Tekst og foto: Jens Mathiasen

Om få år kan Fjernvarme Fyn sende deres egen flis ind i biomassekedlen på Fynsværket. Når det sker, er det kulminationen på en strategi, der begyndte med plantning af 50.000 popler tilbage i 2014.

– Det er meget tilfredsstillende, at vi om kort tid kan levere lokalproduceret CO2-neutral varme. Det spiller vældig godt sammen med vores grønne omstilling, hvor vi ønsker at udfase kul, siger Tina Maria Lund Kristensen, der er miljøchef ved Fjernvarme Fyn.

Poplerne er plantet på 31 hektar i den nye Elmelund Skov ved Odense.

Energiskov i samarbejde med kommune

Trine Maria Lund Kristensen har været projektleder på projektet lige siden begyndelsen. Det hele begyndte med en henvendelse til Odense Kommune.

– Vi kontaktede Odense Kommune, da Elmelund Skov var på tegnebrættet. Henvendelsen mundede ud i et samarbejde med kommunen, hvor vi dyrker energiskov – men på kommunens jord. Vi har købt planterne og etableret skoven. Vi har stået for renholdelse de første par sæsoner, og vi kommer også til at tynde poplerne og levere flisen til vores værk i Odense, siger hun.

Baggrunden for at gå ind i projektet har været at understøtte virksomhedens grønne strategi. Fjernvarme Fyn har som mål at udfase kul inden 2025.

– Derfor passer det her rigtig godt ind i vores strategi – også selvom flisen selvfølgelig kun udgør en lille del af det samlede forbrug. Derudover er det vigtigt for os, at vi samarbejder om nærmiljøet. Skoven ligger lige i vores baghave. Vi vil alle sammen gerne holde varmen på den mest bæredygtige måde, siger miljøchefen.

Hun forklarer, at flisen fra poplerne vil kunne forsyne cirka 1000 husstande med CO2-neutral varme i et år.

Miljøchef Trine Maria Lund Kristensen har været projektleder på energiskoven lige siden opstarten i 2014. Hun glæder sig over, at Fjernvarme Fyn snart kan levere lokalproduceret varme produceret på egen flis.

Miljøchef Trine Maria Lund Kristensen har været projektleder på energiskoven lige siden opstarten i 2014. Hun glæder sig over, at Fjernvarme Fyn snart kan levere lokalproduceret varme produceret på egen flis.

Plantet i 2014

De første stiklinger kom i jorden tilbage i 2014. Der er plantet cirka 1800 popler pr. hektar.

– Stiklingerne skulle egentligt have været i jorden i april måned, men byrådet skulle først godkende det. Vi kunne derfor først plante i juni. Det var ikke helt optimalt. Men det var en våd sommer, så etableringen lykkedes ganske fornuftigt alligevel, siger hun.

Tina Maria Lund Kristensen forventer, at de første popler kan skoves og hugges til flis om få år.

– Vi støtter os til faglig ekspertviden, når det gælder tynding af poplerne. Men vi forventer, at de første poppelrækker bliver tyndet indenfor 3-4 år. Til den tid får vi altså den første flis ind på værket, siger miljøchefen.

Fjernvarme Fyn afholder selv alle udgifter til skovning og flishugning.

– Vi vil selvfølgelig tilpasse operationerne optimalt til fyringssæsonen, sådan at vi kan bruge flisen direkte i vores kedler. Anlægget på Fynsværket kan køre både med halm og flis, oplyser hun.

Efter energiskoven er det planen, at Odense Kommune etablerer blivende skov, hvor bøg vil blive en dominerende træart.

– Kommunen tager over i takt med, at vi begynder at tynde i poplerne. Der er god mulighed for at så bøg. Men det bliver kommunen, som kommer til at stå for den del, siger Trine Maria Lund Kristensen.

Godt samarbejde

Odense Kommune har tidligere meldt ud, at man er glade for at samarbejde om energiskov med Fjernvarme Fyn. Men også kommunens skoleelever får et udbytte.

– Vi arbejder sammen med en sjetteklasse fra en nærliggende skole. Eleverne er involveret i projektet med vores energiskov. Det har givet eleverne meget viden om skovrejsning og CO2-regnskab. Så det har været fint både for eleverne og for os, siger hun.

– Derudover vokser poppel jo lynhurtigt. Det betyder, at skoven allerede har bidraget med rekreative værdier til mange af kommunens borgere, siger miljøchefen.

Forventningen er, at de første poppelrækker skoves og hugges til flis om få år.

Åben for nye projekter

Ifølge Trine Maria Lund Kristensen er erfaringerne fra Elmelund-projektet positive. Fjernvarme Fyn afviser ikke at gå ind i nye projekter i fremtiden.

– Projekter af denne type passer rigtig godt til vores grønne strategi. Vi er derfor åbne overfor lignende projekter i fremtiden, hvis der opstår muligheder, siger hun.

Hun vurderer også, at andre værker vil gøre det samme.

– Ideen er oplagt for andre forsyningsselskaber. Det er oplagt som et virkemiddel til at opnå CO2-neutral varme. Der er allerede andre værker, som er gået i gang med lignende projekter i større eller mindre skala, siger hun.

I alt fire samarbejdspartnere arbejder sammen om Elmelund Skov. Det er Odense Kommune, Fjernvarme Fyn, Naturstyrelsen og Vandcenter Syd.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #60

Læs andre artikler inden for Vildtpleje