Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Udrensning genstarter rødgran

01.10.2020

Udrensning af selvsået birk i rødgrankulturer er nødvendig for at sikre granernes vækst. En totaludrensning af birk giver genvækst så voldsom, at den overgror rødgranerne igen efter kort tid. En delvis udrensning af birk forhindrer genvækst og sikrer granerne passende lys.

Genvækst af birk efter en total nedskæring. Knap to vækstsæsoner

Tekst og foto: Ulrik Kragh Hansen, skovfoged, Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland

Birk er en hård modstander i skovplantninger. Birk spreder millioner af frø, og de spirer fantastisk i det uomsatte morlag efter nåletræ.

Birk er også en hurtig starter og overvokser altid de nyplantede træer. Nedskæring af birk er nødvendig for at sikre kulturtræarten. Genvæksten af birk er så vækstkraftig, at den to år efter en udrensning er mandshøj igen, og man kan starte forfra med udrensningen.  

Udrenset birk med det formål at genstarte rødgranerne i bunden.

Lys sikrer tilvækst

Birk er en lystræart. Den skyder ikke igen, når lysmængden er begrænset. Rødgran er mindre lyskrævende end birk. Det faktum kan skovbrugeren bruge i udrensningen.

Kunsten er at dosere lysmængden i kulturerne, så rødgranen udvikler sig, mens de nedskårne birke sygner hen.

Heldigvis kan du se på et grantræ, om det får tilstrækkeligt med lys til at vokse. Et grantræ med tilstrækkelig lystilgang har et topskud, der er længere end de opbøjede grene i øverste grenkrans. Der vil være forsinkelse på ændret lystilgang.

Der går som regel en vækstsæson inden øget lystilgang slår ordentligt igennem på højdevæksten. Vækstforholdene kan også forplumre billedet. Den tørre sommer i 2018 smittede af på væksten i 2019. Træerne skulle lige komme sig oven på sådan en krise.

Forskel på arterne

Planternes alder spiller også ind. Unge planter tåler oftest skygge bedre end ældre planter. Endelig er der også forskel mellem træarterne.

Almindelig ædelgran og bøg tåler megen skygge. Rødgran og grandis skal have lidt mere lys. Sitkagran ligger midt i feltet, mens douglas skal have næsten fuldt lys. Fyr, lærk og eg skal have fuldt lys for at udvikle sig tilfredsstillende.

Hvem har ikke set en skovrejsning, hvor ammetræerne har overvokset egene og gjort dem tynde og slaskede?

Genstartet rødgran. Det lykkedes. Det er samme bevoksning som billedet ovenfor med netop udrenset birk. Men her ses bevoksningen tre år senere. Væksten i 2020 er god. Væksten i 2019 var lille som følge af tørken i 2018. Væksten i 2018 var moderat på trods

Nemmest at udrense om vinteren

Den lette udrensning egner sig godt til den aktive skovejer. Arbejdet er ikke tungt sammenlignet med skovning af brænde eller juletræer. Det kan udføres på alle tider af året, men er dog nemmest om vinteren.

Start med at fjerne mindst halvdelen af birkene fra den tynde ende. Vent så til træerne er sprunget ud for at vurdere, om der kommer lys nok ned til kulturplanterne. 

Skovbunden skal i solskin være som et leopardskin, der veksler mellem lyse og mørke partier, sådan som det ses på billedet af de netop udrensede birketræer.

Oplever du leopardskindet kan du vente til næste vinter med at fjerne endnu en fjerdedel af træerne ellers må du straks i gang med at udrense flere træer.

Når du den kommende vinter vil udrense igen, lægger du mærke til, om der er genvækst på de birke, du skar ned året før. 

Er der genvækst, kommer der rigeligt lys ned gennem birkene, og du finder på noget andet at lave.

Sådan følger du udviklingen til du en dag kan fælde de sidste birke til flis, og du har en rødgrankultur nedenunder.

Jeg skærer birkene over i knæhøjde for at skåne ryggen og lette nedtagning af træerne. Hvis træerne står tæt, skæres træerne bare over i mandshøjde og kronen suser lodret ned ved siden af den høje stød og kan skæres over igen om nødvendigt. De høje stød af birk rådner hurtigt.

Udrensningssav

Mit favoritværktøj til udrensning af birk over to meters højde er en udrensnings sav, som er en mindre stangsav.

Der findes både benzin- og batterimodeller. Jeg har prøvet tre forskellige modeller gennem tiderne, og min favorit er batterimodellen uden ledning.

Det er en kort stangsav fra Husqvarna, som er designet til udrensning, og hvor sværdet er drejet 90 grader i forhold til en almindelig stangsav. Den hedder 536 LiPX. Det er saven yderst til højre på fotoet af savene.

Batteriet sidder direkte i stangsaven. Så ingen ledninger, der griber fat i grene og høje stød.

De tre afprøvede udrensningssave. Fra venstre ses benzindrevet rydningssav fra Husqvarna 535 FB, i midten er det en elektrisk teleskopstangsav fra Pellenc og til højre ses elektrisk rydningssav fra Husqvarna 536 LiPX.

Stangsav til vertikalt arbejde

Stangsaven fra Pellenc er egentlig bare en stangsav, som er beregnet til at skære vertikalt og ikke horisontalt.

Det giver en del vrid i højre håndled. Ledningen fra batteriet hænger ofte i grene og stød, og det er ret irriterende. Det var vores første forsøg på at finde en elektrisk udrensningssav. Den bruger vi ikke ret meget mere.

Savens fordel er den lette vægt, når batteriet sidder på ryggen.

Fælles for batterisavene er, at køb af batterier er en stor startomkostning. Det koster rundt regnet 10.000 til 12.000 kroner at købe batterier og lader til en hel arbejdsdag. Så en formiddag i skoven med udrensning og andre arbejdsopgaver over middag er nok en bedre løsning.

Til gengæld findes en overflod af maskiner, der bruger de samme batterier. Motorsav, buskrydder hækkeklipper med mere.

Effektiv sav på benzin

Den benzindrevne model fra Husqvarna er uhyre effektiv. Stangsaven hænger i en tyk elastik, så arme og skuldre aflastes. Ulempen er, at den er lidt klodset at have med i bilen og den individuelle indstilling af selerne gør den bøvlet at dele mellem flere personer.

En motor på ryggen er også en lidt mærkelig fornemmelse.

Fælles for stangsavene er, at de er ret sikre at anvende. Savene sidder langt fra kroppen og skulle man snuble er man udenfor rækkevidden af sværdet. Sikkerhedsudstyr og specielt hjelm og høreværn er nødvendigt.

Rødgran med for lille lystilgang. Når topskuddet er kortere end grenene i øverste grenkrans, får træer for lidt lys.

Kemi kan også være en løsning

Vil du helt undgå at skulle udrense birk, skal du være oppe på tæerne allerede fra kulturstarten. En årlig sprøjtning med Roundup, når birken er sprunget ud, kan løse problemet.

Hvis kulturtræarten er lærk, som springer ud før birk, skal sprøjtningen dog være afskærmet.