Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Fra granskov til frimærkeskov

01.12.2019

I Vendsyssel har Fanny og Hans Stochholm deres lille skov. Efter at parret købte skoven har den været igennem en stor udvikling.

Skovfoged H. C. Graversgaard sammen med ejerne Fanny og Hans Stochholm

Fanny er fra Vrå og Hans er københavner. De er to travle selvstændige. En er fysioterapeut, og en er landinspektør. De købte sig et hus i udkanten af Uggerhalne, nord for Aalborg. I 1990 fik de mulighed for at købe en lille skov, der ligger tæt ved boligen. Det var Eget Skov, og de slog til. Skoven var stormfældet i 1981 og genplantet med grantræer. Det var derfor en ung granskov med landbrugsjord til tre sider, som parret overtog.

Skovopbygningen

Selve skovopbygningen kan undre. Der er rødgran og grandis mod vest. Der er hovedsagelig sitkagran mod øst. I det blæsende Vendsyssel kunne man have ønsket sig, at træarterne havde været placeret anderledes. Jorden er let, og der er god afdræning alle steder. Selvom skoven blev hærget i stormen 1981, stod der alligevel nogle gamle og robuste ædelgraner mod vest og nogle lidt yngre japanske lærk i sydsiden af skoven. Centralt i skoven er der plantet et frimærke med ær.

Næsten uvildige fagfolk

Inden købet gik den daværende formand for skovdyrkerforeningen Svend M. Holst og skovrider Lydiksen en tur og besigtigede den unge skov. Det er faktisk en god ide at få uvildige fagfolk til at se på skoven inden købet, men det er sjældent, at det sker. Helt uvildig var den gamle Holst måske ikke - Fanny var nemlig hans datter. Der er ingen særlige jagtinteresser, og købet af skov var nok mest for at have et stykke som er ens eget. Skovkøbet var også genanbringelse af et provenu fra salg af en anden ejendom.

Første tyndingshugst

Efter nogle rolige år hvor Fanny og Hans passede deres virksomheder, og den unge skov passede sig selv, udførte Skovdyrkerne den første forsigtige tyndingshugst. Det var i år 2000. Tyndingen blev gentaget i 2004 - og den unge granskov udviklede sig som forventeligt ganske udmærket. Fanny og Hans Stochholm ved en stor grandis, der gerne skulle blive rigtig stor.

Projekt frimærkeskov

De store storme i 1999 og 2005 forårsagede ingen skade i skoven, men gav alligevel Fanny og Hans en fornemmelse for, at små granskove med marker omkring er et risikabelt projekt. Da skovfoged H.C. Graversgaard kom til ejendommen udviklede parret en lyst til at forynge skoven forsigtigt - mens man selv styrede processen. Vi kaldte projektet for frimærkeskovbrug. Ideen var at skove nogle få og små huller, lidt ligesom frimærker, i den intakte granskov. Så store, at vi kunne plante noget nyt, men så små, at vi ikke risikerede skovstabiliteten. Vi startede i 2006, og de første plantninger blev sat i foråret 2007. De første huller lavede vi i vestsiden. Det var her de mest sårbare træarter stod - især rødgran.

Fungerer fint

De første frimærker virkede fint, så vi fik mod på at fortsætte - denne gang i skovens østlige del. Det er også gået fint. De sidste frimærker er plantet i 2019, og nu tager vi lige en pause. Vi har været heldige, at der ikke har været store storme, siden vi startede, så vi har startet de unge plantninger i optimalt skovmiljø, nemlig læ og halvskygge. Skoven drives erhvervsmæssigt, og der er tænkt både på kvalitetstræ og på variation ved valget af træarterne. Frimærke med ær Centralt i skoven er der plantet et frimærke med ær (acer pseudoacasia). Der er plantet to herkomster. Det er Margaard fra Fyn, og Kubova Hut fra Tjekkiet. De to herkomster er adskilt af en dobbeltrække rødgran. Kulturen er omhyggeligt indtegnet på driftplanskortet, så man ikke glemmer, hvad der står hvor. Det er for tidligt at konkludere, men begge herkomster virker meget lovende. Placering af et felt med to gode ærherkomster midt i skoven giver også en sikker frøspredning rundt i skoven. Vendelboerne siger ofte: ”Ahorn, det billige skidt, der sår sig af sig siel”. Men ær er faktisk en robust og ret nem måde at producere noget godt og dyrt træ på. Ær fra 2007, Kubova Hut

Selvsåningsvillige arter

Vi forestiller os, at skoven på sigt kan forsyne sig selv med nye små planter. Der er plantet mange selvsåningsvillige træarter. Foruden ær er det douglas, europæisk lærk, ædelgran, spidsløn, cypres og ægte kastanie. De ”gamle bevoksninger” med ædelgran, japansk lærk, sitka og grandis kan også fint så sig selv, det handler blot om at holde græsset væk. Så grundlaget er skabt, men hvis det skal lykkes, skal vildtet holdes nede på et fornuftigt niveau. Som det er nu i Vendsyssel, så er det vildtet, der begrænser vores skoves naturlige udvikling. De fleste frimærker blev hegnet, det begrænser ikke vildtets færdsel i skoven med de små nemme hegn. Nogle få frimærker blev ikke hegnet (spidsløn). Det blev ingen succes. De seneste plantninger er lidt større, så her er brugt skovfyr, hæg og californisk gedeblad ubeskyttet, og ægte kastanie i vækstrør. Det har fungeret rigtigt fint.

Godt samarbejde

H.C. Graversgaard har støbt kuglerne til de mange spektakulære småkulturer med pære, frynseeg, rødeg, skovabild og meget andet. Men det er Stochholmernes konsekvente indsats, der har hjulpet kulturerne op. 'Samarbejdet kræver en vigtig kompetence hos Skovdyrkerne. Det er at få samlet de små opgaver sammen, så de kan udføres maskinelt og rationelt. Fanny og Hans ved udmærket godt, at deres opgaver altid er små. Men når Skovdyrkerne samler perlerne på snoren, så lykkes det jo alligevel - og så vil de gerne vente på maskinen. Ægte kastanie, som er plantet dette forår.

Skoven skaber daglig glæde

Når man spørger Stochholmerne om, hvorfor de egentlig bøvler så aktivt med deres lille skov, så er svaret, at det er den daglige glæde ved at se skovens årstider og dens udvikling, der driver værket. For Fanny og Hans er skoven et dynamisk sted med masser af livsbekræftende udvikling. Når de deltager i det praktiske arbejde, behøver de hverken fitnessabonnement eller løbesko. Direkte adspurgt om de tænker over, at de sætter sig et flot monument over deres arbejde, nysgerrighed og omsorg for skoven, siger de: ”Næh, det tænker vi ikke over, vi glæder os over nutiden og vores daglige gang i skoven”. Det er lykkedes de to at erhverve sig et nyt stykke jord, og her er Fanny, Hans og H.C. Graversgaard allerede i gang med planlægning af den fremtidige skovudvikling.

Stor ejerglæde

Skovdyrkernes små medlemmer kan have mindst lige så mange glæder som de store skovbesiddere. Ofte er de små skovejere meget robuste. De har ikke flere træer end de har råd til. Det, de gerne vil have skabt, kan de skabe. Eller som en skovprofessor har udtrykt det: Med den slags medlemmer kan du, H.C. Graversgaard, jo slippe heldigt fra mange avancerede blandingskulturer. Det er nemlig rigtigt. Den slags medlemmer kan skabe virkelig interessant, smuk og værdifuld skov. Det er det, Fanny og Hans Stochholm gør. Ægte kastanie i vækstrør efter to sæsoner.