Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Juncker - en uvurderlig indsats for dansk løvtræ

01.03.2016

Når træ er produceret i skoven, skal det sælges. Og helst til gode priser. Det sidste var et problem i mange år for vores løvtræ. De fine kævler har altid solgt godt, men hvordan få fornuftige penge ud af den store del af træet, som ikke var kævler? Det kom den innovative skovrider Juncker med et kreativt bud på i 1930 ́erne, hvor han opbyggede et savværk, der med ny teknologi tilførte de ukurante dele af løvtræet ny værdi. Det har ikke været uden problemer. Men savværket har netop kæmpet sig over sin sidste krise og ser nu frem til at skulle levere gulve til sportshallerne ved OL i Brasilien.

Flemming Juncker. 26 år gammel, nyuddannet forstkandidat og snart savværksejer. Foto: Junckers

Flemming Juncker. 26 år gammel, nyuddannet forstkandidat og snart savværksejer. Foto: Junckers

Omkring 1930 var afsætningsforholdene for de danske bøgeskove på vej ind i en krise. Andelen af træet, som kunne sælges som kævler, lå på cirka 25 %, og de resterende 75 % blev afsat til dårlige priser på et stærkt vigende brændemarked. På det tidspunkt var den unge godsejersøn fra Sorø Store Ladegård, Flemming Juncker – der senere skulle blive leder af modstandsbevægelsen i Jylland – netop blevet færdig med sin uddannelse som forstkandidat. Allerede året efter – i en alder af 26 år – besluttede han sig for at gøre en indsats for at sikre bedre afsætning og bedre priser for den dårlige del af løvtræet, specielt bøgen. Han ville etablere et nyt løvtræssavværk. Opstarten var typisk for Juncker. Uden nævneværdig kapital og uden noget savværk gav han i november 1930 bud på levering af 40.000 bøgesveller til DSB. Leveringsdato den 1. maj 1931. Han fik ordren (DSB har altid været dristige i deres valg af leverandører), og Juncker gik straks i gang med at finde en grund, hvor han kunne stille en sav op. Det blev ved havnen i Køge. Fra Sverige fik han importeret en stor automatisk rammesav – en savtype, der dengang var ukendt i Danmark. Med den lykkedes det ham at eksekvere ordren (med 14 dages forlængelse af fristen).

Junckers parketgulv

Efter jernbanesvellerne stod man med et behov for at finde en anden anvendelse af skovenes småt dimensionerede bøg. På grund af bøgens slidstyrke var tanken om anvendelse til gulvproduktion naturlig. Hvis gulvet blev lavet af korte stave (60 centimeter) var det lettere at udnytte de ofte krogede og knastede stammer. Jo mere træet kunne saves op i mindre stykker, jo bedre blev udnyttelsen. Men det krævede så, at man fandt på en god måde at samle de små stave til egentlige brædder. Efter en række eksperimenter fandt man frem til den model, man stadig bruger i dag: nemlig to rækker stave samlet til ét bræt. Samlingen sker i den såkaldte Lindemann-maskine, en svenskbygget limfugemaskine af mærket Jonsereds, der opererer med en meget lille svalehale i træets længderetning (for minimalt spild). Den oprindelige maskine fra 1930 ́erne anvendes stadig den dag i dag. De to første trin i nytænkningen var altså dels at skære alle stammerne op på 66 centimeter – og så den nyudviklede måde at samle de smalle stave til brædder ved at anvende en svensk maskine, der var beregnet til noget helt andet. Den tredje – og måske vigtigste – innovation har været udvikling af en ny tørreteknik, den såkaldte pressetørring. Inden stavene samles til brædder, bliver de tørret ved høj temperatur og under højt tryk mellem metalplader i cirka to timer. Det har flere fordele: tørringen går hurtigt, stavene slår sig meget mindre end under normal lufttørring, og endelig bliver det således komprimerede træ stærkere. På savværket anvendes hvert år omkring 115.000 kubikmeter råtræ, fortrinsvis bøg, hvoraf 35 % kommer fra Danmark og Sydsverige. 75 % er bøg (som her), 15 % er eg, 7 % er ask og 3 % er ær. Standardlængden er 2,75 meter. Foto: Junckers

Udvikling af industrien

De første år var der en del problemer i de boliger, hvor Juncker-gulvet blev lagt. Det skyldtes håndværkernes manglende kendskab til de nye gulves egenskaber. Når de hårdt tørrede bøgegulve blev lagt ind i et for fugtigt hus (som man kunne gøre med planker af fyrretræ), skete det, at gulvet bulede op eller – i værste fald – trykkede væggene ud. Men problemerne blev løst ved bedre kommunikation, og det lykkedes stille og roligt at gøre Junckers parketgulv dominerende på det danske marked. Man supplerede bøgen med andre løvtræsarter som eg, ask og ahorn. Produktionen starter med, at de 2,75 meter lange `Junckerkævler ́ bliver afbarket og kappet op i triller på 66 centimeter, hvorefter trillerne skæres op i staver. Foto: Per Hilbert Selvom udnyttelsen af træet var steget med de nye metoder, så var der naturligvis stadig store mængder afskær, som man skulle have fundet en anvendelse for. Først forsøgte man sig med en produktion af trækul, methylalkohol og eddike. Teknikken var ny, og det endte med, at anlægget sprang i luften. Krigen løste for en tid problemet på grund af større efterspørgsel efter brænde. Nye forsøg efter krigen – blandt andet støttet af Marshallpenge – førte til etablering af en papirmassefabrik ved siden af savværket. Her stødte man dog på andre problemer: Den nye miljøbevidsthed så kritisk på udledning af kogeluden i Køge bugt. Det endte med, at man efter 30 år måtte nedlægge celluloseproduktionen. I stedet byggede man en fabrik til fremstilling af MDF-plader. Man var også ekspansiv på andre fronter. Man overtog Assens cellulosefabrik, træskofabrikken i Køge, en papirfabrik i Nanterre i Frankrig og et savværk i Tyskland. Det meste blev dog senere afviklet. Juncker var en fantastisk idémand, han havde en vældig teknisk og kemisk indsigt, men han manglede på en eller anden måde respekt for penge. Det fortælles således, at da han kom hjem fra England i 1945 og konstaterede, at det var lykkedes forvalteren på Junckers ejendom Overgaard at indløse det meste af gårdens løse gæld, var hans reaktion negativ: ”Jeg lever jo af min gæld, og vi skal hele tiden passe på, at den holdes ved lige”.
Danske savværker 
Efter 2. verdenskrig havde Danmark 7-800 savværker. Oldermanden i Danske Træindustrier, Knud Svinding, kan i dag oplyse, at der nu kun er 21 organiserede savværker tilbage, hvor ikke alle er skærende, men nogle kun handlende. Kun 4 savværker behandler 80 % af træet.  Der er dels sket en rationalisering og samling på stadigt større værker. Dels eksporteres en del af vores træ, både løv og nål. En del til Tyskland og en del til Fjernøsten. Skovdyrkerne mener dog, at det absolut er i skovejernes langsigtede interesse, at der opretholdes en rentabel træindustri i Danmark. 

Økonomien – og Skovdyrkerne som aktionær 

Som nævnt var økonomien ikke Junckers fremmeste interesse, hvilket kan være et problem, når man driver en stor industrivirksomhed. Han var vel heller ikke ligefrem den ydmyge type, der var god til at lytte til råd fra andre. Så virksomheden har egentlig – på trods af sin tekniske og salgsmæssige succes – været præget af skiftende økonomiske problemer gennem en del af årene.  Helt fra begyndelsen var en del af skovbruget kapitalindskyder eller långiver. Dels skovbrugsprofessor Carl Mar: Møller, Junckers gode ven, dels skovdistrikterne Bregentved, Vallø, Vemmetofte og Gl. Køgegård. Allerede 4 år efter stiftelsen behøvede man nye penge, og kredsen af skovejere blev udvidet. Juncker selv fik ikke sit første udbytte før i 1955.  I 1976 løb virksomheden ind i afsætningsproblemer på grund af den internationale krise. Aktiekapitalen blev nedskrevet til det halve, og Juncker måtte sælge sine aktier til skovene. I 1978 måtte der tilføres yderligere kapital, og i 1984 trådte en række større erhvervsvirksomheder og institutionelle investorer ind som aktionærer.  Vi må her nævne, at Skovdyrkerne gik med ind som aktionær i 1976 og yderligere i 1978, hvor vi blev en af de større aktionærer og fik en plads i bestyrelsen. Da virksomheden var rettet op, solgte vi i 1988 vore aktier igen. I øvrigt til en favorabel kurs, og fortjenesten betød en betydelig tilgang til flere foreningers egenkapital. Vores engagement var begrundet i en nødsituation, hvor vi måtte varetage vore medlemmers store interesse i at have en aftagende industri. Men medejerskab af en træindustri strider principielt mod Skovdyrkernes værdigrundlag. Skovdyrkerne er fortsat en stor leverandør til Junckers.  Den danske kapitalfond Axcell købte Junckers Industrier i 2004 for 74 millioner kroner med henblik på at gøre driften mere rentabel. Finanskrisen kom imidlertid på tværs, og i perioden fra 2008 til 2013 gav driften et samlet underskud på 223 millioner kroner. Axcell endte med at vurdere, at det fortsat ville tage et antal år at få virksomheden på ret køl, og solgte derfor i efteråret 2014 Junckers Industrier til en investorgruppe bestående af bestyrelsesmedlemmer og direktører. 

Den aktuelle situation 

Virksomheden er stadig en af Europas største producenter af massive trægulve. Eksporten udgør to tredjedele af den samlede omsætning, og produkterne sælges i mere end 45 lande verden over. Omsætningen er på knap en halv milliard, og virksomheden beskæftiger 335 ansatte.  Det årlige råvareforbrug er omkring 115.000 kubikmeter, hvoraf cirka 35 % kommer fra Danmark og Sydsverige. Resten kommer fra Tyskland og Polen. Der købes både ucertificeret og certificeret træ – PEFC eller FSC®. Den certificerede andel ligger på cirka 65 %. Man leverer årligt 1 million kvadratmeter parketgulve og 0,1 million kvadratmeter plankegulve (primært eg og ask).  De nye ejere har fortsat rationaliseringen af virksomheden. Blandt andet er antallet af varenumre næsten halveret, og gulvsortimentet består nu primært af standardvarer, mens specialleverancer kun skæres på ordre.  Et af de tiltag, som skovejerne mærker direkte, er ændrede frister for klarmelding af råtræ. Man har nemlig konstateret, at det er muligt at nedbringe spildet ved pressetørringen betydeligt, hvis træet kommer friskere ind. Hvis stammerne har ligget for længe efter fældningen, vil træet nemlig som en slags forsvarsmekanisme stoppe en række porer til (tyllerdannelse), hvilket betyder, at vandet i træet ikke kan komme ud under tørringen, og staven sprænges. Pressen, hvor staverne pressetørres mellem metalplader i cirka 2 timer ved høj temperatur – et unikt system, som andre gulvfabrikker forgæves har forsøgt at efterligne. Foto: Per Hilbert Samling af staverne efter udfræsning med den såkaldte Lindemann maskine fra 1931. Foto: Per Hilbert  Derfor vil man godt have så friskskovet træ som muligt. Vinterskovet bøg skal nu klarmeldes senest 4 uger efter skovningen. Og i vækstperioden (så længe temperaturen er over 12 grader celsius) er fristen kun 2 uger, efter at den første kævle blev skovet.  Interessant er i øvrigt det faktum, at et savværk egentlig har samme problem som skovejeren: De gode produkter kan altid sælges. Men hele økonomien ligger i at få noget for de ringere produkter. På savværket drejer det sig om affaldstræet. Det har man på Junckers gennem tiden forsøgt at løse ved skiftende strategier, blandt andet med celluloseproduktion og MDF-plader. Siden 1987 er affaldstræet blevet udnyttet til energiproduktion på kraftvarmeværket, der ligger som nabo til savværket. I dag er det Vestegnens Kraftvarmeselskab, der ejer værket, og med dem har man en langsigtet leveringsaftale.  Så den negative udvikling ser ud til at være vendt, og den nye ledelse ser store muligheder i fremtiden. Ingen andre er lykkedes med at pressetørre bøg. Den specielle tørring giver nogle særligt stærke og samtidig fjedrende gulve, som især efterspørges til sportshaller verden over, fordi de er meget skånsomme overfor idrætsudøvernes ben. Der satses således aktuelt på levering af gulve til de haller, som skal bruges ved årets olympiske lege i Brasilien. (Og så kan DLF-Trifolium levere græsfrøet til fodboldbanerne – vi er ikke så dårlige her i landet!).  Tak Der er ingen tvivl om, at uden Junckers ville mange løvtræsarealer være blevet konverteret til nål. Juncker var selv en ivrig fortaler for yderligere løvtræsdyrkning i Danmark. Og man må bare konstatere, at på trods af diverse statstilskud til løvskovsdyrkning og de grønne organisationers politiske lobbying for mere løvtræ, så har ingen nogensinde gjort så meget, så konkret og så effektivt for den danske løvskov som Flemming Juncker. 
Om Flemming Juncker 
Flemming Juncker døde i 2002, 98 år gammel. Han blev i en omtale beskrevet som ”en 2 x 1 meter stor vandreblok – der til enhver tid valgte sin egen rute i vort ellers så gennemkultiverede og gennemregulerede samfund. Et livsforløb, hvis lige næppe findes mage til i en moderne, danmarkshistorisk sammenhæng.”  En anden beskriver ham som: ”Et renæssancemenneske, stridsmand, anti-bureaukrat, idérig, ekstremist, polyhistor, historiker, kemiker, jordbruger – og uden det som en normal erhvervsmand vil kalde `forstand på penge ́. Han havde vigtigere ting for”.  Hvis man er interesseret i at læse mere om Flemming Juncker, kan vi anbefale Svend Ove Gades biografi, Elefanten (2007). En anmeldelse findes her.  Man kan også læse hans egne bøger Men morsomt har det været (1983) og En gård skifter hænder (1984) samt debatbøgerne Humus – Dynamisk Økologi (1985), Træk fra glemmebogen: 1968 og de sidste 25 års økonomiske forvirring (1986), samt Vandmiljøplanen: en grov misforståelse af kvælstoffets rolle i verden (1990).  By: Per Hilbert