo finde penge til det, så jeg har været i fuld gang med at søge fonde. Jeg startede med Nordea-fonden. De gav mig den første hjælp til at komme i gang. Sidenhen har flere fonde bidraget til at realisere renoveringen. Det er jeg meget taknemmelig for, siger Erik Toft Knudsen. Han har brugt masser af tid på den del. - Hvad jeg ikke har brugt af tid på at lave ansøgninger. Det kræver enormt meget. Heldigvis har jeg så også fået noget ud af anstrengelserne, siger han. 

Skoven indvies til foråret

De store armbevægelser i projektet er nu afsluttet. - Vi mangler kun enkelte småting. Bålpladsen skal bygges færdig. Derudover skal vi også have den nye bålhytte på plads. Det er et madpakkehus, som vil blive opstillet ved vores skovsø, siger Erik Toft Knudsen. Han håber, at publikum vil gøre brug af den nye skov. - Lokale borgere er allerede ved at finde ud af, at skoven er her – og stadig flere kommer herud. Mit håb er også, at skoleklasser kommer herud. Der er masser af muligheder for at lave spændende undervisning med baggrund i den rige natur og fauna, fremhæver han. Han tilføjer, at der også er planer om at holde gudstjenester i skoven, ligesom at præsterne vil bruge skoven i konfirmandundervisningen. Til foråret venter den officielle indvielse. - Den 26. maj indvier vi skoven ved et officielt arrangement. Indvielsen markerer også afslutningen på ti års arbejde. Nu er det op til publikum at gøre brug af skoven, siger Erik Toft Knudsen. Hovedpunkter i renoveringen af Lumby Præsteskov ● 2009 Skovning af askebevoksning ● 2011 Plantning af en hektar egetræer ● 2015 Plantning af 600 ege i planterør ● 2017-2018 Fondsstøtte på over 400.000 kroner ● 2018 Plantning af 33 æbletræer i skoven ● 2018