Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Kvindelig skovejer med egen skovhave

16.03.2021

Da Pia Willumsen og hendes mand for 20 år siden købte hus i Nordsjælland, fulgte der fem hektar plantage med 30-årige nobilis-graner med i købet. Mange år senere blev plantagen startskuddet til at vælge en – for en kvinde, ret utraditionel karrierevej.

Nordsjællandske Pia Willumsen har valgt at afprøve en klimavenlig dyrkningsform. Hun har startet en skovhave og har tilplantet

Tekst og foto: Anne Mette Nordfalk, kommunikationsansvarlig ved DFE

- Træer har altid fascineret mig. De store gamle træer, fordi de har været her så længe, og de unge træer, som bliver store af ingenting.

Sådan lyder det fra Pia Willumsen. Hun er 54 år og uddannet kemiingeniør. For 20 år siden købte hun og hendes mand hus i Nordsjælland ved landsbyen Gurre.

Med huskøbet fulgte fem hektar skovplantage med 30-årige nobilis.

Plantagen var tidligere blevet brugt til at klippe pyntegrønt, men i de første mange år i Gurre brugte familien Willumsen ikke skoven til særlig meget.

Pia Willumsen og hendes mand havde begge fuldtidsjob og med små børn at passe, blev plantagen mest et sted, hvor de slappede af eller hentede brænde.

Fra plantage til klimasmart dyrkning

Pia Willumsen har altid været fascineret af træer og natur. Derfor besluttede hun for cirka fem år siden, at hun ville gøre noget anderledes med sin jord.

Plantagen var ved at blive gammel, og træerne var begyndt at vælte under de større storme. Så da råtræ-markedet blev mere gunstigt, besluttede hun at skove træerne og gøre noget nyt med sin jord. Hun valgte at afprøve en klimavenlig dyrkningsform og startede en skovhave.

- Vi plantede med høj biodiversitet, nemlig med bær, frugt og nøddetræer. Vi har plantet meget på skovens præmisser, kan man sige. Vi har blandt andet ladet en del skov stå. Også i selve skovhave-arealet har jeg ladet nogle store nobilis-træer stå. Både for at have lidt historik og også for at skabe et skovmiljø med vekslende sol og skygge, som mange træer faktisk har godt af, fortæller Pia Willumsen.

- Vi har 30 forskellige arter og 130 sorter. Næsten tre hektar er tilplantet. Der er en hektar med fritgående høns. Vi har prøvet at tænke lang sæson. For eksempel er stikkelsbærrene fordelt ud over en sæson, og det samme er kirsebærrene, forklarer hun.

I begyndelsen arbejdede Pia Willumsen ved siden af, men i dag er skovhaven i Gurre et fuldtidsjob. Endnu giver skovhaven ikke overskud, men det handler meget om, at hun er startet relativt stort.

- Det skal nok komme, siger hun.

Pia Willumsen købte hus og fem hektar med nobilis for tyve år siden. Det blev startskuddet til en lidt utraditionel karrierevej.

Måske grinede de lidt bag min ryg

Som kvinde i den mandsdominerede skovbrugsverden har Pia Willumsen kun oplevet positiv opmærksomhed fra mandlige skovfolk.

- Men måske har nogen grint af mig, når de har vendt ryggen til. Jeg har sikkert sagt nogle sjove ting, men det er ikke, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg ikke vidste noget om skove, lyder det fra Pia Willumsen. Hun smiler.

- Jeg har mødt ligeværdighed og har fået god inspiration og hjælp hos Skovdyrkerne, lyder det. Selv har Pia Willumsen, som i dag er 54 år, altid interesseret sig for skoven.

- Jeg var faktisk i erhvervspraktik i 9. klasse som skovfoged, fortæller hun. Efterfølgende valgte hun dog ingeniørfaget og har også arbejdet som projektleder, før hun igen vendte tilbage til skoven med en masse erfaringer i bagagen.

Kreative kvinder og klimaforandringer

Pia Willumsen vurderer, at hendes skovhave med dens store alsidighed er en del af løsningen for klimaet i fremtiden.

- Jeg tror på, at den måde, jeg har valgt at dyrke på ved at opbygge jordens humuslag, er rigtig vigtig i forhold til en klimastrategi, siger hun.

Men det kræver, at Pia Willumsen er i stand til at få sit brede sortiment til at hænge sammen økonomisk, så det giver overskud. 

Ifølge Pia Willumsen arbejder kvinder oftere i projekter og er med til teste nye metoder, og selvom det at tænke i mænd og kvinder ligger hende fjernt, så mener hun, at flere kvinder i traditionelt skovbrug kunne være dejligt.

- Jeg tror kun, det er en fordel, at der kommer flere kvinder ind, så der bliver en god balance. Måske er kvinder mere åbensindede i forhold til skovdyrkning og kommer med nye perspektiver, siger hun.

Fokus på kvinder i skovbruget

  • Artiklen om Pia Willumsen er en del af DFE’s kampagne Women Sustain – sustainability through equality. 
  • Kampagnen #WomenSustain sætter fokus på kvinder i skovbrug.
  • I kampagnen fortæller 12 kvinder fra Bosnien, Nepal, Vietnam og Danmark om, hvordan de opfatter kvinders rolle i skovbruget.
  • På DFE’s hjemmeside www.df-extension.dk kan du læse artikler om skovejere, professionelle kvindelige rådgivere og kvinder, som arbejder med skovbrug fra både Danmark, Bosnien, Vietnam og Nepal.
  • Artiklerne kommer også online på facebook www. facebook.com/DanishForestryExtension

 

Du kan læse mere om Gurre skovhave her:

www.gurreskovhave.dk

www.facebook.com/gurreskovhave