En gammel kulturnation som Japan har i årtier opretholdt en skovpolitik, der stort set har fredet landets skove som rene naturområder. Det træ, man har haft brug for i det daglige – og japanerne anvender store mængder af træprodukter – har man hentet i andre landes skove rundt om i Sydøstasien. Somme tider ved ganske hård hugst, blandt andet i Indonesiens regnskove.

Netop Japan var for nogle år siden vært for en stor, international biodiversitets konference i Nagoya, også med deltagelse af danske politikere og forskere. Om det var den japanske skovpolitik, der inspirerede, ved vi ikke, men flere danske deltagere kom i hvert fald hjem med det glade budskab, at vi skulle lade de danske skove ligge urørt, det vil sige uden drift. I hvert fald statens skove. Betragtningen var, at disse skove ikke bidrager væsentligt til samfundsøkonomien, samtidig med at et ophør af skovdriften ville give et betydeligt løft i biodiversiteten.

Diskussionen om `urørt skov´

For det første er det tvivlsomt, at netop `urørt skov´ vil give den natur, man drømmer om. Vi vil få tætte og mørke skove, hvor en stor del af den biodiversitet, der er knyttet til den passede skovs lysåbne arealer, vil forsvinde.

Urørt i det meste af 100 år. Masser af dødt ved. Ingen værdiproduktion. Draved skov i Sønderjylland

For det andet er der tale om et ensidigt synspunkt, der ikke tager hensyn til, at samfundet har brug for skovene i en række andre sammenhænge. Ud over den traditionelle skovhugst, der trods alt bl.a. frembringer træet til Wegners Kina-stol, til Junckers parketgulve m.m., har skovene fået en række nye betydninger; bl.a. som leverandør af biomasse i omstillingen fra fossil til vedvarende energi.

Det er derfor tvivlsomt, om den urørte skovdrift kan siges at opfylde kravene til bæredygtighed. Bæredygtig vil også sige, at vore efterkommere kan få samme udbytte af naturen, som vi har fået. Desuden kan man diskutere, om det er moralsk forsvarligt i en verden med knappe ressourcer at lade 13% – senere måske 25% – af vort lands areal ligge ’brak’.

De naturlige skove

Danmark er fra naturens side et skovland. Den naturlige vegetation er overalt skov – undtagen ganske få steder, bl.a. på visse moser samt strandene langs vore kyster.

Men skovenes sammensætning har udviklet sig op gennemtiden, fra dengang isen trak sig tilbage. I en dynamik påvirket først og fremmest af svingninger i klimaet og den fremadskridende jordbunds dannelse, i et samspil med græssende dyr og senere i stigende grad påvirket af de første bønders aktiviteter.

Vi havde først en lang periode domineret af pionerarter som birk og fyr. Derefter skiftende perioder præget af elm, lind, eg, ask m.fl. Senest er bøgen kommet ind i det, vi kalder atlantisk tid – lidt mere kølig og fugtig.

Skovene var en mosaik af forskellige bevoksningstyper og aldre. Med mange gamle træer og meget dødt ved i bunden. De tykkeste træer fik lov at stå, fordi det var for besværligt at fælde dem. Der var lysninger som følge af skovbrande og sygdomme, og der var mere vand i skovene end nu om dage. Det er for nylig påvist, at elmesygen havde sin første udbredelsesbølge for omkring 5.000 år siden.

Menneskets (over)udnyttelse af skovene

Langsomt begyndte menneskene at påvirke de naturlige skove. Man fældede træer og etablerede et landbrug i form af svedjebrug. De tilbageværende skove blev også udnyttet, både som græsningsarealer for husdyr og som en træ-ressource. Træ var det helt dominerende råstof i bondesamfundet: Huse, redskaber, madlavning, opvarmning– træ blev anvendt til det meste. Og man tog, hvad man skulle bruge i skovene – i hvad man kunne kalde en uorganiseret plukhugst.

Samlet set overudnyttede man træressourcen med den konsekvens, at skovene blev forarmede. I visse egne af landet – på sandjordene i Midt- og Vestjylland – forsvandt de helt. Ifølge gængs skolelærdom var kun omkring 3% af landet skovdækket for 250 år siden.

Først i slutningen af 1700-tallet, hvor vi havde fået en relativ stærk centralmagt, begyndte en bestræbelse mod en genrejsning af skovene. Vi fik i 1805 starten på det, vi kalder `et ordnet skovbrug´.

Gammel bøg, som de fandtes på overdrevene og i græsningsskovene før 1805. Rygaard Skov.

Det blev bestyret af uddannede skovfolk og byggede på den grundlæggende forudsætning, at der skulle hugges mindre end tilvæksten – det skulle være bæredygtigt.

Det ordnede skovbrug byggede på tyske erfaringer. Der indførtes en række nye træarter, blandt andet ær, ædelgran, lærk, rødgran m.fl. En del skove – især i det østlige Danmark – blev grøftede, primært for at holde de udbredte bøgebevoksninger sunde. Langsomt byggedes på den måde de skove op, som vi kender. Vedmassen øgedes, jordbunden forbedredes, og tilvæksten begyndte at stige – noget som den i øvrigt stadig gør den dag i dag.

Ændrede skove – ændret naturindhold

Men samtidig ændredes naturligvis forholdene for både flora og fauna. En del arter, af både planter og insekter, som havde trivedes i de mange sump-agtige partier i skovene eller havde tilpasset sig til livet i eller omkring de store egekæmper, fik ringere vilkår.

Konsekvenserne af disse ændringer mærkes stadig, og mange af de arter, som i dag er på rødlisten (over truede arter), er simpelthen arter, som hørte til de skovtyper, der var dominerende før 1800. De har så overlevet hist og her, hvor forholdene har været til det, men har vanskelige vilkår i dagens organiserede skovbrug.

Mens nogle arter fik problemer, så var der andre arter, hvis bestande steg som følge af de nye vilkår. Nåletræernes indførelse gav yderligere anledning til en helt ny flora og fauna, som specielt var tilknyttet disse.

Skovdriftens udvikling

Skovenes ændring er altså sket i en lang udvikling, som er muliggjort af de stadigt forbedrede dyrkningsbetingelser. Set fra en skovmands synsvinkel er der tale om en positiv spiral, hvor den bedre trævækst skaber bedre forhold for næste generation af træer osv.

Selv i vort lille land er der store regionale forskelle. I store dele af Øst-Danmark er forholdene for trævæksten gode, løvtræer dominerer de fleste steder, og selvforyngelse er en almindelig udbredt foryngelsesform.

På sandjordene i Vest-Danmark er vilkårene en del ringere, og udviklingen fra plantage til skov er en langvarig proces, hvor man er nødt til at indføre arter udefra ved plantning – bl.a. løvtræerne og de mere produktive og stabile nåletræer.

Man hører mange bruge begrebet `naturnær skovdrift´ som et mantra, eller en betegnelse for den helt rigtige driftsform, som vil løse de fleste problemer. Men `naturnær skovdrift´ er ikke en fast og velbeskrevet driftsform. Det er snarere en bestræbelse eller nogle erkendelser, som kan være vigtige at have med på vejen mod bedre skove. Skovdyrkning handler grundlæggende om at styre en del af væksten i en retning, hvor vi som mennesker eller samfund har kontant glæde af det. For Skovdyrkerne foregår det i et spændende samspil med naturen, hvor man sjældent kan forudsige forløbet præcist, men er henvist til løbende at improvisere.

Skovdrift bygger altid på naturens processer, men gennem sine driftstiltag påvirker skovdyrkeren, hvad der produceres i skovene. Og selv om vi forsøger at gøre denne styring så lempelig som muligt, blandt andet ved at bruge naturnære metoder, hvor forholdene er til det, så blander vi os altid i naturens processer.

Vi introducerer nye arter, forbedrede provenienser, måske jordbearbejdning i forbindelse med plantning og nogle steder også vandafledning – det sidste både for at sikre vækst, sundhed og stabilitet. Vorherre er nok medspiller, men skal ikke bestemme det hele.

Skovbrug er altså et aktivt samvær med naturen, hvor vi ved relativt lempelige indgreb får et udtag af en række produkter, som samfundet har brug for.

Naturhensyn i moderne produktionsskov.

De forandringer, som vor skovdrift påfører skovene, er dog langt mindre end de tilsvarende i landbruget. Det er også grunden til, at hovedparten af biodiversiteten findes i skovene. Og bemærk: I de drevne skove.

Men der skal naturligvis sættes arealer af, hvor naturen får lov at leve sit helt eget liv, og hvor videnskabsfolk kan følge og beskrive de naturlige processer. Der kan være tale om egentlige reservater med urørte skove som Suserupskov på Midtsjælland og Draved skov i Sønderjylland. Der ér faktisk allerede udlagt 9.000 ha som `urørt skov´.

I nyere tid har vi desuden fået en række skove udpeget som Natura 2000-områder, hvor driften er i snævre rammer. Endelig har privatskovbruget via sin certificeringsordning(PEFC) netop indført begrebet `biodiversitetsskov´ – områder, hvor der nok kan drives skovbrug, men hvor en eventuel træproduktion er underlagt hensynet til natur og biodiversitet. Certificerede skove skal afsætte 7,5% af arealet som biodiversitetsskov.

Men de dele af skovarealet, der ikke er underlagt nogen af disse begrænsninger, bør til gengæld kunne accepteres som produktionsarealer – naturligvis under hensyntagen til skovlov og naturbeskyttelseslov.

Moderne produktionsskov. Douglasgran og bøg. Flere aldersklasser. Stor værdiproduktion. Lensahn Skov.

Balancen mellem benyttelse og beskyttelse

Der vil uden tvivl komme (marginalt?) større biodiversitet, hvis skovdriften opgives. Men balancen mellem bæredygtighedens tre ben vil helt forsvinde, og vi vil få en ensidig fokusering på et af benene – biodiversiteten. Så kan vi købe vores træ i udlandet (nåletræet fra Norden, løvtræet fra troperne), og vi kan fortsætte med kul og olie i stedet for biobrændsler. På samme tid reducerer vi vort forhold til naturen fra et aktivt samspil som skovdyrkere til en passiv rolle som ’kikkere’.

Vi mener ikke, at Danmark kan være tjent med at kopiere den japanske model i dansk skovbrug. Vi tror, at samfundet er bedst tjent med på hovedparten af skovarealetat fastholde en bæredygtig balance mellem beskyttelse og benyttelse, hvor skovene både er natur og produktion på samme tid!

Moderne højproduktiv løvskov med bøg og eg. Stor værdiproduktion og en fornuftig biodiversitet. Gunderslevholm.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #29

Læs andre artikler inden for Skovpolitik