Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Plukhugst i de små skove?

20.02.2018

Med naturbeskyttelsens stigende vægtning i skovforvaltningen bør anvendelse af plukhugst ikke afvises. Den kan anvendes på udvalgte lokaliteter og med bestemte træarter.

Plukhugst i de små skove?

Tekst & foto: Christian Nørgård Nielsen, Skovbykon Plukhugst, som på tysk kaldes Plenterwald, adskiller sig grundlæggende fra al andet skovbrug på flere måder. Først og fremmest er strukturen kendetegnet ved, at træer i alle størrelser er repræsenteret på såkaldt ’mindste areal’. Bevoksningerne er 3-etageret, figur 1. Man kan tilnærmet sige at alle aldersklasser er repræsenteret i den enkelte bevoksning. Men især driften er grundlæggende forskellig fra traditionel fladedrift. Det, som kendetegner den såkaldt ’ordnede’ plukhugst, er, at hugsten sikrer en ’ligevægt’ med alle dimensionsklasser, således at træernes størrelse følger en eksponentiel fordeling som i figur 2. Det lyder vældig simpelt, men er det ikke i praksis. Plukhugtstens oprindelse er de lavere centraleuropæiske forbjerge til Alperne (Schwarzwald, Jura i Frankrig, Slovenien og Schweiz), hvor bjergbønder primært i mellem 500 og godt 1.000 meters højde gennem generationer har drevet en konstant form for ’brugshugst’ af brænde, hegnspæle og byggematerialer i forskellige dimensioner på de forholdsvis små arealer, som tilhørte bjergbrugene. Med en sådan ujævn og mere tilfældig hugst vil der i praksis vil være betydelige ’bølger’ og ’huller’ på ligevægtskurven (figur 2), ligesom der ofte kan optræde mindre, mere homogene foryngelsesflader. I praksis kan en ’ikke-ordnet’ plukhugst altså sagtens medføre mere ureglementerede plukhugst-strukturer.

Gruppevis plukhugst versus gruppevis foryngelse

Ideelt set skal alle træstørrelser findes på et areal af maksimalt 0,3 hektar. I praksis kan der dog let opstå små ensaldrende og homogene foryngelsesflader og man kan så tale om gruppevis plukhugst, som på lidt større areal stadig sammenlagt følger hyperbel-funktionen i figur 2. Det er dog afgørende for at bevare plukhugst-begrebet at foryngelsesmosaikkerne er meget ’små’. Hvis de enkelte foryngelsesflader overskrider et areal på skønsvist 500-1.000 kvadratmeter vil man i stedet bevæge sig hen mod en ’gruppevis foryngelse’ (på tysk Femelschlag), som kun i foryngelsesfasen (2-4 årtier) er gruppevist fler-etageret (figur 3 og 4) eller endda hen mod små renafdrifter. Selv om der er tale om en rumligt glidende overgang, hvad angår skalering af foryngelsesgrupper, så er den dyrknings- og driftsmæssige forskel dog meget stor, da større foryngelsesgrupper ender med at blive drevet overvejende i fladedrift, figur 4, og det er så en ’helt anden verden’ rent driftsmæssigt. Figur 1: En plukhugstsskov indeholder træer i alle dimensionsklasser, hvilket medfører en 3-etageret bevoksning. Figur 1: En plukhugstsskov indeholder træer i alle dimensionsklasser, hvilket medfører en 3-etageret bevoksning. Figur 2: I den ordnede plukhugst opretholdes ’balancen’ ved at sikre, at alle dimensionsklasser er repræsenteret i bevoksningen efter en ligevægtskurve. Fra forsøgsflade Wolfach, som er blevet fulgt med målinger siden 1903. I den ikke-ordnede plukhugst kan Figur 2: I den ordnede plukhugst opretholdes ’balancen’ ved at sikre, at alle dimensionsklasser er repræsenteret i bevoksningen efter en ligevægtskurve. Fra forsøgsflade Wolfach, som er blevet fulgt med målinger siden 1903. I den ikke-ordnede plukhugst kan der derimod være store ’huller’ eller ’bølger’ i dimensionsfordelingen. De tre kurver viser ligevægtskurven ved tre forskellige måldiametre (60, 70 og 80 cm). Fra Yue et al (1997).  Figur 3: Gruppevis foryngelse i rødgran ved Schönwald i Schwarzwald. Bemærk de små foryngelsesflader.

Alderklassevis fladedrift eller enkelttrædrift?

Det, som i ganske særlig grad adskiller plukhugst fra andet skovbrug er, at forvaltningsfokus flytter fra bevoksningen (fladedrift) til strukturpleje og enkelttræet (enkelttrædrift), figur 4. Mens der ved fladedrift altid opstår en tydelig fase, hvor foryngelsen foregår med større lystilgang til jorden, så karakteriseres plukhugsten ved at strukturen i princippet er konstant gennem generationer - ja gennem århundreder. Det er naturligvis ikke de samme træ- individer på de samme positioner, som man ser gennem årtierne, men skovbilledet er konstant, fordi nye træer kontinuert vokser op og overtager de fældede gamle træers funktioner. Figur 5 viser, hvordan skovbilledet principielt er ens i alle retninger - uanset hvor man er og i hvilken retning man ser. De af os velkendte skovdriftsformer uden eller med mere eller mindre konstant skovdække (renafdrift, skærmforyngelse osv.) har tydelige foryngelsesfaser og viser gennem omdriften meget tydelige forskelle i højde, stammediameter osv. Disse aldersforskelle ses ikke i plukhugsten, som er ’generationsopløst’. Ideel plukhugstskov bliver derfor også utrolig monoton, hvis man da ikke lige er den skovmand, som plejer skoven og kender hvert enkelt af de lidt større træer. Figur 4: Principskitse, som viser strukturudviklingen over tid ved forskellige skovdyrkningssystemer. Figuren er opdelt i systemer som drives i alderklassevis og fladevis skovdrift eller plukhugst, hvor generationsgrænser opløses. Figur 4: Principskitse, som viser strukturudviklingen over tid ved forskellige skovdyrkningssystemer. Figuren er opdelt i systemer som drives i alderklassevis og fladevis skovdrift eller plukhugst, hvor generationsgrænser opløses. 

Kan vi bruge plukhugst i danske småskove?

Naturligvis kan man det! Men nok sjældent helt efter bogen. Men vi kan lade os inspirere af plukhugsten. Egnede strukturer kan søges udviklet og drevet henimod en fler-etageret struktur, og det kan i høj grad medføre en stor glæde for en skovejer at arbejde med plukhugstens udfordringer. Problemet er dels arbejdsmængden og i de små skove også driftsformens langsigtede skæbne. Med skiftende ejere, eller generationer med skiftende interesser, er der desværre stor risiko for, at en skabt plukhugst-struktur går tabt i de følgende generationer. Men det behøver jo ikke berøve den skabende skovejer glæden ved udvikle plukhugst. Det skal dog huskes, at der er ganske markante bindinger ved plukhugst, og at en vellykket plukhugst afhænger af mentalitet og engagement hos ejere og forvaltere. Hvis naturbetingelser, organisation og stabil økonomi og målsætning er til stede, kan plukhugsten udmærket byde på fordele. Ikke mindst hvad angår de naturværdier, som skabes i en sådan struktur. På små arealer (men ikke på store) giver plukhugsten også en behagelig afveksling fra de ensaldrende bevoksninger. Figur 5: Et 360 graders panoramabillede fra Plukhugst i Schwarzwald ved Todtmoos. Bemærk den store tæthed i bunden af skoven og den åbne struktur i den øvre etage. Bortset fra en mere udpræget foryngelsesmosaik til venstre, ses en konstans i s Figur 5: Et 360 graders panoramabillede fra Plukhugst i Schwarzwald ved Todtmoos. Bemærk den store tæthed i bunden af skoven og den åbne struktur i den øvre etage. Bortset fra en mere udpræget foryngelsesmosaik til venstre, ses en konstans i strukturen hele vejen rundt. I mange forsømte ’bondeskove’ og vilde krat vil man ofte finde en fler-etageret struktur, som kan udvikles henimod en egentlig plukhugst-struktur. Det som adskiller den ægte plukhugst fra andre fler-etagerede bevoksninger er, at hovedtræarterne optræder i alle etager og træstørrelser. Mange af de mere tilfældigt opståede bevoksninger med to eller endda tre etager har ofte blot arter af buske og småtræer i de nedre etager. Sådanne busk-etager kan bruges som skærm til at fremme en naturlig foryngelse af hovedtræarter, men det kræver i reglen rigtig meget manuel udrensning og nedskæring. Så drift af sådanne fler-etagerede bevoksninger er kun egnede på små arealer - og gerne tæt på beboelsen. Transformationen, fra en ensaldrende bevoksning til en færdigskabt ægte plukhugst-struktur med hovedtræarterne i alle etager, tager mindst 75-100 år, og der må regnes med store tilvækst- og indtægtstab under konverteringen. Desværre kan strukturen ødelægges på ultrakort tid. Dette er hovedårsagen til, at de mange - også danske - forsøg på at indføre plukhugst, kun meget sjældent har båret frugt (se nærmere hos Nielsen 2009 og Nielsen 2016). Både under transformationen, men i høj grad også efter endelig skabt plukhugst, optræder hugst-PLEJEN som den altafgørende faktor. Hugstens primære formål bliver at skabe og bevare den ønskede struktur. Hugstudbyttet bliver altid et sekundært emne - om end der så (principielt i evig tid) vil flyde en jævn strøm at større tømmerdimensioner i mængder som svarer til cirka 75 procent af tilvæksten. Den resterende andel bliver plejehugst af mellem-etagen. 

Ægte plukhugst i Danmark?

I både Carl Mar. Møllers og H.A. Henriksens skovdyrknings-lærebøger anføres plukhugst som værende uden betydning i Danmark. Driftsformen blev derimod implicit forudsat som en national standard i Bo Larsens bog om naturnær skovdrift (Larsen 2005) - en vision, som var ret så urealistisk, og som heldigvis overvejende er opgivet.  Men med naturbeskyttelsens stigende vægtning i skovforvaltningen bør anvendelse af plukhugst ikke fuldstændig afvises. Den kan anvendes på udvalgte lokaliteter og med bestemte træarter. I dens oprindelige form med skyggeopdragelse af foryngelsen kan den anvendes med bøg/ahorn/ask på visse kystnære jorder i Østdanmark med god vandforsyning, hvor den naturlige foryngelse er så utrolig overdådig, figur 7.  I en tilpasset form kan den utvivlsomt også anvendes med primært nåletræ på dårlige boniteter – for eksempel i hede- og klitplantagerne, figur 8. Også enkelte steder i indlandet med kuperet landskab, dybgrundet jord og god vandforsyning burde driftsformen kunne lykkes - måske med stabile arter som douglasgran, grandis og bøg, som de bærende elementer.  Et centralt krav for ægte plukhugstdrift er, at de anvendte arter forynger sig naturligt og tåler skygge i perioder. Erfaringerne med disse eksoter i Danmark er som sagt meget begrænsede. Rødgran, ædelgran og bøg er særligt velegnede. Plenterwald under danske forhold samt i skovrejsning er behandlet hos Nielsen (2016). Under danske forhold må en dybgrundet jord dog siges at være en betingelse for driftsformen, da de spredte dominerende træer ellers ikke kan opbygge den nødvendige enkelttræ-stabilitet. Endvidere bør der være et lavt vildttryk (eller anvendes vildtrobuste arter), da foryngelsen i princippet foregår kontinuert. Anvendelse af hegn kunne dog tænkes anvendt med succes, om end det bliver hegn af en anden type end normalt anvendt.   Larsen, J.B. (2005): Naturnær Skovdrift, DST Nielsen, C.N. (2009): Bæredygtig skovdrift - en justering af den naturnære kurs. DST 3/09 Nielsen, C.N. (2016): Landskabets skjulte muligheder. 530 p., Skovdyrkerne og www.skovbykon.dk Yue, Ch./Klädtke, J./Lenk,