Tekst og foto: Jens Mathiasen

Læhegn og remiser kan gemme store værdier. Det dokumenterer en 300 meter lang stak af toppe og heltræ ved Låsby i Østjylland.

Træet ligger klar til flisning, og det kommer fra Martin Brøggers ejendom. Han har netop fået Skovdyrkerne til at tynde og forynge cirka tre hektar hegn og remiser.

– Operationen giver omkring 200.000 kroner til mig, når omkostningerne er betalt. Derfor synes jeg, det var fornuftigt at få hentet de penge, nu hvor det var en mulighed, siger Martin Brøgger, der er konventionel mælkeproducent med 80 malkekøer.

Faktisk var det en fordel for Martin Brøgger at få plejet hegn og remiser.

– Hegnene og kanttræerne var blevet for store. Vi avler lavere udbytter i marken, når træerne skygger for markafgrøderne. Så set ud fra et dyrkningsmæssigt perspektiv, var det også den rigtige beslutning, siger mælkeproducenten.

3000 rummeter flis

Martin Brøgger tog kontakt til Skovdyrkerne, fordi han så, at foreningen arbejdede hos naboer. Landmanden forklarer, at skovfoged Peter Sejr fra Skovdyrkerne Midt kom ud og kiggede på projektet.

– Vi gik en tur igennem det hele. Jeg oplevede, at Peters humør blev bedre og bedre, jo længere vi kom frem. Da han havde regnet på det hele, lød vurderingen, at der kunne hentes op imod et par hundrede tusinde kroner fra mine cirka tre hektar, siger Martin Brøgger.

Skovdyrkerne gennemførte tynding og foryngelse af remiser og hegn. Nu er en 300 meter lang stak af toppe og heltræ klar til flisning.

– Der bliver omkring 2500 til 3000 rummeter flis af god kvalitet fra projektet. Udover flisen leverede projektet også noget gavntræ af nål og bøg. Men størstedelen af projektets dækningsbidrag kommer fra flis, siger Peter Sejr.

Det er hegn og remiser som den på billedet, der er tyndet og forynget. Det er i alt cirka tre hektar

Store værdier på mindre arealer

Skovfogeden opfordrer andre til at gøre brug af den attraktive flispris.

– Den gode flispris betyder, at selv mindre projekter kan give en fornuftig afregning til ejeren. Projektet ved Martin

Brøgger viser, at der ikke behøver at være mange hektar, før der kan gemme sig ret store værdier. Min opfordring er derfor, at man gør brug af den fornuftige pris, siger han.

Skovdyrkerne udfører gerne en vurdering af potentialet i et projekt.

– Man er altid velkommen til at kontakte os. Har man et muligt projekt i tankerne, så kommer vi gerne ud og laver en vurdering af økonomien i det. Det koster ikke noget, siger skovfoged Peter Sejr.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #59

Læs andre artikler inden for Blomsterenge