Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Skovfogeden: Derfor tror jeg på fremtiden for juletræsproduktion

01.03.2020

Juletræsskovfoged Johann Holm Jacobsen arbejder hos Skovdyrkerne. Han oplever, at de dårlige priser får producenter til at drosle ned eller afvikle. Men 2019-sæsonen blev skelsættende, og skovfogeden tror på bedre priser i løbet af få år.

Juletræsskovfoged Johann Holm Jacobsen tror på en fremtid for juletræsproduktion i Danmark.

Af Johann Holm Jacobsen Det er hårde tider for juletræsproducenterne. Priserne er lave og sorteringerne er strammere end nogen havde regnet med.Flere drosler ned og nogle lukker produktionen. Netop det giver mig en tro på, at markedet nok skal vende. De første spæde positive tegn så jeg i den overståede 2019-sæson – også selvom der var flere træer i markedet. Efter skyggen fra sæson 2018 blev det i foråret 2019, at vi kastede os over udbudsanalyserne. Analyserne sammenholder antal solgte planter med antallet af hektar i omdrift. Det gav et klart billede af én ting – nemlig at der ville være flere træer i 2019 end i 2018. Allerede i foråret investerede vi i Skovdyrkerne meget tid på at analysere mulighederne for at forbedre medlemmernes muligheder for at få afsat deres træer. Kort fortalt forsøgte vi at afstemme producenternes forventninger til markedets muligheder. Det positive er, at vi lykkedes med at få omsat flere træer fra medlemmerne end forrige år. Samtidig blev der skabt grobund for gode fremtidige relationer med nye potentielle aftagere. Det negative var, at det gav et eftertryk på prisen.

Tilbageblik:

Sorteringer blev strammet op. Jeg fik mine første erfaringer tilbage i 2014. Det var på bagkanten af de gode år. Dengang var der mange træer i markedet - og det første, jeg husker, var at kvalitetskravene til aktionstræerne blev strammet. Træerne måtte ikke længere have synlige bajonetter. Siden da er alle sorteringerne strammet grundigt op. Det var gældende for samtlige sorteringer. Først blev bunden af sorteringerne strammet. Kort tid derefter var det toppen, som var i fokus. Skellet mellem prima og standard blev skarpt markeret, og det betød, at primaandelen faldt. Starten på nedgangen skete på grund af den store konkurrence fra udenlandske og især tyske produktion, som den gang lagde tryk på kundernes købelyst. Det blev startskuddet til den periode, der ligger tre til fire sæsoner bag os. Her lå udfordringen i at sikre salget og knap så meget i indkøbet. Udfordringen var ikke bare at fastholde afsætningen, men også at tage højde for en øget produktion blandt medlemmerne. Det var generelt, at de danske producenter næsten uden undtagelse øgede produktionen. Vi ser det også i vores udbudsanalyser, og det er tydeligt at produktionen har været stigende med nok 2013 som lokalt set det største planteår. Udbuddet af juletræer vil falde. Det vil  få markedet til at rette sig i løbet af de  kommende år, vurderer skovfogeden .  Foto: Jens Mathiasen

Kundernes købelyst ændrer sig

Jeg oplevede, at købelysten ændrede sig fra vores kunder. Mange kunder købte senere og anså deres indkøb, som et supplement til deres egen produktion. Efterspørgslen ændrede sig midt i 2010’erne, hvor salget var tidligt, og kunderne ofte købte hele kulturer for at sikre sig tilstrækkeligt med gode træer til at efterspørgslen og salget i større grad omhandler bestemte partier - helst til spotpris. Dette passer dårligt til den måde, vi dyrker juletræer på, hvor planteafstanden ofte kræver, at der tages træer ud tidligt og i en størrelse, som ikke altid er kundernes favorit. I løbet af ganske få år var økonomien markant anderledes især for producenterne, men også for foreningernes juletræsafdelinger. Tidligere tiders gennemsnitspriser på over 100 kroner pr. styk var nu faldet til nær det halve. Dermed balancerede man på kanten af produktionsomkostningerne og endte ofte på den forkerte side. Praksis dengang for at sælge medlemmernes træer lå i at afsøge hele markedet for potentielle købere og samarbejdspartnere. Det gjaldt også danske grossistkollegaer, som sammen med den lokale forening ofte kunne finde partier at samarbejde om til glæde for medlemmerne. Men det blev pludseligt sværere end hidtil. Årsagen var større udbud, men også større egenproduktion blandt foreningernes danske kunder og Green Products egne kunder. Oveni blev gamle udenlandske kunder tilbudt gode træer til billige penge. Ofte så billige og så gode, at man valgte at afbryde samarbejdet med Skovdyrkerne og Green Product. Selvom man håbede at kunderne ville vende tilbage, gjorde de det sjældent. Det mærkede foreningerne først på bagkant af sæsonen. Den forsvindende afsætning blev sjældent erstattet af nye muligheder. Det var købers marked. Det samlede salg blev i den gode sags tjeneste en smule mindre hvert år og faldt også senere år for år.

De første glimt af lys

Vi skal frem til 2017 før jeg så de første glimt af lys. Nu fik vi solgt ud hele vejen rundt. Det var ikke blot hos Skovdyrkerne og Green Product, men også blandt markedets øvrige aktører. Det banede vejen for optimisme og en forventning om prisstigninger i 2018. Håbet var, at færre træer på markedet og stigende omkostninger til logistik og håndtering kunne retfærdiggøre prisstigninger. Det lykkedes i enkelte tilfælde. Men da sæsonen nærmede sig sin afslutning var det desværre ikke så rosenrødt og en del juletræer endte ikke ude i de europæiske stuer. De første spor fra de store planteår var dermed tydelige - der var stadig for mange træer. Til gengæld kom lyspunkterne i 2019-sæsonen. Som nævnt øverst i artiklen lykkedes vi her med at få omsat flere træer fra medlemmerne end de forrige år. Det er absolut positivt – og jeg ser det som et fingerpeg om, at vi stille og roligt er på vej ind i en markedsvending. Forbrugerne vil fortsat  investere i danske kvalitetstræer,  lyder vurderingen. Foto: Jens Mathiasen

Det bliver igen godt for producenterne

Når jeg tror på, at markedet retter sig, og priserne kommer op igen, så baserer jeg det på analyser af især udbud. I Skovdyrkerne arbejder jeg ligesom mine kolleger med udbudsanalyser. De viser, at udbuddet er rigeligt stort i hvert fald i 2020. Men efter 2021-2022 vil det begynde at falde svagt frem mod 2024 for så hurtigt at falde derfra. Jeg er klar over, at for mange producenter er det svært at holde gejsten oppe, selv for de producenter som var med i ’de gode år’ – og jeg oplever, at medlemmer nedtrapper eller afvikler. Der er endda mange producenter, som har planlagt exit fra juletræsproduktionen. For nogle tager afviklingen to til tre år og for andre længere tid - op til en omdriftsalder. En del produktioner gennemgår generationsskifte og juletræsproduktion bliver ofte udfaset eller nedskaleret. Det gælder for producenter i alle størrelser. For juletræsmarkedet betyder det, at der allerede om få år vil være færre producenter af juletræer og færre juletræer i produktion. Det har altid været sund fornuft at plante, når priserne var lave og holde igen, når priserne var høje. Til trods for det, har jeg kun set det modsatte praktiseret. På baggrund af ovenstående samt af udbudsanalyser, samtaler med medlemmer og kollegaer i branchen, vil jeg faktisk gå så langt som at sige, at det er nu, man bør overveje at træde ind i juletræsdyrkningen. Det er en tung investering, som kan være næsten umulig at forrente i et presset marked. Her kræver det en dygtig producent at holde skindet på næsen. Omvendt for de gode år, hvor det årlige dækningsbidrag sidst lå mellem 30-50.000 kroner pr. hektar, så bør det give plads til, at hver anden rotation er til 0 kroner. Det er svært at spå om fremtiden og især om fremtiden for juletræsdyrkning. Traditionen for juletræet er stadig stærk og med et mærkat som bæredygtigt, sammenlignet med plastiktræet, vil det også fortsat blive i de europæiske stuer. Forbrugernes købelyst og betalingsevne er generelt blevet større de sidste 5-10 år - og bevidstheden om kvalitet og kravene hertil ligeledes. Disse faktorer vil også i fremtiden bane vej for juletræer, som er dyrket med omtanke og omhu.