Klimaændringerne udfordrer skovbruget

28.04.2008
Professor i Skovdyrkning ved Københavns Universitet, Jørgen Bo Larsen, havde for nylig en kronik i Berlingske Tidende om de mulige klimaændringers konsekvens for skovbruget. Med forfatterens tilladelse bringes den herunder. Skoven har et særligt behov for langsigtet klimaplanlægning, da de træer, vi planter i dag, skal kunne klare klimaet i det 22. århundrede. En tredjedel af vore skove er dårligt rustede til klimakampen. I løbet af de næste 50-80 år er det nødvendigt med en stor omlægning af dansk skovbrug. Når vore børne- og oldebørn engang om mange år tager deres familier med ud i skoven, vil det blive til en forandret skov. Det vil være en skov, der for alvor har mærket konsekvenserne af de stigende temperaturer, den mindre mængde sommerregn og de kraftigere storme, som FNs klimaeksperter forudsiger vil ramme Danmark. Nogle træarter vil måske være forsvundet, andre vil være kommet til. Hårdest vil det gå ud over en række af vores nåletræer, mens løvtræerne derimod er nogenlunde godt rustede til mødet med fremtidens klima.


Professor Bo Larsen underviser på Skovdyrkernes forrige personalekursus

Fremtiden er nu engang svær at spå om. Derfor kan vi heller ikke præcis sige, hvor hårdt ramt skovene i Danmark bliver. Men selv hvis vi følger de mest forsigtige prognoser for klimaforandringer, så vil over en tredjedel af træbestanden få så forringede livsbetingelser, at vi må forvente, at flere arter vil være et særsyn i Danmark om blot 50-80 år. Det er først og fremmest rødgranen og sitkagranen, men også elletræer og ædelgranen, der vil få problemer med at tilpasse sig et varmere klima med kraftigere storme og mindre sommernedbør. Da rødgranen alene dækker 28 pct. af det danske skovareal og sitkagranen omkring 7 pct., er det indlysende, at det er store skovområder, der er truet. Da de to arter samtidig udgør rygraden i skovens vedproduktion, er situationen alvorlig. Gennem de seneste år har vi allerede set eksempler på, hvordan nogle af de udsatte træer reagerer på vejrsituationer, der i fremtiden vil blive mere og mere almindelige. I begyndelsen af 1990erne havde vi en række milde vintre, der resulterede i de såkaldte »røde rødgraner«. De milde vintre betød, at rødgranerne groede en længere del af året. De fik dermed svært ved at klare den tørke og den øgede mængde vindbåret forurening og havsalt, som også fulgte i kølvandet på det varmere og mere blæsende klima. Under den voldsomme storm i december 1999, der heldigvis kun ramte en mindre del af landet, gik det hårdt ud over vore nåletræer, der væltede eller tog så alvorlig skade, at de måtte fældes. Det mønster er gået igen ved de senere års storme, der dog ikke har været så kraftige som stormen i 99. Det bliver derfor som minimum nødvendigt at nedtone brugen af i hvert fald rødgran og sitkagran i fremtidens skovbrug. I stedet skal der satses mere på løvtræarter, som generelt er mere robuste over for klimaændringer og bedre klarer storme, som optræder i vinterhalvåret, hvor løvtræerne har kastet bladene – i sejlerjargon »rebet sejlene« før stormen. Det kan ske som led i en klimatilpasningsstrategi, som vil indebære en stor omlægning af skovbruget i løbet af de næste 50-80 år. Men sådanne omstillinger har vi set før i Danmark. Oprindelig var det meste af Danmark dækket af skov, men efter århundreder med ukontrolleret hugst og rydning til landbrug dækkede skovene omkring år 1800 blot 2-3 pct. af Danmarks areal. Skovene var meget fattige på træ; til gengæld havde de et meget stort naturindhold. Menneskets brug af skoven til brændsel, husbyggeri, gærdsel, græsning, oldendrift mv. gav nemlig god plads til både sol og skygge, til døende træer side om side med unge friske træer, ligesom skovområderne havde rigeligt med fugtige lavninger, småsøer og mosehuller. Samtidig bølgede skovgrænserne frem og tilbage i landskabet efter naturens lovmæssigheder. Alt sammen godt for naturen, så længe arealerne altså ikke blev intensivt udnyttet landbrugsmæssigt og naturen mere eller mindre fik lov til at råde på sine egne præmisser. Situationen var dog lige ved at koste skoven livet. Således stoppede tilbagegangen i skovarealet ikke før i første halvdel af 1800-tallet, hvor Fredsskovforordningen af 1805 sammen med overgangen til brug af importeret stenkul som energikilde reddede de sidste rester af vore oprindelige skove. Man ønskede med datidens reformer at fremme produktionen af træ, hvorimod skovens landskabelige og naturmæssige værdi ikke blev vægtet særligt højt. Det ordnede skovbrug, som blev resultatet af 1800-tallets anstrengelser, skulle først og fremmest sikre en høj og stabil produktion af træ. Det har siden dengang været forbudt at rydde fredsskov i Danmark. Dermed kunne man ikke uden videre fælde træerne uden også at tilplante de fældede arealer igen. Samtidig har man gjort et stort arbejde for også at udvide skovarealet. Det samlede areal er derfor vokset betydeligt – og vokser stadig den dag i dag. Fra 2-3 pct. i begyndelsen af 1800-tallet til 11-12 pct. i dag. Og målet er, at vi skal fordoble Danmarks skovareal i løbet af en trægeneration. Det samlede skovareal vil således ved slutningen af det 21. århundrede dække 20-25 pct. af Danmark. Fokuseringen på produktionen af træ betød også, at der blev indført en række træarter, der ikke var naturligt hjemmehørende i Danmark. Oprindelig bestod de danske skove hovedsagelig af løvtræer, især af bøg, eg og ask. Men gennem de sidste 200 års målrettede skovdrift har det ændret sig radikalt, så skoven i dag består af en tredjedel løvtræer og to tredjedele indførte nåletræer, hvor godt halvdelen af nåletræerne forventes at få vanskeligt ved at klare sig i fremtidens danske klima. Desuden er mange af vores skove udviklet til rene plantager med samme træart i samme alder, hvilket har gjort dem mere sårbare over for klimaforandringerne. Det er derfor ikke lige meget, hvor og hvordan vi skaber og udvikler fremtidens skove. Det er afgørende, at vi allerede i dag arbejder efter de for skoven nødvendige tilpasningsstrategier. Skoven har et langt produktionstidsrum, der for nåletræarterne ligger mellem 50 til 80 år og for løvtræerne fra 80 og op til 150 år. De træer, vi planter i dag, skal således kunne vokse og være sunde om 100 år, når klimaændringerne forventes at være slået fuldt igennem. Den skovdyrkning, der bedst muligt sikrer skoven mod mulige og uforudsete klimaændringer, er i stor udstrækning identisk med principperne for den såkaldte »naturnære skovdrift«. Det er en dyrkningsform, der bygger på at udnytte skovens egen dynamik. Blandt andet sigter den mod at undgå renafdrifter (dvs. rydning af skoven over større flader), således at skoven forynges naturligt i de huller, der opstår i takt med, at enkelttræer eller trægrupper modnes og dermed fældes. Den naturnære skovdrift arbejder således med blandinger af træarter i forskellige aldre i modsætning til plantageskovens ensaldrende monokulturer. Den vil også indeholde en større andel hjemmehørende, klimarobuste løvtræarter. Et »biprodukt« af den naturnære skovdrift vil være mere varierede og oplevelsesrige skove samt bedre forhold for skovens dyr og planter – altså for biodiversiteten. Lovgivning er her et vigtigt middel til at understøtte en sådan udvikling af de danske skove. Skovloven tilskynder således i dag til en mere naturnær skovdrift, der sigter mod at opbygge artsblandede, aldersvarierede og klimastabile skove. Den indeholder allerede tilskudsordninger rettet mod det private skovbrug, der bl.a. understøtter anvendelsen af mere robuste løvtræarter og opbygningen af varierede skove. Men spørgsmålet er, om der bliver gjort nok. Det er vigtigt at få de private skovejere med, da de private skove udgør mere end halvdelen af det samlede danske skovareal. De private skove skulle gerne i gang med en tilsvarende proces, som statsskovene har været omfattet af siden 2005: en omlægning til mere artsvarierede og klimarobuste skove. Det er en proces, som forventes at komme til at forløbe over de kommende 80-100 år. Fortsætter det private skovbrug den nuværende skovdrift, baseret på en høj andel af ustabile nåletræarter og ensartede skove i ens aldre, indebærer det ikke blot en risiko for skovenes produktion af træ, men også for store samfundsmæssige tab i forbindelse med stormfald og skovdød over store arealer. Der er derfor behov for en ekstra informationsindsats rettet mod private skovejere for at fremme omlægningen til klimarobuste skove samt for substantielle økonomiske incitamenter til denne omlægning. Den nødvendige samfundsøkonomiske investering til en ændret træartssammensætning og dyrkningsform må vurderes som beskeden i forhold til de potentielle tab af drifts- og samfundsmæssige værdier. Da der fortsat hersker betydelig usikkerhed om klimaændringernes omfang og virkning på træarterne og dermed på skoven, er det helt afgørende fortsat at følge udviklingen gennem overvågning af skovens sundhedstilstand, der startede i 1987, samt at indhøste ny viden om samspillet mellem klimaet og skovens vækst og sundhed. Den nationale skovstatistik, som blev igangsat i 2002, vil fremover løbende give informationer om skovenes tilstand og udvikling bl.a. i lyset af klimaudviklingen. Dette vigtige initiativ burde tilsvarende følges op af en målrettet forskningsindsats, så vi rettidigt kan håndtere de store udfordringer, som klimaændringerne påfører skovene. Jørgen Bo Larsen
Professor i Skovdyrkning
Skov & Landskab, Københavns Universitet
Artiklen har været bragt som kronik i Berlingske Tidende den 14. april 2008 By: Per Hilbert