Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Rewilding

01.12.2016

Der er kommet et nyt ord ind i det danske sprog: `rewilding´. Det dækker over tidens bestræbelser på at gøre vores kultiverede natur vild igen. Blandt andet ved at genindføre en række dyrearter, som har været her tidligere – nogle for 100.000 år siden. Baggrunden er et ønske hos mange om at erstatte vores kendte landskab – de dyrkede marker og de forstligt passede skove (som åbenbart opfattes som kedeligt og fattigt) – med noget andet: Noget mere spændende, noget mere vildt.

Den danske bøgeskov, som vi kender den.

Den danske bøgeskov, som vi kender den.

Jo færre der har relation til jordbruget, jo færre som har jord under neglene og føling med, hvad der sker derude i plovfuren, med årets gang, med køerne, med planteavlen og med skoven som en ressource, hvor vi henter mange af de vigtige ting, som vi har brug for i vores hverdag – jo mere er der en tendens til, at man drømmer sig tilbage til en paradisisk naturtilstand. Til den rigtige, den oprindelige og den vilde natur.
Når det konstateres, at virkeligheden derude slet ikke kan leve op til denne drøm, og man erfarer, at træerne faktisk er plantede og står i rækker, at en del af vegetationen (`ukrudtet´) frækt bliver bekæmpet for at fremme den del af vegetationen, som vi mennesker har fordel af, at skovene er grøftede og landbrugsjorden drænet – er det en skuffelse for mange, som i stedet vil have mere af den oprindelige natur tilbage. De vil have urørt skov, de vil have naturlig hydrologi, de vil have fældet de plantager, der blev plantet for at hindre sandflugten, de vil give de indvundne søer og havstrækninger tilbage til naturen. Danmark skal være vildt igen. Europærisk landskab fra sidste mellemistid.

Nye, gamle dyr i den danske natur

Denne bestræbelse mod at få en mere vild natur tilbage (`rewilding´) har mange udslag. En af de mere synlige ting er indførelsen af dyrearter, som har boet her før, men som er forsvundet – enten på grund af istiderne, eller i nyere tid som en konsekvens af det effektive jordbrug, som har bredt sig ud over mindst 85 % af det åbne land. Et eksempel er bæveren, som vi omtalte i vort sidste blad. Og mange andre arter står i kø for at komme med på listen.
Et af de mest overraskende forslag er nok idéen om at indføre elefanten i den danske natur – et forslag, som fremføres af Danmarks førende specialist i rewilding, professor Jens-Christian Svenning fra Århus Universitet. ”Der er et meget stort behov for at rette op på vores vedvarende tab af biodiversitet og finde nye måder at forvalte vores natur på,” siger han. ”En vild bestand af elefanter i Danmark kunne give en vigtig og interessant dynamik til naturen. På den måde ville der produceres store mængder gødning, og træer og buske kunne holdes nede, hvilket kunne være med til at sikre biodiversiteten ved at skabe store lysninger i skovene.” Den indiske elefant som kommende græsser i Danmark?
Vi kunne her forsigtigt spørge, hvordan myndighederne i den situation vil stille sig til fredskovspligten og skovlovens § 8, ifølge hvilken bevoksninger ikke må fældes inden de er hugstmodne. Men det får være. Vi kunne også spørge, om den ønskede dynamik ikke kunne klares med en fældebunkelægger.
Flere forskere mener, at en række arter `mangler´ i vores natur. Især de store græssere og rovdyrene. De fleste af dem har været her i den seneste mellemistid (Eem mellemistiden fra -132.000 til -110.000). Foruden elefanten taler vi blandt andet om næsehorn, vilde heste, bisoner, løver og leoparder. Alle disse arter har været en naturlig del af den europæiske tempererede fauna og har levet her i tusindvis af år – de har kun manglet i den allernyeste tid (efter den seneste istid).
Når vi spørger, om nogle af disse ikke kunne være farlige at have gående frit omkring, så svarer Svenning, at ”løver og elefanter jo også er farlige for afrikanere, så hvis det skulle være afgørende, så kunne vi slet ikke have disse dyr på vores planet.” Og Svenning fortsætter: ”Kongstanken ved rewilding
er en naturforvaltnings tankegang, der sigter mod bevarelse og genopretning af store områder med selvforvaltende natur. De store rovdyr og planteæderne spiller her en vigtig rolle. Rewilding er et pragmatisk bud på, hvordan vi igen får en natur, der på egen hånd opretholder en mangfoldighed – modsat i dag, hvor vi ofte ser på naturen som noget, der kræver omkostningsfuld pleje.”
Her vågner skeptikeren igen: I Danmark i dag bor omkring 125 mennesker per kvadratkilometer. Hvor mon
de er henne i visionen om de store områder med selvforvaltende natur? Vi bemærker også, at der i biologernes verden tilsyneladende kun indgår to alternativer i det åbne land: enten urørthed eller pleje. Vi andre opererer også med et tredje begreb: drift!

Det hele er politik

Gennem de senere år har idéen om rewilding bredt sig. Elefanterne og leoparderne må vente lidt endnu, men en række knap så eksotiske dyr er allerede udsat i den danske natur. Som nævnt bæveren i Nordvestjylland og på Sjælland, bisonen på Bornholm, elgen i Lille Vildmose, uroksen i Tofte skov (Heck-kvæg) samt vildheste (Exmore ponyer og Konik-heste) på Langeland og i Tofte Skov. De fleste af disse er indtil videre under hegn, men det overvejes at slippe flere af dem helt fri. Tidligere er udsat arter som då- og sikahjort, hvor især dåhjorten trives fortrinligt og har bredt sig til de fleste egne i Danmark – nogle steder så voldsomt, at den konkurrerer hårdt med vores hjemlige hjort, kronhjorten, om territorier og føde. Det forhold forklarer, at man i mange tilfælde ikke ønsker nye (ikke-hjemmehørende) arter ud i naturen: De mest effektive af dem risikerer at udkonkurrere de gamle arter. (Dåhjorten har i øvrigt levet her i mellemistiden sammen med skovelefanten og uroksen. Det giver den måske ret til permanent ophold igen). Dåhjorten er i Danmark introduceret af mennesker.
Ud over disse udsatte arter er en række kommet (tilbage) af sig selv. Der kan blandt andet nævnes ulv, vildsvin, muntjac, kongeørn og gråsæl.
På det seneste har vi set, at der er gået politik i området. Partiet Alternativet har barslet med en ønskeliste over arter, de gerne så den danske natur beriget med. Listen omfatter blandt andet bison, elg, urokse, vildhest, sjakal og ulv. Lossen har ligeledes været nævnt. Også politikere fra andre partier har blandet sig i debatten.

En vis kritik

Men tanken om rewilding har også kritikere. Forskere fra Københavns Universitet advarer om, at de udsatte
dyr risikerer at ødelægge vores natur, fordi udsætningen af dyr som bæver og bison kan få en række uforudsete konsekvenser. Det videnskabelige belæg for udsætningen er begrænset. Og det flytter fokus fra mere væsentlige ting i naturen, siger lektor David Bravo fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima.
Carsten Rahbek, som mange vil kende som en kraftig fortaler for `urørt skov´, siger i denne forbindelse: ”Forvaltere, der overvejer rewilding, skal gøre sig klart, at videnskaben på nuværende tidspunkt ikke kan forudsige alle konsekvenserne af at introducere nye arter til vore dynamiske økosystemer.” En førende amerikansk forsker ser således nogle tilfælde med gavnlige effekter af rewilding, men andre steder – som for eksempel ved udsættelsen af bævere i Patagonien – store uforudsete og negative konsekvenser. Men hele denne diskussion er stadig næsten udelukkende en intern diskussion mellem biologer. Hvor skovene og det åbne land omtales som `naturen´. Man hører ikke mange røster som repræsenterer befolkningen i landdistrikterne eller synspunkter vedrørende påvirkningen af den aktuelle produktion i land- og skovbrug.
Kan vi for eksempel leve med en permanent bestand af ulve? Og vil vi? Biologerne synes, at vi kan. Liselotte Wesley fra Kalø siger således: ”Med kompensationsordninger for de personer, der oplever, at der forsvinder et husdyr i ny og næ, mener jeg ikke, at ulven for alvor kommer til at blive en udfordring for mennesker herhjemme.” Men det er nu ikke sikkert, at den fåreavler, der ligger med vinduet åbent om natten af frygt for angreb på sine dyr, er helt enig. Eller den jæger, som er bekymret
for at slippe sin hund under jagten. Det er ikke altid bare et spørgsmål om penge.
Andre af de indførte arter er vi til gengæld glade for. En art som fasanen, som blev udsat her i 1800-tallet, har jo tilpasset sig uden at genere ret meget andet. Heller ikke den får dog fem stjerner hos alle. Naturfredningsforeningen ønsker, at ”den danske natur skal være vild natur, og dermed så oprindelig og umanipuleret som mulig.” (Men bæveren og elgen blev jo sat ud af mennesker!? –
og vist med støtte fra Naturfredningsforeningen).Miljøhistoriker Bo Poulsen gør i den forbindelse opmærksom på, at det kan være svært at vurdere, hvad der er det oprindelige, og at det er svært at sige, hvornår et økosystem er `naturligt´ eller `oprindeligt´ i et kulturlandskab som det danske. Især når man ved, at naturen er dynamisk og ændrer sig over tid helt af sig selv. I sidste ende bliver det derfor et politisk spørgsmål, hvilke dyr som accepteres.

Og så er der dem vi ikke kan lide

Vildsvinet var vildtlevende i Danmark indtil for 200 år siden. Vi tillader os altså at indføre en lang række arter i den danske natur. Men nogle kommer også af sig selv, og nogle er sluppet ud fra fangenskab hos mennesker. Men ikke alle er velkomne.
For nylig har miljøministeren offentliggjort en liste over arter, som er her allerede, men som er uønskede i vor natur af den ene eller den anden grund – de fleste fordi de er invasive, det vil sige truer den oprindelige, originale fauna. Blandt andet taler vi om minken, bisamrotten, mårhunden, sumpbæveren, vaskebjørnen, den iberiske skovsnegl, signalkrebsen, skarveanden, nilgåsen og canadagåsen.
Vildsvinet er af en eller anden grund ikke på denne liste.
Mange af disse uønskede arter er kommet på noget, som i pressen er benævnt `dødslisten´, og enhver er bemyndiget til tage livet af disse uønskede dyr, forudsat at det efterfølgende bliver meldt til Naturstyrelsen.

Mårhunden er en invasiv art som ønskes udryddet i Danmark.

Og hvad med træerne?

Nu har denne artikel handlet om faunaen, om dyrene. Men hvad med træerne. Kan rewilding også komme på tale for træernes og den øvrige floras vedkommende?
Skovene i Danmark, var engang præget af en meget større mangfoldighed af træslægter, men det satte istiderne en stopper for. Det koldere vejr gjorde, at kun de allermest kuldetolerante træer kunne vokse her, og de mere eksotiske træslægter måtte overleve under varmere himmelstrøg. Men en hel del af disse arter kan fint gro her igen i vores nuværende klima. Vil det da ikke være en rimelig ting at genindføre nogle af disse arter i de danske skove? Blandt de arter, som har groet her, men som er forsvundet igen, kan nævnes sumpcypres, vandgran, kæmpefyr, laurbær, redwood, tulipantræ, magnolia, valnød, vingevalnød, ægte kastanie, omorika med flere.
Professor Erik Dahl Kjær fra Københavns Universitet siger om dette spørgsmål: ”Et nyligt studie fra Århus
Universitet af blandt andet [førnævnte] professor Jens-Christian Svenning giver os grundlag for at diskutere, hvad en god artsdiversitet i vores skove er ud fra en funktionel betragtning. Hvilke træer bør være her? Slægtninge til mange arter, som i dag kun findes i andre dele af verden, har engang vokset her. I dag er de forsvundet fra vores skove. Studiet peger på, at de kan have taget nogle unikke kvaliteter med sig – kvaliteter, som derfor i dag mangler i skovene.”
Erik Dahl Kjær mener også, at studiet kan bruges til at argumentere for, at introduktion af træarter, som er forsvundet fra vores flora under de gentagne istider, kan gøre de danske skove mere robuste og varierede – til gavn for andre dele af naturen end bare træerne selv.
Det er vi som skovejere utrolig glade for, og det benytter vi os i stigende grad af. Det bliver så et diskussionspunkt, om man kan kalde plantning af nogle af de nævnte træarter for rewilding? Men det er i hvert fald træarter fra dengang, Danmark var vild. By: Per Hilbert