Råddenskaben i de danske skove

Det er sjældent, at skovdriften i de danske skove bliver kommenteret af folk udenfor branchen. Men i en kronik i JyllandsPosten for nylig har biologen, docent og ph.d. Hans Henrik Bruun (HHB) rettet en kraftig kritik mod skovforvaltningen generelt i Danmark under den anførte overskrift.

Kritikken går ikke på – som man først kunne tro – at der er for megen råddenskab i de danske skove. Nej, kritikken går på, at der er for lidt.

HHB nævner, at måske 4-5.000 arter – primært af biller og insekter – er afhængige af, at der er tilstrækkeligt med dødt ved i skovene. Ud fra denne synsvinkel bliver råddenskaben ‘et værdifuldt element i livets runddans’.

Vi er for dygtige

Problemet er, som HHB nævner, at 90-98% af det producerede ved fjernes og sælges som ganvtræ. Det er rigtigt, og det er vi normalt stolte af. Det skyldes ikke så meget ‘skovbrugets traditioner’, som HHB nævner i kronikken, men nok så meget de fleste skovejeres helt naturlige ønske om en positiv økonomi i skovdriften. At efterlade træet til svampes og insekters nedbrydning er nok interessant, men det bidrager umiddelbart ikke meget til den økonomi, som er nødvendig i forhold til skovens øvrige pleje, til nyplantninger, til at holde vejene i stand, til at betale ejendomsskat m.m.

Men man må give HHB ret i, at vi nok er blevet dygtigere og dygtigere til at udnytte skovene. I de seneste år har de gode muligheder for at sælge skovflis yderligere formindsket den andel af ved, som efterlades efter en skovning. Og der er ingen tvivl om, at skovene har et medansvar for at vi kan fastholde mangfoldigheden og biodiversiteten i vor natur.

Kan skovfolk ikke se skoven for bare træer?

HHB har desuden nok en pointe, når han påpeger den historiske kendsgerning, at mens den lovfæstede beskyttelse af enge, moser, heder, overdrev samt af naturen i det åbne land som helhed ligger i Naturbeskyttelsesloven, så er skovenes natur slet ikke nævnt i denne lov. Og det på trods af, at skoven er den artrigeste naturtype i Danmark.

HBB klager over, at beskyttelsen af skovenes natur ligger i Skovloven, der administreres af skovfolk – som måske pr. tradition og som følge af deres uddannelse formodes at tænke mere på økonomi end på biologi.

Nye retningslinier og certificering som en mulighed

Skovfolk er dog ikke så negative overforHHB’s tanker, som han måske tror. I 2002 fik vi nogle – godt nok frivillige – ‘retningslinier for bæredygtig skovdrift på ejendomsniveau’. Alle Danmarks skov-organisationer stod bag disse retningslinier som en anbefaling. Retningslinierne anbefaler blandt andet, at en vis mængde dødt ved efterlades i alle bevoksninger.

Senere er de nævnte retningslinier fulgt op med to certificeringsordninger, FSC® og PEFC. Begge ordninger fokuserer på problemet med biodiversiteten. Det gøres ved dels at kræve, at der efterladesved til naturlig nedbrydning efter hver skovning. Dels ved at kræve, at et stykke af skoven (min. 5%) helt friholdes for normal skovdrift, men får lov til at lægge urørt hen, hvorved de naturlige processer får helt frit spil.

Er de private eller staten bedst?

Efter kronikken har miljøminister Connie Hedegaard svaret, at kritikken er grundløs, og at i hvert fald statsskovene tager deres ansvar meget alvorligt, blandt andet ved at gå ind i en certificering på hele sit areal.

HBB er dog ikke sådan at gøre tilfreds. Han anerkender Styrelsens gode intentioner, men han konstaterer, at 9 ud af 10 levesteder for f.eks. eremit-billen findes i privatejet skov. Hvilket gør ham stærkt bekymret – som det er meget almindeligt for biologer. Disse synes ikke at have megen tillid til de private skovejere – hvilket jo er mærkeligt al den stund man med eremit-billen som eksempel netop kan konstatere, at de private skovejere i hvert fald indtil nu har været rigtig dygtige til at passe på naturværdier og levesteder for sjældne dyr.

Vort fælles ansvar

Men bortset fra disse forskellige synspunkter, så har HBB ret i, at et mangfoldigt dyreliv også er alle skovfolks ansvar. Derfor anbefales det, at der tages hensyn flora og fauna, først og fremmest ved at efterlade en vis mængde ved ved skovningerne, og ved at lade gamle, overgemte træer stå til naturligt henfald. Hvis man vil dokumentere sin indsats på dette områder, så kan vi anbefale, at man lader skoven certificere.

Man kan i hvert fald starte med at få udarbejdet en grøn driftsplan, der blandt andet indeholder en beskrivelse af alle de vigtigste naturværdier på ejendommen. Der er oven i købet et ret godt tilskud til en sådan plan. Den lokale skovdyrkerforening kan være behjælpelig med udarbejdelsen.

Et syn, vi skal vænne os til: døde træer i skoven

HBB’s artikel vedlægges i sin fulde udstrækning.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

Files:: Kronik-JP26022007.doc

By: Per Hilbert

Tilbage til nyhedslisten

Nyheden er skrevet af:

Per Hilbert

Uddannelse: Cand. Silv. Stillingsbetegnelse: Skovrider emeritus