Tekst og foto: Jens Mathiasen

Regeringen og dens støttepartier har indgået en ny aftale, hvor man vil etablere 180 til 200 hektar bynær skov ved København.

Af aftaleteksten fremgår det, at der vil blive afsat 50 millioner kroner til formålet.

– Det prioriteres at etablere de nye skove på arealer, hvor potentialet for øget biodiversitet er størst, og hvor tilgængeligheden til grønne områder i dag er mindst. I en tid hvor biodiversiteten er under pres, bidrager aftalen om mere bynær skov desuden til at sikre en mere mangfoldig natur og et rigere dyreliv, lyder det i aftalen.

Mette Gjerskov, miljøordfører, Socialdemokratiet, er tilfreds med udsigten til mere skov.

– Der er grund til at glæde sig over, at der kommer mere statslig skov i hovedstadsområdet. Mange flere danskere har i den seneste tid fået øjnene op for vores fantastiske natur, og nu bliver der mere af den og bedre mulighed for at bruge og nyde den, siger hun i en pressemeddelelse.

Renere luft

Aftalen giver også mere frie hænder til kommunerne i forhold til at sikre renere luft i byerne. Et af værktøjerne er, at kommunerne nu får mulighed for at forbyde ældre brændeovne og pejseindsatse produceret før 2008.

Forbuddet kan kun indføres i områder med mulighed for fjernvarme og naturgas. Brændeovnsejerne, som bliver berørt, kan vælge enten at nedlægge tilslutningen eller udskifte til en ny brændeovn. 220.000 gamle brændeovne kan potentielt blive berørt af forslaget.

Dansk Skovforening vurderer, at konsekvensen for skovbruget bliver lille.

– Det er ikke til at forudsige, hvor mange kommuner, der vil indføre begrænsningen. Samtidig vil forbuddet som udgangspunkt være i tættere bebygget område – idet der skal være en alternativ forsyning af fjernvarme eller naturgas. Effekten på skovejendommenes udlejningshuse forventes derfor at være minimal, skriver Dansk Skovforening.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #77

Læs andre artikler inden for Skovrejsning