Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Skov så langt nordpå vi kan komme i Danmark

25.11.2016

Når man træder ind på ejendommen Gaardbogaard lige syd for Skagens Gren, slår det én: Det her er resultatet af arbejde, af hårdt arbejde. Ejendommen signalerer langt væk, at her er to og fem ikke lige. Man ser det på indkørslen med den nye allé af lindetræer. Man ser det på parken med dens sirlige bede (vist lavet i en bid fredskov!), og man ser det på de imponerende nye udlænger af røde tegl.

Generationerne står på ryggen af hinanden. Gaardbogaard har siden 1300-tallet været ejet af henholdsvis Vrejlev Kloster, af kongen og siden af en række private ejere. I 1880’erne afvandede den daværende ejer, Jørgen Wendelbo Larsen, den tilhørende Gaardbogaard Sø. Den nuværende ejer, Svend Aage Christiansen, har fulgt op på de oprindelige intentioner og har moderniseret ejendommen og driften.

Svend Aage Christiansen (SAAC) indrømmer det: Han har ”ingen respekt for dem, der afvikler vort samfund”, som han udtrykker det. Han er selv en af dem, der bygger op (både rent bogstaveligt og i overført betydning). De ni års skolegang og den beskedne murerforretning i 1980’erne er blevet til en stor og mangesidig entreprenørvirksomhed. Men i folkemunde kaldes han stadig`den bette murer´ – en anerkendelse med klang af folkeviddets humor.

Ved siden af entreprenørforretningen har SAAC lige siden drengeårene haft en stor interesse for landbrug. Det var derfor en stor ting, da den blomstrende forretning i 1999 gav ham mulighed for at erhverve Gaardbogaard – nu med cirka 800 hektar landbrug og cirka 200 hektar skov. En stor del af landbrugsjorden udgøres af den udtørrede søbund fra den omkring 700 tønder land store Gaardbogaard Sø.

Købet skete i øvrigt i konkurrence med Aage W. Jensens Fonde, der havde planer om at reetablere søen. Om Aage W. Jensens Fonde kan regnes med til dem, der afvikler vort samfund, melder historien ikke direkte noget om. Men i hvert fald er det SAAC´s hensigt at fortsætte med et aktivt og intensivt landbrug på den gamle søbund, og han håber, at næste generation vil fortsætte i samme spor. Jorden er meget frodig – de øverste 40-50 centimeter er sandblandet tørv, og herunder 30 meter med blåler. Normalt vil den slags organiske jorde sætte sig og på længere sigt gøre dyrkning vanskelig eller umulig,men SAAC mener ikke, at jorden har sat sig i hans tid.

Vandet har været pumpet væk fra søbunden siden 1942. Det kan meget bekvemt bruges til vanding på de høje jorder. Hovedbygningen fyres for tiden op med halm, men planen er at gå over til flisfyring, så halmen kan tilbageføres til landbrugsjorden.

Skoven

Det daglige tilsyn med de cirka 200 hektar skov har driftsleder Michael Hestbech, som også har ansvaret for parken og de øvrige grønne arealer. Han er uddannet gartneritekniker og har blandt andet tidligere arbejdet på Holms Skovplanteskole. Michael trækker så på skovfoged H.C. Graversgaard fra Skovdyrkerne – både vedrørende rådgivning og entreprenøropgaver samt i forbindelse med salg af træet fra skoven.

Skoven drives i et godt samarbejde mellem driftsleder Michael Hestbech (tv) og skovfoged H.C. Graversgaard.

Skoven (plantagen) blev som nævnt anlagt i perioden 1883-1916. Den ligger ikke på søbunden, men på de højere arealer østfor søen.

I betragtning af beliggenheden – på sandjord 6 kilometer fra Vesterhavet – er skoven imponerende sund og vækstkraftig. Det skyldes formodentlig (naturligvis udover god pasning) dels en god jordbund, hvor træerne muligviskan nå ned til blåleret, dels at der er sat de rigtige arter. Ikke bjergfyr og rødgran, som har været standard i de fleste klitplantager, men lærk, skovfyr, østrigsk fyr, sitka, ædelgran og douglas samt eg, bøg og birk.

Et typisk skovbillede fra ejendommen: fra venstre lærk, skovfyr, en gammel sitkagran og til højre birk og bøg. Stabilt og kønt – og produktivt.

Man passer på mikro klimaet og laver kun små renafdrifter. Men afdrifter er nødvendige, når man vil skifte træart. Hvor det derimoder muligt, og hvor den eksisterendetræart er OK, forynges bevoksningerne ved naturligt frøfald. Kørsel med en spadeharve er de fleste steder nok til at få en hyppig selvforyngelse frem. Generelt forynges med omtanke – helst fra øst, og helst små arealer af gangen.

Skovens produktive areal er under fortsat udvikling. De gamle bevoksninger af lystræer (østrigsk fyr og skovfyr) med en selvsået underetage afvikles successivt i store dimensioner, som sælges til de, der efterspørger kraftige dimensioner – for tiden de østasiatiske lande. Den selvsåede underetage udrenses så tidligt, at det kan overkommes med en kratrydder.

Selvsået lærk

Der arbejdes også med `mikrohegn´ i små trekanter med plantning af hegnskrævende træarter, som har et langsigtet potentiale for selvsåning (cypres, tsuga og douglas). Modellen kan fint udvikles til arter som ahorn og spidsløn. Fidusen med mikrohegn er, at de er nemme at opsætte og nedtage, at de holder sig fint fri for vildt, og at de er ikke i vejen for jagtinteresserne.

 Plantet rødeg - under hegn trods et moderat vildttryk

Man er desuden begunstiget af et relativt lille vildttryk – det ser ud til at egnens kronvildt foretrækker den nærliggende Ålbæk Klitplantage, som ejes af staten. Eftersom SAAC ikke er jæger, men mest nyder skoven for udseendet, er der gjort meget for, at den skal se godt ud. Blandt andet er mange løvtræer opstammet langs vejene. Det må ikke forveksles med skovfoged Graversgaards koncept for `forceret kvalitetsløvtræ´, som er noget, der foregår inde i bevoksningerne.

SAAC forventer ikke, at der nogensinde kommer et mærkbart overskud ud af skovdriften. Vi er enige i, at de penge, der måtte komme, ikke bør trækkes ud, men reinvesteres i forbedringer i skoven, som stadig er under opbygning. Skoven skal være velpasset, og SAAC nyder selv meget at færdes i den – til fods eller på cykel: Farverne, fuglelivet, vildtet, årets gang… Der kan være lidt publikum, men det er ikke generende. (Og ”huset har høj sokkel”, så ingen kan kigge ind gennem vinduerne’).