Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Nyt museum vil konkurrere med de allerbedste i Danmark

01.05.2018

Det Grønne Museum på Gl. Estrup slog dørene op for første gang i påsken. Nu er landbrug, jagt og skovbrug samlet under samme tag. Ambitionerne er tårnhøje. Museet skal være blandt Danmarks fem bedste museer, mener ny direktør.

Af Jens Mathiasen Økser og antikke motorsave. En isbjørn og tonstunge gamle skovmaskiner.  Flyttemændene har været på en anderledes opgave de seneste måneder, hvor genstandene fra Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm er rykket til Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup, Auning på Djursland. Nu er landbrug, jagt og skovbrug samlet i det helt nye Grønne Museum.  ud Det Grønne Museum slog dørene op skærtorsdag. I påsken var der 2000 gæster på det nye museum. Gæsterne kunne blandt andet se gamle motorsave som en del af flytteudstillingen. Foto: Det Grønne Museum.

Høje ambitioner

Isbjørnen, maskinerne og de øvrige genstande er rykket til Jylland som et led i udflytningen af statslige arbejdspladser.  Udflytningen vækker glæde i kontorgangen på Det Grønne Museum. Her sidder Anne Bjerrekær, som tiltrådte som direktør 1. januar i år.  - Jeg er faktisk knap nok kommet helt på plads. Vi har jo haft vældig travlt frem til åbningen skærtorsdag. Det er altså vigtigere, at museum og udstilling er på plads, end mit kontor, siger Anne Bjerrekær og smiler bag runde klassiske briller.   Kontoret er spartansk indrettet og bekræfter, at hun har haft travlt med andre opgaver end kontorindretning i sine første måneder.  Anne Bjerrekær er engageret og øjnene lyser op, når hun taler om sine ambitioner for Det Grønne Museum. - Vi skal helt op i den bedste liga. Vi skal være blandt de fem bedste museer i Danmark. Det er min helt klare ambition, forklarer Anne Bjerrekær.  Hun nævner Moesgaard Museum i Århus, Søfartsmuseet i Helsingør, Vadehavsmuseet og Jelling-museet som eksempler på topklasse-museer i Danmark.  - De er alle museer, som jeg gerne vil sammenlignes med. Vi skal op i den liga, siger hun. Nu er landbrug, skovbrug og jagt samlet på Det Grønne Museum på Gl. Estrup ved Auning på Djursland. Foto: Det Grønne Museum.

Udstilling i flyttekasser

Den første udstilling på Det Grønne Museum hedder Flytningen.  Anne Bjerrekær viser begejstret rundt i udstillingen, hvor der er flyttekasser med motorsave, skovøkser og udstoppede dyr. Alt er pakket ned og nummereret, så det kan findes igen.  Her kan publikum se, hvordan den enorme samling med cirka 23.000 genstande er flyttet fra Hørsholm til Djursland. - Med udstillingen får vores publikum et indblik i den omstændelige proces, som flytningen har været. Vi begyndte i sommeren 2017. Det har været en stor opgave. Eksempelvis skal vi flytte en 40 meter lang træstamme, en isbjørn og en stor urokse. Det er et kæmpeprojekt, siger hun. Man er nu halvvejs igennem flytningen. - Der har været udfordringer undervejs. For da man ud stillede samlingen i Hørsholm tænkte ingen over, at den nogensinde skulle flyttes. Det har for eksempel været nødvendigt at banke hul i en væg for at få de store genstande ud. Men det er alt sammen blevet løst, og vi bliver færdige til 30. juni i år, forsikrer hun.

Gamle økser, spader og skovredskaber er udstillet i udstillingen om flytningen. Foto: Jens Mathiasen.

Helt nyt museum

Den totale udgift for flytning af museet løber op i 46 millioner kroner.  Den nye direktør har ikke mange holdninger til det postyr, som lukningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm skabte. Hun koncentrerer sig derimod om sin opgave med at få skabt et helt nyt museum. - Det Grønne Museum er jo en fusion imellem Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm og Landbrugsmuseet på Gl. Estrup. Det vil sige, at det er et helt nyt museum, vi skal skabe. Vi er et nationalt museum og har ansvar for jagt, skovbrug, landbrug og mad. Det er de fire ben, vi står på, og det er helt nyt, forklarer hun. 

Tre permanente udstillinger

Det nye museum kommer også til at rumme to permanente udstillinger, som tager udgangspunkt i Danmarkshistorien.  - Første udstilling bliver fra vores moderne nutid og tilbage til cirka 1948, hvor Marshall-hjælpen kommer til Danmark. I en anden hal vil vi fortælle historien fra 1948 og helt tilbage til jægerstenalderen - men med fokus på den nyere del af det, siger hun og tilføjer, at der også er planer om en tredje udstilling, som skal kredse om årstiderne.  Fortællinger og god kommunikation På spørgsmålet om, hvordan man lykkes med at skabe et af Danmarks bedste museer lyder svaret, at det i høj grad handler om god formidling. - Vi har ikke en unik samling af dyre genstande. Genstande fra skov og landbrug formidler ikke sig selv som eksempelvis guld eller skeletter.  - De bedste museer kan fange folk. Vi skal ramme gæsterne på deres sanser og fortælle de spændende historier, der rammer og flytter dem, siger Anne Bjerrekær.   Hun tænker lidt. Så uddyber hun. - Det er jo langt mere interessant at se en plov, når man også kan fortælle historien om ploven. Hvem har brugt den og så videre. Moderne historieformidling kræver, at man kan formidle hvilken betydning, genstandene har haft for menneskene. Først da bliver det for alvor spændende, lyder det. På jagt efter millioner Anne Bjerrekær lægger ikke skjul på, at det vil koste millioner af kroner at indfri ambitionerne om et topmuseum. - Vi starter ud med at have 10 millioner kroner til at lave de nye udstillinger for. Det er slet ikke nok, hvis vi skal nå vores mål. Det kommer til at kræve ekstern finansiering. Sådan er det. Den finansiering skal vi have fundet, siger Anne Bjerrekær.   - Jeg håber, at fonde kan se perspektiver i at investere i os. Min ambition er, at vi henover de kommende år kan tiltrække 20 til 25 millioner kroner i ekstern kapital. Det er en nødvendighed med eksterne penge, hvis vi skal op i superligaen, siger Anne Bjerrekær. Hun håber, at fonde kan se det som en god investering at gøre danskerne klogere sammen med Det Grønne Museum.  - Vi har rigtig meget at byde på herude. Det her er jo netop danskernes DNA. Det er det, som alle danskere kommer fra, siger hun. Fin opbakning Publikum har i første omgang bakket godt op om Det Grønne Museum.  - Vi slog dørene op skærtorsdag. I påsken havde vi godt 2000 besøgende. Det var 400 flere end sidste år i samme periode. Det er vi bestemt godt tilfredse med, siger Anne Bjerrekær, som også glæder sig over de mange frivillige. - Vi har et fantastisk grundlag herude med en venskabsforening på over 1000 medlemmer. Der er mange laug indenfor gamle håndværk som eksempelvis mekanikere, smede, biavlere, slagtere og så videre. Vi søger hele tiden nye frivillige. Men det er fantastisk, at så mange frivillige vil være med til at levendegøre museet, siger Anne Bjerrekær. I alt besøgte 100.000 gæster Gl. Estrup sidste år. Anne Bjerrekærs ambition er at øge det tal med mindst en tredjedel i løbet af de kommende år.

Bygger helt nyt magasin  i Auning 

I forbindelse med flytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet fra Hørsholm bliver der bygget et splinternyt magasin i Auning på Djursland.  Når det nye magasin står færdigt bliver det på 1300 kvadratmeter. Det er indrettet med kompaktreoler for at udnytte pladsen optimalt.
- Det bliver bygget efter de mest moderne standarder, forklarer Anne Bjerrekær, der er direktør for Det Grønne Museum.
Hun uddyber, at det bliver indrettet med to mindre rum i den store hal. 
- Det er nemlig sådan, at i mange af naturgenstandene er der brugt kviksølv til konserveringen. Med de små rum kan vi holde potentielt farlige genstande for sig selv. Der bliver også speciel ventilation i rummene, forklarer direktøren.
Ny byggemetode Det nye magasin er bygget efter de nyeste principper for magasiner. Det betyder, at man ikke bruger ret meget isolering i gulvet.  - Det handler om at sikre, at man får meget langsomme temperatursvingninger i bygningen. Genstandene kan ikke tåle hurtige temperatursvingninger. Derudover kan vi også styre fugtigheden, hvilket er meget væsentligt, siger hun.
Det nye magasin er først klar til at tage i brug henover sommeren 2018.  - Midlertidigt har vi derfor lejet os ind i to bygninger, som vi bruger som magasiner, siger Anne Bjerrekær.