Af Jens Mathiasen

MinSkov hedder den nye medlemsportal, som Skovdyrkerne nu lancerer. Portalen skal forbedre kommunikationen imellem medlem og skovdyrkerforening.

– Portalen MinSkov gør det nemmere og mere overskueligt at være skovdyrkermedlem. Herinde samler vi alle vigtige oplysninger og dokumenter, siger Lars Muldbak, direktør ved Skovdyrkerne Øerne. Han har stået i spidsen for udviklingen af portalen.

Han nævner, at man som medlem kan se oplysninger som bevoksningslister, fakturaer, afregninger, jagtplaner, fredninger, sprøjtejournaler med mere.

– Du kan sige, at vi samler al ejendomsdata på den nye portal. Her kan ejeren se de oplysninger, som skovdyrkerne har registreret og udvekslet i forbindelse med samarbejdet, siger Lars Muldbak.

Han tilføjer, at der også er udviklet et nyhedsmodul, hvor medlemmerne selv kan vælge fra hvilke kanaler, de vil modtage deres informationer.

Gratis service

Den nye portal skal gøre det nemmere at være skovdyrkermedlem.

– Der er nogle, der har kaldt det Skovdyrkernes grønne eboks. Det er et udmærket billede på det, vi tænker med projektet. Altså et sted, hvor al relevant information imellem skovdyrkerforening og medlem er samlet – og som skal gøre kommunikationen lettere og mere overskuelig for medlemmerne, siger han.

– Det er derfor også en del af medlemskontingentet. Med andre ord, så er portalen helt gratis for alle vores medlemmer, lyder det. Servicen er relevant for både store og mindre ejendomme.

– Det afgørende er ikke, om man har en stor eller mindre skovejendom. Det handler alene om, hvorvidt man har nogle aktiviteter på ejendommen. Har man det, så vil man opleve, at det er nemmere at håndtere det hele igennem portalen, siger Lars Muldbak.

Klar til medlemmerne

Lars Muldbak gør det klart, at den nye portal rent teknisk er klar til medlemmerne nu. Han opfordrer til, at medlemmerne hopper på.

– Man er meget velkommen. Vi er klar til at oprette medlemmer, og det skal vi nok håndtere. Det eneste lille forbehold er, at opretningen af medlemmer på portalen skal foregå løbende og i et stille og roligt tempo her i starten, siger Lars Muldbak.

Helt lavpraktisk skal interesserede medlemmer blot tage fat i deres skovfoged hos Skovdyrkerne og gøre opmærksom på, at de gerne vil oprettes på portalen.

– Så sørger skovfogeden i den lokale forening for at klargøre de nødvendige dokumenter. Når de er klar, får man tilsendt et link og et kodeord. Derefter kan man logge ind og bruge systemet. Det er faktisk meget simpelt, siger han.

Han håber, at medlemmerne tager godt imod den nye portal.

– Vi har lagt os i selen for at udvikle funktioner, som vi mener, giver mest værdi for vores medlemmer i første omgang.

– Men vi er meget lydhøre overfor feedback og ønsker til nye funktioner. Medlemmernes ønsker lytter vi hellere end gerne til, når vi forbedrer og videreudvikler portalen, siger Lars Muldbak.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #78

Læs andre artikler inden for Skovdyrkning