Skovrejsningsarealer fra 2008 og frem kan muligvis opnå grundbetaling i 2022 under undtagelsesbestemmelserne i artikel 32. Dette er en mulighed, hvis arealerne har indgået i et vand-, natur- eller skovprojekt, som er med til at gennemføre enten vandramme- eller Natura 2000-direktiverne. Projektarealerne fremgår som udgangspunkt af Miljøstyrelsens kortlag ’Vand-,natur- og skovprojekter 2022’, men mange skovrejsningsprojekter uden for kortudpegningen vurderes til også at medvirke til gennemførsel af et eller flere af de ovennævnte direktiver.

Hvorvidt et projekt implementerer vandramme-, habitat- eller fuglebeskyttelsesdirektiverne vil bero på en konkret vurdering fra Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens overordnede retningslinjer kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Det er risikofrit at ansøge om grundbetaling til sit skovrejsningsareal, når bare man husker at krydse af, at man søger med forbehold i erklæringen. Herved undgår man en sanktion, hvis arealet ifølge Miljøstyrelsen ikke lever op til de generelle støttebetingelser for grundbetaling i 2022. Hvis man opnår tilsagn i 2022, kan man også søge grundbetaling for arealerne frem over, så længe tilskuddet eksisterer.

For arealer hvor der er rejst skov i perioden 2008 til 2015, er det dog sidste chance i år. Fra 2023 vil det kun være muligt at opnå grundbetaling, hvis der har været søgt og udbetalt retmæssigt enkeltbetaling for arealet i 2016.

Det er risikofrit for ejer at søge, så tag kontakt til din lokale skovdyrkerforening, hvis du har et skovrejsningsareal fra den pågældende periode.

Hvis du vil læse mere angående Artikel 32, så kan du følge de to links herunder til Miljøstyrelsens hjemmeside og Landbrugsstyrelsens faktablad.

https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/tilskud-til-vand-og-klimaprojekter/artikel-32/

https://lbst.dk/fileadmin/user_upload/NaturErhverv/Filer/Tilskud/Arealtilskud/Direkte_stoette_-_grundbetaling_mm/2022/Faktaark_-_om_brugen_af_artikel_32_2022.pdf

VidenCenter Landskab, 17. marts2022

videncenterlandskab@remove-this.skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne