Af Nicklas Eugene Kirk Ibsen, forstfuldmægtig, Skovdyrkerne Vest

Fra årsskiftet blev den såkaldte VEII-lovgivning fuldt implementeret.

Loven omfatter også træbiomasse fra eksempelvis læhegn og remiser – altså mindre beplantninger i det åbne land.

Med den nye VEII-lovgivning følger nye og skrappere krav til landmænd, der eksempelvis ønsker at lægge to marker sammen ved at fjerne et læhegn – eller for dem, som ønsker at omlægge en remise til mark.

Biomassen fra sådanne projekter kan kun sælges til varme- og elværkerne, hvis der enten sker gentilplantning på samme sted eller et andet sted på ejendommen.

Krav om at genetablere

Det er ikke nyt for Skovdyrkerne at arbejde med bæredygtighedskrav i forbindelse med håndtering af biomasse.

Al biomasse, som Skovdyrkerne leverer til varme- og elværkerne, lever allerede op til bæredygtighedskrav.

Flere af Skovdyrkernes lokalforeninger er eksempelvis certificeret efter SBP-standarden. Herved håndteres dog ikke alle krav i den nye VEII-lovgivning.

Den nye lovgivning adskiller sig især fra nuværende praksis i forbindelse med rydningsprojekter i det åbne land, hvor der altså nu er indført krav om genetablering.

Værkerne skal stille krav

Det er varme- og elværkerne, som er omfattet af den nye lovgivning, der skal sikre, at loven overholdes. Det er dog kun værker over fem megawatt, der er omfattet af lovgivningen og industrianlæg over tyve megawatt. Fra 2023 sænkes grænserne til 2,5 megawatt for alle anlæg.

Værkerne skal stille krav til den biomasse, som de får leveret og ved at stille krav om dokumentation for biomassen til deres leverandører.

Derfor har Skovdyrkerne indført nye procedurer til at håndtere de nye krav samt gennemført efteruddannelse af alle skovfogeder.

Fuld dokumentation

De nye procedurer blev inden jul godkendt ved en 3. parts audit.

Skovdyrkerne har derfor fuld dokumentation for, at den flis, som leveres til den grønne omstilling, er bæredygtig efter verdens strengeste standarder.

Skovdyrkerforeningernes skovfogeder er dermed klar til at rådgive dig som lodsejer og sikre lovligheden i dit kommende flisprojekt.

Om VEII-lovgivningen

  • VEII-lovgivningen er den danske implementering af EU’s RED IIdirektiv for vedvarende energi.
  • VEII-lovgivningen trådte i kraft den 30. juni 2021, dog med en overgangsordning for træbiomasse med oprindelse fra det åbne land frem til årsskiftet 2021-2022.
  • Loven blev fuldt implementeret fra årsskiftet.
  • Baggrunden for den nye VEII-lovgivning går tilbage til oktober 2020. Dengang indgik regeringen og et bredt flertal i Folketinget en aftale om at stille lovkrav til al biomasse, der bruges til at producere varme og el i Danmark, herunder træbiomasse.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #80

Læs andre artikler inden for Skovrejsning