Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Succesen på Heden

01.12.2014

Hedeplantagerne bestod oprindeligt kun af nåletræer og lidt birk. Det var de eneste træarter, der kunne gro under de barske forhold.

I dag er der 25% løvtræ i mange plantager – især eg og bøg. Og plantagerne rummer store naturværdier – bl.a. et rigt dyre- og planteliv. Der er sagt og skrevet mange knubbede ord om hedeplantagerne. Om de kedelige graner i lange lige rækker og det fattige dyre- og planteliv. Om nåletræer der ikke hører naturligt hjemme i Danmark, og derfor bør erstattes af danske løvtræer. Det har været særligt slemt i de senere år med den øgede fokus på biologisk mangfoldighed. Men kritikerne har ikke haft forståelse for projektets langsigtede karakter. Det tager `et par hundrede år´ at gøre udpinte sandjorder til frodig skov med både nåle- og løvtræer. Men vi er rigtig godt på vej, hvilket bl.a. illustreres af artiklen om Orten plantage lidt længere inde i bladet.

Lidt historie

Skovrejsning på de stærkt udpinte heder i Vestjylland tog sin begyndelse i slutningen af 1700-tallet og fortsatte helt frem til midten af 1900-tallet. De ældste plantager er anlagt af staten. Hedeselskabet kom til i 1866. Udfordringerne var enorme, som det kan ses på ovenståendefoto fra Isenbjergheden. Jordbunden var elendig for trævækst. Vejrliget var ufatteligt barskt med stormende salt- og sandpisk, der sled nåle, blade og knopper i laser, og hyppig forårsnattefrost som slog de unge planter ihjel. Mange forsøg med først udsåning af skovfrø og siden plantning mislykkedes og måtte gøres om og om igen. Vi taler om den del af Danmark, der ikke var dækket af is under den sidste istid, og derfor ikke fik del i de næringsrige materialer, isen bragte med sig. Det svarer i store træk til de tidligere Ringkøbing, Ribe og Tønder amter.

Formålet

Formålet med tilplantningerne på heden var for 250 år siden primært at øge træproduktionen, men også at skabe læ og i det hele taget et bedre klima. Det var ikke for at forbedre forholdene for dyre- og plantelivet. At plantagerne i dag er levested for et rigt dyre- og planteliv, det er et lykkeligt biprodukt af vores forfædres slidsomme kamp mod klima og håbløse dyrkningsforhold.

Træartsvalget

Rentekammerchef Hans Ahlefeldt skrev i 1760: ”Det er højfornødent, at der i hederne straks gøres begyndelse med at plante skov, især de steder, hvor sådan jord befindes, som ej til agerland eller græsning er nyttig”. Ødejorderne! Disse første forsøg mislykkedes totalt. Det muliges kunst under de barske naturvilkår var fyr og gran. Da man begyndte at plante træer på Alheden sydvest for Viborg, prøvede man at benytte de danske løvtræarter. Det gik slet ikke. Det gik heller ikke alt for godt med nåletræerne. Det var helt almindeligt, at de efter  plantningen stod i stampe i 20 år eller mere. Lyngen`forgiftede´ dem. Først da én af hedeplantningernes pionerer fandt på at indplante bjergfyr fra Pyrenæerne, og da alen blev brudt med dybdepløjning, kom der skred i tingene. Det viste sig, at indblanding af bjergfyrren har en forunderlig evne til at få andre træarter til også at gro. Mange klitplantager er blevet til skov - her Tved Klitplantage ved Hanstholm. Foto: Anders Erik Billescho Resultatet var, at stort set alle kulturer på heden bestod af enten ren bjergfyr på de mest elendige arealer, eller 50% bjergfyr på de bedre arealer med indblandet rødgran, skovfyr eller almindelig ædelgran – og sitkagran i klitten, fordi den tåler vestenvindens saltindhold.

Tid, tid, tid…

Det tager meget lang tid at skabe et gunstigt skovklima og en næringsrig skovbund i hede- og klitsandet gennem formuldning af planterester og luftbårne kvælstofbidrag. Kun få steder var der umiddelbare muligheder for at bruge en større vifte af træarter. I hele forløbet har målet været at skabe mere varierede skove, og det er heldigvis lykkedes flere steder, hvor de oprindelige plantager ikke længere kan erkendes, og hvor der i dag står dejlige skove med stor variation i både arter og aldre. Det er dog først i de senere år, man har kunnet indplante løvtræ i større omfang. Når man ser billeder fra hedeskovene i dag, er det svært at forstå, at træerne står på tidligere ødejord.

Mere løvtræ – endelig

Træplantningerne på hederne og i klitten forøgede landets skovareal markant, uden at det gik ud over løvtræerne. Løvtræarealet har holdt sig nogenlunde konstant i både Jylland og på Øerne indtil 1990, hvorefter det – støttet af statstilskud – er vokset betydeligt, især i Jylland. I nogle hedeplantager kan løvtræerne nu forynge sig naturligt. Her har bøg sået sig under rødgran i Lille Vilholt Plantage ved Ry. Foto: Søren Fodgaard I de magre dele af Vestjylland, der tidligere udgjorde Ringkøbing og Ribe amter, er det bevoksede skovareal tæt på at være tredoblet i de sidste 200 år. Løvtræarealet er i samme periode hundrededoblet fra 300 ha til næsten 30.000 ha. Løvtræandelen er vokset fra mindre end 1% til mere end 25%. En formidabel succes, som næppe er kendt udenfor skovkredse. Egentlig fleretagerede blandingsbevoksninger har det hidtil været vanskeligt at etablere under de barske forhold, men til gengæld er der opnået meget stor variation i skovene gennem stadig mindre bevoksninger med forskellige træarter. De små bevoksninger rummer store værdier for den del af vores dyre- og planteliv, der har særlig brug for økologisk kontinuitet og kort spredningsafstand. Stormfaldsrisikoen formindskes. Brandfaren ligeså. Når de mange nye løvtræplantninger vokser til, og der løbende plantes mere løvtræ i Vestjylland, vil de tidligere – for nogle – så kedelige plantager fremstå som indbydende og varierede skove. Men igen, det tager tid. De store nåletræsplantager er udsatte for stormfald, og for at skabe mere stabile skove indplantes nu løvtræ med tilskud. Billedet er fra Fromsseier Plantage syd for Billund som blev hårdt ramt af orkanen i 1999. Her er nu anlagt bevoksninger med bøg og eg, som dog vokser langsomt på grund af den magre jord og hyppige tilfælde af forårsnattefrost. Foto: Søren Fodgaard Gjøding Plantage vest for Vejle er blevet til Gødding Skov og rummer i dag over 30% løvtræ - her ær. Foto: Søren Fodgaard

Plantagerne i dag

Succesen på heden har givet en upåagtet, men enestående berigelse af dyre- og plantelivet på de tidligere øde jorder. I biodiversitetens begrebsverden er udviklingen fra øde jord via plantager til skov en forøgelse af habitatdiversiteten i megastørrelse. Væksten i skovarealet giver meget bedre plads til alle de arter, der trives i både nåle- og løvskoven. Den biologiske mangfoldighed er meget større i skoven end alle andre steder. Med den markant øgede løvtræandel især i Vestjylland vil mange af løvskovens dyr og planter også kunne finde nye levesteder i hedens og klittens skove. Plantagerne har allerede i dag et rigt dyre- og planteliv. Fra brølende kronhjorte til typografer og nonner, der ind imellem slår nåletræerne ihjel, rovfugle i massevis, spændende fugle der kun yngler i nåleskov: perleugle, fuglekonge, topmejse, nøddekrige, grønsisken, lille og stor korsnæb, samt flagspætte, sortspætte og grønspætte, der lever af nåleskovens frø og myrer. Den særprægede natravn lever af plantagernes nataktive insekter, men yngler helst på heder. Dem er der blevet færre af, så arten har måttet finde nye ynglebiotoper, specielt fyrreskov på sandet bund i Nord- og Vestjylland. Men den bliver i plantagerne. Der kan opleves mange smukke sommerfugle i lysninger og vådområder, og plantagerne rummer en overdådighed af svampe. Afblegende skørhat kan betragtes som karakterart for klitplantagerne, hvor den optræder i store mængder, men den kan også træffes i hedeplantagerne. Mange af plantagernes svampe ender på stegepanden– kantareller og karl johanner – mens andre er skadevoldende i større eller mindre omfang; bl.a. rodfordærver og honningsvamp. Det samme gælder for mange af de insekter, der stortrives på alle nåletræerne. Deres larver lever af træernes nåle, bark og ved. Levende såvel som dødt. Langt de fleste dyre- og plantearter har plantagerne fælles med den øvrige skov i Danmark. Men nogle af vores sjældne planter ville næppe have vundet indpas i Danmark, hvis ikke vi havde fået plantagerne. Det gælder bl.a. linnæa, knærod og flere vintergrønarter. De trives især i klitplantagerne, men de kan også findes i hedeplantagerne. De er relativt nyindvandrede: Første fund af skærm-vintergrøn var i 1811, grønlig vintergrøn i 1837, enblomstret vintergrøn i 1838, klokkevintergrøn i 1848, linnæa i 1854 og knærod i 1877. Bølgebladet kløvtand er ”en af vores skjønneste Mosser, let kjendelig ved de stærkt bølgede, guldglinsende blade”,skriver cand. theol. og lærer i naturhistorie, Thomas Jensen i 1856. Det er en almindelig mos, der har været i Danmark `altid´. Den kan særlig godt lide de sure og næringsfattige jorder i plantagerne. Fjer-kammos har kun været her i 150 år. Det er også en af vores smukkeste mosser. Den kom til landet samtidig med tilplantningen af hederne, og også den kan i højgrad takke plantagerne for sin udbredelse. Så den megen snak om plantagernes fattige biodiversitet er langt fra virkeligheden. Af Anders Erik Billeschou