Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Lodsejer fortsætter bæverkamp trods tabt retssag

01.02.2019

Debatten om bævere i den danske natur blussede op igen for få uger siden. Det skete, da Find Andersen-Fruedahls bæversag blev prøvet ved Vestre Landsret i Holstebro.

Lodsejer fortsætter bæverkamp trods tabt retssag

Find Andersen-Fruedahl har sagsøgt staten for de skader, som bæverne har forårsaget i hans skov. Men staten skal ikke erstatte skaderne. Det slog landsretten fast 15. januar og stadfæster dermed en tidligere dom ved byretten i Holstebro. - Jeg er selvfølgelig skuffet over dommen. Det er klart. Men jeg vidste godt, at det ville blive svært. Kun ganske få personer får medhold i sager anlagt imod staten. Det er jo den lille mand imod systemet, siger Find Andersen-Fruedahl til Skovdyrkeren.

Lovgivningen skal ændres

Find Andersen-Fruedahl vil nu overveje, hvad næste skridt bliver. - Jeg vil en af de nærmeste dage gennemgå sagen med min advokat. I fællesskab finder vi ud af, hvordan vi bedst kæmper videre med sagen. Det er helt afgørende, at vi får ændret lovgivningen. Måske bliver næste skridt at fortsætte kampen ved at forsøge at få politikerne i tale, siger han.

Raseret stort område

Find Andersen-Fruedahl er skovejer med i alt 30 tønder land og bor imellem Lemvig og Holstebro. Han er nabo til Klosterheden Plantage, hvor bæverne i sin tid blev sat ud. Han forklarer, at bæverne har raseret omkring fire tønder land skov og har ødelagt værdier for flere hundrede tusinde kroner. Det er de ødelæggelser, som han har ønsket, at staten skulle erstatte. - Jeg begyndte at klage til myndighederne allerede i 2002. Der er sket mange skader siden dengang. Mit mål med retssagen har været at få staten til at renovere de områder, som bæverne har ødelagt, forklarer han. Men selvom sagen nu er tabt, så fortsætter han kampen. - Vi vestjyder giver jo ikke bare lige sådan op, fordi nogen spænder ben, lyder det fra Find Andersen-Fruedahl.