Tekst og foto: Karsten Raae, seniorkonsulent ved Skovdyrkerne Øerne

Et af de vigtigste indgreb i løvtræsbevoksninger er tyndinger, som udføres flere gange henover omdriften.

Tyndinger øger værdien af kævlerne – og med korrekte og rettidige tyndinger kan man forbedre værdiproduktionen kraftigt på et areal.

Ved korrekt tynding »luger« man løbende de ringeste træer ud og sikrer, at tilvæksten fordeles på færre og bedre træer. Det øger værdierne på arealet. Omvendt er vedmasseproduktionen på et areal næsten uafhængig af tyndingsstyrken.

Man skal udføre indgrebene i rette tid. Forskelle i løvtræers vækstenergi, tendens til grov-grenethed, tvegedannelse med videre afslører sig tidligt og skal tøjles rettidigt.

Det er især vigtigt fra starten at få fjernet krukkerne, men man skal passe på ikke derefter kun at tilgodese de mest vækstkraftige individer. De kan så udvikle sig til de næste store krukker.

Den korrekte tynding fjerner tveger, piskere og krukker, sikrer en jævn fordeling af bestandstræerne og tager hensyn til en eventuel underetages udvikling (Illustration: Anne-Maj Raae 2016)

Tynding

Tyndings-indgrebene handler i bund og grund om at skabe de bedste betingelser for at producere gode kævler af høj værdi.

Kævlernes kvalitet bestemmes af deres form, farve, antallet af knaster og vanris samt skader som revner og råd.

Rette, knastfri stammer uden misfarvninger giver de bedste priser. Derudover er der en nær sammenhæng mellem dimension og pris.

Træarter

Træarterne kan opdeles i lystræarter og skyggetræarter. Ask og eg er udprægede lystræer. De kræver meget lys og lader mere lys slippe igennem kronetaget, så der skabes betingelser for en undervækst af urter, buske og skyggetålende træarter.

Lystræarterne er kendetegnet ved en kraftig ungdomsvækst, der hurtigt når sitmaksimum, hvorefter den aftager.

For ask og ærs vedkommende er vækstenergien aftaget så meget ved 50-60-årsalderen, at de stort set har mistet evnen til at reagere på tyndings-indgreb.

De har svært ved at udfylde de skabte huller i kronetaget. Skyggetræerne og pudsigt nok eg bevarer evnen til at reagere på tyndings-indgreb længe efter, at tilvæksten er aftaget.

Forskellige metoder

De tidlige tyndinger i løvtræ bør foretages som en hugst fra toppen. Senere hugges der hovedsageligt fra neden for ikke at trække vækstenergi ud af bevoksningen. Det er meget almindeligt at udføre de første tyndinger skematisk.

Det gør man for eksempel ved at fjerne hver femte række – eller i selvforyngelser med meget høje plantetal – at hugge striber i bevoksningen.

Ved skematisk tynding får man også skovet mange gode træer, så brug kun metoden, hvis ressourcerne er begrænsede, hvilket ofte vil være tilfældet, når der ses på den øjeblikkelige økonomi. Skematisk tynding er dog som hovedregel bedre end ingen tynding.

En god måde at tynde skematisk på er hugst af hvert fjerde, femte eller sjette træ i rækken. Det skal dog udføres således, at hvis det træ, man vil borttynde er pænt, så tages det foregående eller det efterfølgende i stedet.

Udvisning af træer

Udvisning er udvælgelse af de træer, der skal fjernes. Ofte er det maskinføreren, der står for udvælgelsen i de første tyndinger. Småforsøg viser, at der er noget at hente ved at få vist professionelt ud. Maskinpræstationen stiger, og det gør kvaliteten af udvisningen også.

Typisk bliver udtaget også større, så den samlede økonomi i tyndingen bliver bedre. Ønsker man ikke at ofre en udvisning af hele bevoksningen, kan man indlede med et mindre område for at spore maskinføreren ind og som supplement til instruktionen.

Kørespor

Kørespor skal indlægges i bevoksningerne, så snart der skal fjernes effekter. Spørgsmålet er, om der samtidig skal tyndes selektivt mellem dem. Det vil give et større udtag og dermed en bedre økonomi, hvis det hele gøres i et hug.

For lystræernes vedkommende vil det stort set altid være det rigtige. Med deres hurtige ungdomsvækst vil kronetaget hurtigt slutte igen.

Undgå store huller

Man kan ikke løse alle problemer på en gang. Det er vigtigt, at der ikke opstår mange og store huller i bevoksningen efter tynding.

Et dårligt træ kan i en overgangsperiode være bedre end intet træ. Det kan gavne oprensningen af naboerne, indtil de er i stand til at udfylde pladsen, uden at de selv udvikler sig til krukker.

Efterhånden som træerne vokser til, bliver der færre at vælge imellem. Mulighederne for at ”reparere” på fejltagelserne aftager. De gode træer skal ståtilbage jævnt fordelt på arealet.

Tyndingerne skifter karakter. Man udvælger nu de bedste og hugger for dem. Det vil sige fjerner de træer, der generer dem, og lader resten stå. De bedste træers kroner skal hele tiden have plads til at udvikle sig.

Tynding til flis i 18 år gammel eg. Skovningsmaskinen er udstyret med et aggregat til fældebunkelægning. Der indlægges kørespor og tyndes mellem disse i en operation. Det øger udtaget væsentligt og forbedrer økonomien.

Bevar underetagen

Man bør generelt lade undertrykte træer blive i bevoksningen og danne en underetage, som kan give læ og skygge på skovbunden. Det forbedrer jordbundsforholdene, skaber et smukt skovbillede, og gør det lettere senere at selvforynge bevoksningen.

Under lystræerne indfinder der sig ofte en frodig underetage med stor variation af træarter og buske. Den skal man værne om.

Længere kævle på kortere tid

Opkvistning og beskæring af tveger er principielle valg, der skal træffes i forbindelse med den kvalitet, man satser på at producere. Begge dele er ressourcekrævende.

Opkvistning er en kunstig måde at fremme oprensningen på. Med opkvistning gør man den knastfri kævle længere på kortere tid. Det er vigtigt ikke at skære for store grene af. Det efterlader sår, som træerne ikke kan lukke.

Opkvistning og beskæring gøres bedst i sensommeren, hvor træet endnu gror og kan begynde at lukke såret med det samme.


Begreber og fagudtryk

Begreber og fagudtryk

Træerne udvikler meget forskellige former. De mest karakteristiske har i fag-slangsproget fået særlige navne.

Skrub: Uønsket vegetation (1). Ofte buske og træer, man ikke ønsker i produktionsbevoksningen.

Krukker: Store, grove, dominerende træer med kraftigt udviklet krone og lavtsiddende grene (2).

Piskere: Lange, tynde træer med små kroner, der er let bevægelige for vinden, hvorved de pisker blade og kviste af nabotræerne (3).

Tveger: Træer, hvor stammen på et tidspunkt nedenfor kronen har delt sig i to lige store grene (4).

Vanris: Små kviste som slår ud direkte fra stammen (5). Fænomenet er dels arveligt betinget, dels kår-afhængigt.

Oprensning: Afstødning af overskyggede døde grene, det sker naturligt, efterhånden som træerne vokser til.

Opkvistning/opstamning: Afskæring af mindre grene tæt ved stammen.

Bestandstræer: Træer, man forventer, skal leve og producere til bevoksningen, afvikles (6).

Hugst fra toppen: Tynding, hvor man hovedsageligt fjerner store dominerende træer. Modsat taler man om hugst fra neden.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #79

Læs andre artikler inden for Skovdyrkning