Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Klippegrøntet 2016

16.02.2017
Læsning af nobilis pakket på paller.

Læsning af nobilis pakket på paller.

Sæsonen2016 startede med meget lunt vejr i slutningen af september og begyndelsen af oktober. Lunt vejr giver altid bekymring for varens holdbarhed. For at mindske risikoen for reklamationer er det vigtigt, at varen er frisk, og derfor klippes varen først få dage før leveringstidspunktet, og den bundtes, køres ud og pakkes først umiddelbart før læsning. Hovedparten af de tidligere leverancer transporteres i kølebiler. Fra uge 42 til 47 er der fuld gang i leveringerne. Her bruges hele kapaciteten af klippere, og her leverer de fleste medlemmer det grønt, de selv oparbejder. Eftermarkedet i slutningen af november og starten af december er mindre hektisk, og i år var det primært et spørgsmål om at finde det grønt, som blev efterspurgt.

Nobilis

Igen i år har der været fin efterspørgsel på nobilis. I praksis er alle salgbare varer blevet oparbejdet og solgt. I begrænset omfang vil der være hjørner og småbevoksninger, som står tilbage af logistiske grunde – eksempelvis for at få mængden til at gå op med et læs. Vi oplevede generelt, at der kom mere ud af de enkelte bevoksninger end i forrige sæson, hvor kogler og hanblomster betød lavere udbytte. Vedrørende liftklippet har der dog i dele af landet været udfordringer med afsætningen af små bevoksninger i nobilis. Liftene kræver en del plads, og der går en del tid med at starte op og stoppe. Derfor egner liftene sig bedst til store og homogene kulturer med fornuftige adgangsveje og gode spor i bevoksningen.

Nordmann

I nordmannsgran var forventningen et stort udbud og en lavere efterspørgsel. Vi oplevede fra starten af sæsonen et prisfald, men har faktisk gennem sæsonen haft en større efterspørgsel end forventet. Der er også solgt en del sekundavarer, som er klippet i juletræer med god farve, men i øvrigt af ringe kvalitet.

Klar til næste sæson – vær opmærksom på ædelgrannåleviklere

Foreningerne bruger starten af året til at evaluere den forgangne sæson, men begynder hurtigt at se frem mod næste sæson med kontakter til kunder og leverandører. Er der behov for at tynde i bevoksningerne, bør det gøres i løbet af vinteren. Kontakt din skovfoged om dette. Med tanke på sidste års angreb af ædelgrannålevikleren er det vigtigt at være særligt opmærksom til foråret. Konstateres der angreb, skal der reageres, da viklerne kan forvolde betydelig skade på angrebne bevoksninger. Og endelig skal bevoksningerne naturligvis holdes ajour med de rette mængder af gødning forår og sommer.