Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Selvsåning eller renafdrift (i Sverige)

01.10.2012

I svensk skovbrug har udspillet sig en interessant strid gennem de seneste to år. En skovejer, der ønskede at satse på selvsåning fik for to år siden påbud fra den svenske skovstyrelse om i stedet at lave renafdrift. Da han nægtede det, blev han politianmeldt. Styrelsen havde (i øvrigt uden at orientere ejeren) gennemgået skoven og mente at kunne konstatere, at hans skovdrift ikke levede op til den svenske skovlov.

Den svenske skovejer Harald Holmberg er en af fortalerne for den svenske `naturkultur-metode´

Den svenske skovejer Harald Holmberg er en af fortalerne for den svenske `naturkultur-metode´

Efter en del offentlig debat trak den svenske skovstyrelse sit påbud og sin anmeldelse tilbage. Skovejeren rejste så i stedet sag mod Styrelsen for at få rettens dom for, at han havde ret. Det fik han for nylig. Herunder en kort beretning om den besynderlige sag. Sverige har en ret rigid skovlovgivning. Den er meget mere præcis end den danske. Herhjemme er stort set enhver skovdrift accepteret, og statens skovtilsyn er stort set ikke eksisterende i praksis. Det er der naturligvis både fordele og ulemper ved, men nok flest fordele.

Den detaljerede svenske skovlovgivning

I Danmark er reglerne for fredskov simpelthen, at arealerne skal holdes bevoksede med skovtræer (80%), at afdrift ikke må finde sted, før træerne er hugstmodne, og at der skal genplantes efter afdrift. I Sverige er skovloven meget mere detaljeret. Her er først og fremmest angivet, hvilken træproduktion som samfundet kræver på arealerne. Loven bygger på renafdrift som den normale kulturmetode. Afdrifter skal anmeldes til Skovtilsynet 6 uger før afdrift. Der er beskrevet en laveste afdriftsalder afhængig af træart og bonitet. Den nye kultur skal godkendes. Der angives mindste plantetal. Der er specifikke regler om træartsvalget, bl.a. andelen af fremmede træarter (f.eks. må contortafyr ikke bruges sydligere end 60. breddegrad). Grøftning kræver tilladelse, m.m.

Naturkultur-metoden

I Sverige er der dog i de senere år fremkommet en bevægelse, der forsøger at undgå de store renafdrifter, som har præget svensk skovbrug i mange år. Man ønsker i stedet at satse på naturlig foryngelse, hvor det er muligt. Førnævnte skovejer, Harald Holmberg i Norrland, er en af denne bevægelses fortalere. Man kalder metoden ’Naturkultur-metoden’. Vi ville herhjemme kalde den naturnær skovdrift. Harald Holmbergs forbrydelse bestod i, at han huggede relativt stærkt fra toppen i sine gamle bevoksninger for at fremme en selvforyngelse. Hvor den ikke kom, har han plantet. Men den svenske skovstyrelse mente, at han ved sin hugst havde hugget vedmassen længere ned end tilladt. Han skulle i stedet have hugget det hele – og så plantet på normal vis. Han har nu fået rettens ord for, at hans fremgangsmåde kan accepteres.

God økonomi i kontinuitetsskovbruget

Hans erfaring er, at renafdrifter i det nordsvenske miljø giver ringere økonomi på lang sigt, vanskeligere kulturer, og ødelæggelse af en del biologiske værdier. Når Naturkultur-metoden også giver bedre økonomi efter Holmbergs erfaringer, skyldes det, at man kun skover de træer, der har nået en attraktiv dimension, og at man samtidig sparer meget på kultursiden. De mindre træer, som man efterlader ved den kraftige gennemhugning, overtager arealerne, og kan hugges senere i stor dimension. Man får på denne måde en stor tømmerandel, og kun små mængder af det dårligere betalte cellulosetræ. Hermed får man, hvad man kan kalde et ’kontinuitetsskovbrug’.

Når bjørne går til angreb...

Harald Holmberg er det, man i Sverige kalder en skovbonde. Han har overtaget ejendommen fra sine forældre for ca. 30 år siden. Den er på 1.330 hektar, hvoraf 800 hektar er skov, mens resten er mose eller fjeld. Den årlige tilvækst i skoven er kun omkring 2 m3 pr. hektar. Men hensyn til skovbrug er Harald Holmberg selvlært. Inden han overtog ejendommen, blev han uddannet som lærer. Ud over, at han lever af sit skovbrug, har han en stor viden om naturen i de nordsvenske skove, hvor laverne på træernes grene dels signalerer en ren natur, dels en langsom vækst. Under et besøg på ejendommen i sommers sås rener, som græsser i skoven, primært på laver og blåbærbuske. Der sås heldigvis ikke bjørn, men det kan være klogt at være bevæbnet under skovarbejde. For nogle år siden stod der pludselig en bjørn 20 meter fra Harald Holmberg. Et førsteskud fik den til at gå frem til angreb, men den lagde sig ved det andet skud på ganske nært hold. Som nordsvensk skovejer er man vant til at stå fast på jorden og ikke ryste på hånden.

Forsøg på at ændre svensk skovlov fortsætter

Harald Holmberg har som nævnt også haft overskud til at have en generel holdning til svensk skovpolitik – og tage konsekvensen af den. Han er gået imod myndigheder og skovindustri (der vil have træet her og nu), og han har samlet en del professionelle svenske skovfolk og forskere omkring sig i en bestræbelse på at få ændret den svenske skovlov. Der er dog stadig tale om et lille mindretal i den svenske skovdebat – men de, der ønsker en større metodefrihed i driften, har nok fat i en lang ende. By: Per Hilbert