Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Natura 2000 - set fra en skovfogeds perspektiv

05.10.2016

Skovdyrkeren har været på besøg hos en af de skovfogeder, der er velsignet med rigtig meget Natura 2000-skov, for at høre om hvordan det fungerer i praksis. Vi besøgte skovfoged Jesper Nørgaard, der blandt andet har ansvar for de fleste skove ned til Vejle Fjord. Den korte konklusion er, at den ordning, som vi til en start fik at vide, ikke ville betyde noget for driften, har udviklet sig til en meget besværlig sag i det daglige – både for skovejerne og for skovfogederne.

Nåletræet gror rigtig godt i området, men det er løvtræet, som skal fremmes.

Nede i Bruxelles (eller er det Strasbourg?) sidder en stor gruppe embedsmænd – optaget af arbejdet med at beskytte/sikre/forbedre Europas natur. De stoler nemlig ikke på, at EU’s enkelt lande og lokale Naturstyrelser selvformår at tage vare på naturen i de enkeltel lande. EU har derfor indført et regelværk,der gælder hele Unionen, og det skal følges op med løbende indberetninger fra de enkelte lande og medkontrol ovenfra. Oprindelsen kom i 1992 med et direktiv, som havde til hensigt at `fremme beskyttelsen af de mest truede naturtyper, svampe-, plante- og dyrearter i Europa´, i daglig tale kaldet `habitatdirektivet' . Det suppleres af Fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979. De to direktiver pålagde de nationale regeringer at udpege områder, der indeholder `truede´ eller `sårbare´ arter og deres levesteder. Til direktivet findes et bilag, som nævner 230 dyrearter, 483 plantearter og 198 biotoper, der skal beskyttes. Ansvaret for at sikre disse såkaldte Natura2000-områder – og sørge for at driften her drager omsorg for bilagets truede arter og biotoper – lagde man ud til nationale myndigheder. I Danmark tog vi i ret lang tid afslappet på sagen. Udpegningen af områderne var først færdig i 2004, og høringerne vedrørende udpegningen gik først i gang i 2010. Konsekvenserne af udpegningerne var heller ikke noget, der bekymrede. Den daværende skovrider i området ved Vejle fjord fik således at vide af Naturstyrelsens lokale chef, at det ikke var noget, der ville få indflydelse på skovdriften i de udpegede skove. Samme budskab kom fra selveste miljøminister Svend Auken i en aviskronik. Det skulle vise sig at være noget af en underdrivelse. Sitkakultur efter gammel ædelgran. På den flade, stive jord havde eg været et rigtig godt træartsvalg, men det er fravalgt, fordi plantning af en løvtræart vil låse træartsvalget for evigt.

Betydningen i dag

Skovfoged Jesper Nørgaard er involveret i driften af cirka 2.500 hektar skov i Vejle-området. Heraf er nu godt 1.000 hektar udpeget som Natura 2000-områder. Det har vist sig at være noget, der har fået meget stor betydning for ejerne og for Jesper Nørgaards hverdag. Han ser det således:

– Voldsomt forøget planlægningsindsats er nødvendig

Som nævnt i Torsten Hansens artikel skal en række påtænkte tiltag indberettes og godkendes, inden arbejdet kan igangsættes. Hvis der er tale om simple og let gennemskuelige ting, kan der forventes et svar inden en måned. Men hvis det synes mere kompliceret og Naturstyrelsen skal ud og besigtige arealerne, kan et svartage op til et halvt år. Det kræver derfor en voldsom god planlægning, hvis alle indgreb i skovene skal planlægges mere end et halvt år i forvejen. Jesper Nørgaard beskriver det som et bureaukratisk helvede.

– Improvisation umulig

Når så skovningsaktiviteten går i gang, og naboen henvender sig for at spørge, om man ikke kan skove hos ham også, så er sagen ofte, at hans skov også er udpeget som Natura 2000-skov, hvilket betyder, at der ikke kan arbejdes hos ham, inden han også har været gennem samme ansøgningsprocedure. Til venstre i billedet hovedsagelig bøg, til højre en ædelgran/rødgran blanding. Under normale forhold havde man ladet de to bevoksninger gå sammen i én blandingsbevoksning med måske 60 % bøg og 40 % nål. På grund af Natura 2000-reglerne afdrives nåletræet

– Det er dyrt for ejeren og besværligt for skovfogeden

Det tager tid at lave en ansøgning. Man skal udfylde et anmeldeskema og et fællesskema, samt udarbejde flere kortbilag, og de planlagte aktiviteter skal naturligvis beskrives omhyggeligt. Den medgåede tid skal jo betales – og der er kun skovejeren til at betale. Og hvad, hvis der gives et afslag? Så er det ikke nemt for Jesper Nørgaard at komme med sin regning. Skovejeren vil under ingen omstændigheder bliver kompenseret for denne udgift.

– Offentligheden involveres i driften

I en konkret sag, hvor ejeren har fået at vide, at man ønsker at foretage en nærmere vurdering (og 4-ugers fristen for svar derfor suspenderes), sender styrelsen afgørelsen i kopi til Dansk Botanisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening og den lokalekommune. Der er således lige pludselig mange involverede i skovdriften. Det er det samme som at bede om problemer.

– Det er uklart, hvad man må

Blandt de ting, der kræver anmeldelse, er for eksempel `fremme af nåleskov´. Hvad betyder det? Hvis man har en selvforyngelse med en række arter afløv og nål, og man ønsker at hugge for nogle lovende grandiser, douglaser eller ædelgraner, er det så `fremme af nåleskov´, som skal anmeldes? Hvis man ønsker at oprense en grøft, som har ligget uden vedligeholdelse i mange år, til den oprindelige bundkote, er det så en `ændring i afvandingsforholdene´, som kræver anmeldelse og godkendelse? Et faktum er jo, at en oprensning vil forbedre afvandingen – det er netop meningen. Tør skovfogeden sætte gang i en sådan oprensning uden at spørge om lov? Her en af de beskyttede skovtyper: Bøg med kristtorn. Man overvejer foryngelse, men kristtornen forhindrer/besværliggør selvforyngelsen. Må kristtornen monstro ryddes?

– Giver inoptimalt træartsvalg

På et areal efter renafdrift af nåletræ ville det måske være biologisk optimalt at plante eg. Men ejeren vælger at plante sitka, for hvis han planter eg, er hans og hansefterkommeres handlefrihed på arealet mistet for evigt. Reglerne skyldes grundlæggende, at ligesom Unionen ikke har tillid til de enkelte lande, så har de enkelte landes Naturstyrelser ingen tillid til ejerne og deres konsulenter. Selv om det er ejerne, der ved deres drift har frembragt den natur, der ønskes beskyttet. Beskyttet mod ejeren selv. Og Jesper Nørgaard bemærker syrligt: ”Der er kontinuitet i vores pasning, men der er ingen kontinuitet hverken i regelværket eller i det personale, der håndterer det”.

Tilskud i stedet for erstatning

Det er klart, at samfundet kan have sine ønsker til, hvad der foregår i de private skove. Men det er vel også klart, at hvis staten vil begrænse ejernes handlefrihed ud over den gældende skovlov, så kan det kun ske mod erstatning. Og da Natura 2000-områderne netop er udpegede på grund af de konkrete naturværdier de pågældende steder, så kan man ikke kalde det generelle begrænsninger (der jo er erstatningsfri). Men staten har prøvet at krybe udenom ved i stedet for en erstatning at tilbyde tilskud i en periode. Det er formodentlig fordi tilskud er medfinansieret af EU, hvad erstatninger ikke er. Men logikken er ikke god. At tilbyde tilskud til at lave noget, som man egentlig ikke selv ville have lavet, eller til ikke at lave noget, som man gerne ville have lavet, lyder ikke rigtigt. Og når tilskudsperioden løber ud, hvad så? Det er der ingen, der ved. Som nævnt i Torsten Hansens artikel kan berørte ejere vælge mellem et tilskud og en erstatning. Alle vil blive tilbudt at indgå en aftale med styrelsen – og få et tilskud. Hvis man ikke finder det tilfredsstillende, kan man vente på, at man får et direkte pålæg – og en erstatning. Den enkelte ejer må afgøre med sig selv, hvilken vej han vil vælge.