Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Midtjysk juletræsdyrker forsikrede sine træer med vanding

01.09.2018

Sommerens tørke har fået juletræsdyrker Peter Sørensen til at vande alle sine træer – også salgstræerne. Han har aldrig oplevet noget tilsvarende. Vandingen ser han som en forsikring af sin produktion.

Juletræsdyrker Peter Sørensen har fundet sit gamle vandingsanlæg frem som en konsekvens af tørken. Rørene ligger i køresporene. I juli måned sendte anlægget hver nat 25-30 kubikmeter

Tekst og fotos: Jens Mathiasen - Det er helt ekstremt det her. Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende i alle de år, vi har arbejdet med juletræer, siger juletræsdyrker Peter Sørensen, Rødkærsbro ved Viborg. Det er midt i juli. Tørken er på sit højeste, og Peter Sørensen viser rundt i sine otte hektar juletræer. Han tager fat i en af træernes grene - Se, det er som om, at nålene drejer sig og vender den hvide bagside opad. Jeg tror, det er på grund af tørken, men jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed, siger han. Længere ude i kulturen på uvandet jord er der andre træer, der er begyndt at tabe nåle længst inde ved stammen. - Min vurdering er også her, at det er på grund af vandmangel. Desværre er der hverken erfaringer eller håndfast viden om træernes reaktion på tørken. For tørken i år er jo ekstrem og helt uden sidestykke, siger han. Nogle træer hos Peter Sørensen var i juli måned begyndt at tabe nålene længst inde ved stammen.

Vanding med ældre anlæg

Peter Sørensen vil hellere forsikre sig end at risikere at miste sine træer. Derfor fandt han i juli måned sit gamle vandingsanlæg frem fra gemmerne. - Vi har heldigvis opretholdt vores vandingstilladelse på ejendommen, selvom vi ikke har brugt den i årevis. I første omgang forsøgte vi at opstarte vores gamle Fasterholt-maskine, som har stået ubrugt i massevis af år. Men den gav op efter bare et par dage i drift, forklarer han. I stedet fandt juletræsdyrkeren sit endnu ældre vandingsanlæg frem. Det er et anlæg, som han i sin tid overtog fra sin far. - For mere end tyve år siden dyrkede vi korn her på ejendommen. Dengang vandede vi markerne med aluminiumsrør og spinklere. Det er et gammelt anlæg, men aluminiumsrørene er stadig friske og anlægget var ret nemt at sætte i drift, siger han og tilføjer, at han aldrig havde troet, at det anlæg skulle i brug igen. - Men selv pumperne kørte uden problemer efter tolv års stilstand. Det er jeg vældig imponeret over, siger Peter Sørensen. Det gamle anlæg har vandet træerne i sommernætterne med 25-30 kubikmeter vand i timen. På nogle træer er nålene begyndt at dreje sig, så den hvide bagside kommer frem og bliver synlig. Billedet er taget i midten af juli

Forsikring imod tørke

Peter Sørensen har ikke regnet nøjagtigt på, hvad vandingen koster. Men han er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning. - Det har kostet noget strøm til pumperne og noget arbejde. Men hvis vi mister vores træer på grund af tørke, så stopper hele vores produktion. Jeg ser derfor vandingen som en forsikring af træerne. Jeg vil hellere forsikre mig, end at risikere at miste det hele, siger Peter Sørensen.

Vander 6,5 hektar

Aluminiumsrørene har ligget i hvert kørespor, og sprinklerne kan række 18 meter i stille vejr. - Så det passer med, at vi kunne nå alle træer imellem sporene ved at vande på den her måde. Vi har 16 rækker træer imellem hvert kørespor, siger Peter Sørensen. Rørene rækker til 6,5 hektar af de i alt otte hektar juletræer på ejendommen. - Der er altså omkring halvanden hektar, som vi ikke kan vande. Når vi når længere hen på sæsonen, er jeg spændt på, om vi kan se forskel på de vandede og uvandede træer, siger Peter Sørensen.

Fortrøstningsfuld fagmand

Casper Pleidrup er skovfoged hos Skovdyrkerne Midt. Han vurderer at vanding kan være en god forsikring. - Det er meget usædvanligt at vande nordmannsgran i etablerede kulturer. Men har man som Peter Sørensen haft mulighed for at vande, så er det en god forsikring, siger Casper Pleidrup, som er specialist i juletræsdyrkning. Generelt er han fortrøstningsfuld, selvom tørken har været meget voldsom. - I år har vi set skader i nyplantede kulturer, men overraskende nok ser de fleste kulturer stadig gode ud. Dog ser vi flere S-toppe, end normalt, siger skovfogeden. Peter Sørensen har gjort op med sig selv, at han hellere vil vande end at risikere at miste sine træer. – Jeg ser vandingen som en forsikring, siger han.

Aldrig oplevet lignende sæson

Peter Sørensen har dyrket juletræer i 17 år. Han har aldrig oplevet en tilsvarende tør sæson. - Allerede i midten af juli måned var der et vandunderskud på 100 millimeter i området ved Rødkærsbro. Siden dengang har det fortsat været meget tørt, siger han. Peter Sørensen er 60 år og gift med Lone. Til dagligt har han fuldtidsarbejde ved Grundfos. Juletræsdyrkningen er bibeskæftigelse. Han er medlem af Skovdyrkerne og bruger Skovdyrkerne til at palletere og afsætte træerne fra ejendommen. Peter Sørensen klarer selv de øvrige opgaver og hyrer medarbejdere ind ved spidsbelastninger.