Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Småskovenes store betydning for biodiversiteten

01.03.2016

Der diskuteres biodiversitet som aldrig før. Især biodiversiteten i skovene. Hvordan står det egentlig til med den? Og skal alle vore skove pludselig henligge urørte – upassede? Mange har meninger, men færre har viden. I artiklen skriver to anerkendte forskere om biodiversiteten og dens betydning og om, hvordan man kan tage hensyn til denne i almindelig skovdrift.

Spættetræet med tøndersvampe er dekorativt og værdifuldt for mange af skovens insekter og smådyr. Foto: Flemming Rune

Spættetræet med tøndersvampe er dekorativt og værdifuldt for mange af skovens insekter og smådyr. Foto: Flemming Rune

Danmarks mange småskove rummer en rigdom af naturværdier, som både er af betydning for den enkelte skovejer og for arternes overlevelse i Danmark på lang sigt. Det er ofte i de privatejede småskove, at de vigtigste biotoper for dyr og planter har overlevet. Og det kan ejerne være stolte af. Det er umuligt at gøre skovenes naturværdier op i kroner og ører. Og det skal man heller ikke. Men naturen har i næsten alle private skove åndehuller, hvor den har fået lov at udvikle sig uden styring. Skovejerens nære tilknytning til sin skov giver ofte en særlig glæde ved – og derfor opmærksomhed på – disse steder. Det kan være hjørnet med de gamle spættetræer, det lille mosedrag med sølehullet eller de svampesteder, som ingen andre kender. Formålet med at eje en skov kan være meget forskelligt, men de færreste har et rent økonomisk incitament. Skovens jagt-, natur- og herlighedsværdier spiller ofte en vigtig rolle. Det kan sagtens forenes med en økonomisk fornuftig drift. Men forskellige ejere har altid forskellige ønsker og interesser og driver derfor deres skove forskelligt. Det giver en fin variation i skovtyper og dermed også i levesteder. I modsætning hertil har tendensen i de statslige skove været en central styring, hvor man generelt med stor ihærdighed og dygtighed har tilstræbt, at skovene blev drevet efter de til enhver tid gældende faglige rettesnore og politiske mål. Gennem mere end et århundrede var statens skove mønstereksempler på intensivt plejede og højproduktive skove med et lavt naturindhold. Den stærke centrale styring har således i mange tilfælde medført tab af lokale naturværdier. Nogle af de statslige skoves naturperler `blev gemt ́ for ledelsen i København og eksisterer derfor i dag som et resultat af lokal civil ulydighed.

Det vigtige lokale engagement

Naturværdier beskyttes ofte bedst af folk, der har lokalkendskab. Mange private skove kendetegnes netop ved et stort og langvarigt engagement hos ejerne og et omfattende kendskab til skovens naturindhold. Andre gange har især nye ejere ikke den fornødne viden (eller interesse) til at sikre værdifuld natur, som derved er i fare for at gå tabt. For at forebygge at dette sker, er Skovdyrkerne sammen med forfatterne ved at udvikle et nyt rådgivningsmodul, som kan hjælpe både nye og gamle ejere med at lokalisere og beskytte de vigtigste naturværdier. Et interessant eksempel på store naturværdier i de private skove kom frem ved et projekt på Bornholm omkring år 2000, da Skovdyrkerne deltog i en registrering af `nøglebiotoper ́. Her konstaterede man udstrakte, nærmest sammenhængende nøglebiotoper med blandingsbevoksninger med kæmpestore avnbøg, fuglekirsebær, ask og eg samt med store mængder dødt ved og et rigt fugleliv – et resultat af et vanskeligt terræn og de lokale ejeres intuitive forståelse af natur. Det kan skyldes en tendens til at `lade stå til ́, nogle gange tvunget af økonomien eller terrænet, andre gange med velberåd hu og god samvittighed. På sådanne efterladte arealer kan der være udviklet naturværdier langt udover, hvad selv ejeren umiddelbart forestiller sig. En høj biodiversitet, altså en stor variation af levesteder og organismer, er også en kvalitet, der giver andre fordele. Store herlighedsværdier kan i forbindelse med en ejendomshandel lige pludselig blive penge værd. Og et rigere økosystem kan give øgede jagtmuligheder som en velkommen sidegevinst.

Urørt skov og naturpleje

To vigtige begreber i diskussionen er urørt skov og naturpleje. Urørt skov blev i Skov- og Naturstyrelsens Strategi for de danske naturskove (1992) defineret som skov, der er friholdt for kulturindgreb. For tiden diskuteres denne definition igen, blandt andet er der forskellige opfattelser af, om der må laves ”biodiversitets-fremmende” naturpleje i en urørt skov, som for eksempel lukning af grøfter eller etablering af lysbrønde. Det `glemte ́ hjørne ude ved skovbrynet, hvor planter og dyr får lov at passe sig selv. Foto: Flemming Rune Urørthed nævnes ofte som den vigtigste eller måske endda som den eneste rigtige vej til at sikre skovenes naturlige biologiske indhold og sammensætning. Det er principielt rigtigt, men kræver normalt en tidshorisont på mange hundrede år, for at det skal give mening. Ved eventuel udlægning af urørt skov vil det derfor være klogt at fokusere på arealer, der allerede indeholder arter eller tilstande, som har overlevet i århundreder på grund af begrænset menneskelig påvirkning. Herudover bør man også i skovene være meget tilbageholdende med at totalfrede natur, da det ofte ikke fører til den ønskede biodiversitet. Skoven er ofte mere ustabil og bryder lettere sammen i fugtige lavninger. Hvis sådanne steder holdes åbne og fri for trævækst, opstår let et skovbillede, som vi kender det fra guldaldermalerierne. Foto: Christian Nørgård Nielsen, SkovByKon Den enkelte skovejer har imidlertid mange muligheder for at udvikle nogle synlige naturværdier i løbet af få årtier. For eksempel ved at efterlade mere dødt ved på skovbunden, ved at undlade afdræning af lavninger og moser (kan ofte gøres uden at skade produktionsbevoksningerne på de højere arealer) og ved at passe på de sjældnere arter af træer og buske i skoven. Hertil kommer så `naturpleje ́ af helt kulturskabte biotoper. Det kan for eksempel være blomstrende skovenge med høslæt, gravede eller opdæmmede vådområder, lysåbne arealer med slette- eller dyrehavepræg med flere. Man kan med nogen ret mene, at dette slet ikke giver rigtig natur, men blot et varieret, naturrigt, grønt landskab. Men det er vel heller ikke så ringe i et tætbefolket land med en intensiv arealudnyttelse. Gammel egeskov i Midtjylland, opstået efter stævning. Ikke mindst på sådanne marginale lokaliteter, hvor økonomisk orienteret skovproduktion står svagt, kan naturskov medføre en meget høj herlighedsværdi. Foto: Christian Nørgård Nielsen, SkovByKon

Naturperler og biodiversitetsfremmende drift

Lad os specielt henlede opmærksomheden på nogle af de særlige naturperler, som findes i mange småskove, og som yderligere kan udvikles ved en aktiv pleje.
Skovbrynet:
Skovens kant beskytter skovklimaet og er levested for mange fugle og smådyr. Et naturgroet skovbryn bør være bredt – gerne op mod 50 meters bredde og drevet ved plukhugst for at opretholde en god struktur. Gamle skovbryn med 100-årige træer huser dobbelt så mange skovbundsurter og dobbelt så tætte ynglefuglebestande som 25-50-årige skovbryn. Her holder bogfinken, gærdesmutten og solsorten til, og løvsanger, fuglekonge og rødhals er langt mere almindelige end inde i skoven. Spidsmus, rødmus, halsbåndsmus og adskillige arter flagermus har især deres hjem i skovbrynene, og vildtet bruger dem som vigtigt skjul ved fouragering uden for skoven.
Veterantræerne:
Især de gamle ege, men også gamle aske og bøge, er levesteder for en vrimmel af insekter og andre smådyr. Ikke mindst hatsvampe, som her har haft tid til at udvikle et veletableret samliv med træerne. Veterantræerne er en vigtig del af vores naturarv, som vi alle har en moralsk forpligtelse til at passe på. De er ofte storslåede, fascinerende og karakterskabende for skovlandskabet, og de udgør en slags stabiliserende elementer i forhold til resten af skoven, der ændrer sig i et langt hurtigere tempo.
Anemonetæpperne
De er smukke i april og er i den grad et særkende for vores del af verden. Men de er ingen selvfølge. Det tager flere hundrede år at etablere et tæt anemonetæppe, og de enkelte planteindivider kan fylde flere kvadratmeter og opnå en meget høj alder. Planterne vokser ved et net af lange jordstængler, der hele tiden fornyes, og kun de seneste cirka 8 års vækst af jordstænglerne er i live. Dér, hvor vi har anemonetæpper, er skoven meget gammel og rummer mange andre plante- og dyrearter, som kun forekommer i gamle skove. En enkelt omdrift med nåletræ udrydder anemonerne, så de ikke kommer igen de næste mange generationer.
Den næringsfattige tørvemose:
I grusede og sandede lavninger har de små, næringsfattige tørvemoser udviklet sig med et lag af levende tørvemos (sphagnum) og en særpræget, artsfattig vegetation af moseplanter. De er sårbare for forurening og næringsberigelse, men kan eksistere i århundreder som lysåbne `åndehuller ́ i skoven. Vildtet bruger dem som sølepladser, og insekt- og fuglelivet er ofte veludviklet. De kan rumme en biologisk kalender af ikke-nedbrudt plantemateriale, der strækker sig 10.000 år tilbage. Deres dyrkningsmæssige værdi er begrænset, men deres naturhistoriske værdi er tilsvarende stor. Pas godt på dem, og vær stolt, hvis du ejer en. Gamle driftsformer og varieret drift. Skovens naturværdier kan øges ved at drive forskellige områder på forskellig måde. For eksempel stævningsdrift på udvalgte løvtræsarealer. Det er blevet en realistisk mulighed på grund af flisteknikken. Denne driftsform giver grobund for en anden flora og fauna end den øvrige skov, og den kan give ekstra foder og skjul til det jagtbare vildt. Andre steder kan man arbejde med stor planteafstand eller ekstrem hård hugst, som udvikler dybkronede og stabile træer, som for eksempel kan kombineres med skovgræsning. Disse og flere andre værktøjer er nærmere beskrevet i bogen Landskabets skjulte muligheder, som bliver udgivet af Skovdyrkerne og SkovByKon her i foråret.  På nogle lokaliteter kan naturlig foryngelse være en både økonomisk og naturmæssig fordel. Når der på denne måde opstår et overlap mellem trægenerationerne, tales om `Dauerwald ́, som kan oversættes til dansk som `konstant skovdække ́. En sådan driftsform medfører en høj grad af kontinuitet i øko-systemet. Foto: Christian Nørgård Nielsen, SkovByKon By: Flemmin Rune og Christian Nørgård Nielsen