Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Kort nyt fra Skovdyrkeren nr. 78

30.11.2021

Små nyheder fra skovbruget i indland og udland.

Skovdyrkerne har samlet set rejst skov på næsten 600 hektar i denne sæson. Arkivbillede: Jens Mathiasen

Skovdyrkerne har samlet set rejst skov på næsten 600 hektar i denne sæson. Arkivbillede: Jens Mathiasen

Skovdyrkerne planter over to millioner træer

Skovdyrkerne har haft travlt med at rejse skov hos lodsejere og medlemmer i denne sæson. Samlet set har de fem foreninger plantet omkring 2,4 millioner træer i denne sæson. Ser man på de enkelte foreninger, så har Skovdyrkerne Midt rejst skov på 36 hektar. NordØst har rejst 125 hektar. Syd har rejst skov på 160 hektar. Vest har rejst skov på 150 hektar og Skovdyrkerne Øerne har rejst skov på 120 hektar.

Samlet har Skovdyrkerne etableret skov på 591 hektar i denne sæson.

 



Knap 400 nye skove på vej

Der er mere skov på vej i Danmark. Landbrugsstyrelsen har modtaget 381 ansøgninger fra landmænd om tilskud til at rejse skov på deres marker. Det oplyser Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. Der er søgt om nye skove i hele Danmark, men ni jyske kommuner topper listen med flest ansøgere. Flest er der i Vejle Kommune. Her har 34 landmænd søgt om at plante skov på landbrugsjord.

- Nu skal vi i gang med at se på ansøgningerne og her fordeler vi støtten, så den giver den største miljøgevinst for pengene. Det betyder blandt andet, at ny skov i områder, hvor kvælstofbelastningen er størst, bliver favoriseret, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Josephsen Kargo i en pressemeddelelse.

De nye skove vil blive pålagt fredskovspligt.

De seneste to år har der været afsat 70 millioner kroner til ordningen, som kommer fra EU’s landdistriktsprogram. Det blev for nyligt aftalt af partierne på Christiansborg, at ordningen skal fortsætte i den størrelsesordning frem mod 2030.

 



Biler og fly kan blive fabrikeret af træ

I fremtiden kan træ måske bruges til at konstruere fly, tog eller biler. Den dør er åbnet, efter at forskere har fundet en behandling af træ, som gør at materialet kan foldes og modelleres til ønskede former. Samtidigt bliver det seks gange stærkere. Det skriver Videnskab.dk. Metoden er beskrevet i et studie, som for nyligt er publiceret og var på forsiden af det videnskabelige tidsskrift Science.

- Det er fantastisk det her. Det giver spændende fremtidsperspektiver og potentiale indenfor luftfartsteknik, siger Professor Stephen Eichhorn, medforfatter på studiet og professor i materialer og videnskabsingeniør ved University of Bristol.

Lisbeth Garbrecht Thygesen er professor i trævidenskab ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Hun bider mærke i at styrken er øget. -

Det er ikke som sådan en overraskelse indenfor mit område. At tage en planke og varme den op i damp og så kunne bøje den. Det er en meget velkendt og gammel teknik, siger hun til Videnskab.dk.

Det interessante er ifølge professoren, at forskerne har forfinet metoden yderligere, således at træet bliver stærkere og kan foldes i former.

Hun mener, at det bliver afgørende at udvikle en metode, sådan at fugt ikke ødelægger styrken.

 



Den nye selvkørende skovmaskine. Foto: Luleå Tekniske Universitet

Den nye selvkørende skovmaskine. Foto: Luleå Tekniske Universitet

Ubemandet skovmaskine henter selv tømmer

Et nyudviklet køretøj kan uden menneskelig indblanding selv hente og transportere tømmer i skoven.

Det er første gang i verdenshistorien, at det er lykkedes, fortæller Ola Lindroos, professor i skovteknologi ved Sveriges Landbrugsuniversitet, SLU, i en pressemeddelelse. -

Der har tidligere været arbejdet med at betjene maskinen autonomt, finde træstammer og andre genstande og styre kranen. Men nu er det for første gang lykkedes at sætte alle disse dele sammen, så alt kan klares i én sekvens, lyder det.

Det er et samarbejde mellem forskere fra Luleå Tekniske Universitet, Sveriges Landbrugsuniversitet og Forest Engineering Cluster, som har resulteret i maskinen, skriver træ.dk.

At en selvkørende skovmaskine kan klare en så avanceret opgave åbner op for store forandringer i skovbranchen, mener Magnus Karlberg, professor i maskindesign ved Luleå Tekniske Universitet.

- Selvom det stadig er flere år væk og vil ske gradvist, er vi overbeviste om, at den tekniske udvikling med smarte, autonome skovmaskiner er skovbrugets fremtid. Vi har vist, at teknologien eksisterer og virker, siger han.

Udviklingen af selvkørende skovmaskiner er et vigtigt skridt for mere bæredygtigt skovbrug, mener forskerne. Mindre maskiner, der er mere energieffektive, kan arbejde meget mere skånsomt i skove. Se video af maskinen på www.skogstekniskaklustret.se. Find den her

 



Skovskilte kan først ekspederes efter nytår

Skovskilte kan først ekspederes efter nytår

Der har været stor efterspørgsel efter de grønne skovskilte i 2021.

Det betyder, at den bevilling, Dansk Skovforening årligt har til at ekspedere de gratis grønne skovskilte, er opbrugt for 2021.

Det er sket til trods for en ekstrabevilling på grund af corona-nedlukningen og det øgede pres, det har givet fra gæster i skoven, oplyser foreningen.

Det vil derfor ikke være muligt at ekspedere bestillinger af skovskilte før efter den 1. januar 2022, hvor den nye bevilling bliver åbnet.